Lær linoleumstryk
Galleri Blæst, Nibe, tilbyder et tre dages onlinekursus, 16.-18. februar med overskriften ”Kan du huske duften af linoleumstryk?”
Første dag, 16.2., ”Hvad gør kunst ved os?”, anden dag, 17.2., ”Hvem opfandt farverne?”, mens tredje dag, 18.2., byder på tre timer i værkstedet med kunstner Yvonne Lundehøj på Zoom. Det er her du skal have kagerulle og gamle aviser klar.
Kostpris 1000 kr., for to gange en times foredrag, og tre timer med kniv i linoleum.
Materialer til to tryk bliver sendt ved tilmelding på fjoa.dk
TV-dramatik på TV 2
1.661.000 fugte med, da TV 2 sendte "Badehotellet" mandag aften. Hertil kommer alle de, der tager serien på TV 2 Play samt ved genudsendelsen. Så det corona-indespærrede danske publikum trænger i den grad til eskapisme. Og tv-serier.
Når TV 2 er færdig med at sende sommerstemning fra Skagen og resten af Nordjylland, ja så flytter sommereren videre til Helsingør, der er rammen om serien "Sommerdahl", der sendes på TV 2 Charlie - altså nichekanalen for tv-seere med lidt mere gråsprængt hår.
"Sommerdahl" er en lille krimi-serie med Peter Mygind i hovedrollen som kriminalbetjenten af samme navn som tv-serien. Han har én og kun én interesse i livet, og det er arbejde. Kone og barn kommer i anden række.
Om kort tid starter så sæson 2. Her er Peter Mygind blevet skilt fra Laura Drasbæk, der er hans seriekone. Men samtidig begynder hans allerbedste ven og kollega nu at flirte med ekskonen.
Mere Mink
Men der er også serie henvendt til et yngre publikum på vej. TV 2 Zulu sender endnu en sæson af "Minkavlerne". Det var den eventyrligt morsomme serie, kanalen sendte sidste år op mod sommeren. Det kan godt ske, at minkene er væk i den rigtige verden. Men i "Minkalverne" kan alt ske. Serien har Niels Hausgaard i rollen som minkavler-far.
Sidst på foråret skruer TV 2 op for en helt nye serie: "Hvide Sande". Det er en kærlighedskrimi med Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund i de to hovedroller. De er ikke gift. Men de arbejder under cover som et ægtepar. Det kan der jo komme en del forviklinger ud af.
Og for at det ikke skal være løgn: "Hvide Sande" foregår også i et univers af evig sommer.
Klovn for evigt
Og når det så bliver sommer - altså i den rigtige verden - så slutter TV 2 serie-sæsonen af med den ottende sæson af "Klovn". De lover, at det med garanti bliver den allersidste episode. Men vi får se... Det er et løfte, vi har hørt mange gange før.
Butterfly flyver ikke
En af de helt store gaver i AAKC's pakke med teateroplevelser var samarbejdet med Det kongelige Teater om en koncertopførelse af operaen "Madame Butterfly". Den forestilling er nu (også) aflyst. Den skulle have fundet sted 25. april.
Og nok er der længe til april, og ingen ved, hvilken vej coronaen blæser til den tid. Skulle produktionen have været klar, skulle den kongelige opera allerede nu være i gang. Men der er stadig usikkerhed om, hvornår folkene bag må og kan mødes.
"Madame Butterfly" er nok aflyst til april, men operaen kommer. Det bliver dog med en anden forestilling og på en anden dato. Og det bliver i den kommende sæson, der starter til efteråret. Indtil videre er det dog ikke muligt at sætte hverken dato eller titel på. Kun ved vi, at Det kongelige Teater kommer - med hele udtrækket.
Nonner, der lever af lys
Forfatter Charlotte Weitze udgiver 24. februar romanen ”Rosarium” på forlaget Gutkind. En slægtshistorie, der strækker sig fra begyndelsen af det 20. århundrede, til nutidens USA og videre ind i fremtiden.
I bogen møder vi en ung pige, der slår rod i skoven, et kloster fuld af nonner, der lever af lysnæring, og en botaniker på jagt efter en rose med usædvanlige egenskaber. Det er en fortælling om at bære kimen til en livsform, hvor mennesker og natur indgår i en mere organisk sammenhæng.
Charlotte Weitze (f. 1974) debuterede med novellesamlingen Skifting (1996), som hun fik Bogforums Debutantpris for. Siden har hun udgivet radiodramatik, noveller og romaner – senest den dystopiske cli-fi roman Den afskyelige (2016), som en af de første danske skønlitterære forfattere, der for alvor skrev sig ind i klimadebatten.
Golden Globe på Druk
Den danske film "Druk" er i øjeblikket shortlistet til en Oscar, men i forhold til den anden store, amerikanske pris, Golden Globe, så er nomineringen kommet i hus. Her er ""Druk" nomineret i kategorien bedste "Bedste udenlandske film". Golden Globe-priserne uddeles 28. februar.
Dansk film har vundet en Golden Globe i alt tre gange. Det skete med "Ordet" i 1956, med "Babettes gæstebud" i 1989, og med "Hævnen" i 2011. Danske film har været nomineret i alt seks gange i kategorien. Og skaberen af "Druk", Thomas Vinterberg, er netop nu nomineret for tredje gang. Så tredje gang lykkens gang.