Skagen Festival aflyser også
Så har også Skagen Festival aflyst aktiviteterne i år. Det er så anden gang, at deres 50 års jubilæums-festival bliver lagt ned.
På Skagen Festival skyldes aflysningen især, at de mange frivillige i og omkring festivalen ikke må campere sammen. Festivalen er ellers fordelt på flere scener rundt om i byen. Altså foruden det liv, der er på kajen. Men uden frivillige på camping kan det ikke lade sig gøre.
Der er også sat dato på deres 50 års jubilæumsfestival. Det bliver i dagene 30. juni til 3. juli 2022.
Tranum Strandgaard
Tranum Strandgaard åbner lørdag udstilling med fem kunstnere: Anita K. Andersen, fotografi, Lene Purkær, bronze, Birgit Kirke, rakukeramik af kvinder, Rie Brødsgaard, abstrakte malerier og Marianne Dalmark, vævning.
Udstillingen vises til 20. juni.
Vulva-støbning og andet godt på Kunsten
Nok er der corona i omløb, men der bliver altså også Summer Lounge på Kunsten i år. Det starter 23. juni og fortsætter 10 onsdage i træk indtil 25. august. I år bliver det med kunst, musik, hygge, vulvastøberi, Scientology, racisme, kvindehad og konspiration. Samt masser af samtaler. Det er det, der hedder talks på nydansk. Så er det meste vist dækket ind.
Kønsforsker Christian Groes gæster Skulpturparken til en snak om #metoo-bølgen og modstanden mod den (30/6). Også bestsellerforfatter Lone Theils (14/7) lægger vejen forbi, du kan høre en masse om konspirationsteori (18/8). Du kan støbe din vulva og blive klogere på, hvorfor der stadig er skam og fordomme forbundet med den kvindelige fysik. Skal du have lavet et vulva-aftryk, så skal du komme 21. juli. Og hver onsdag vil der også være musik.
AKKC åbner med Rune Klan
Den kulturelle genfødsel hos AKKC sker fredag aften, hvor man kan opleve Rune Klan i Aalborghallen. Det kan man også lørdag. Bor man i Hjørring kan man naturligvis vente til 4. juni, hvor han kan opleves på Vendelbohus.
Særudstilling i Skagen
Lørdag åbner Skagens Museum en ny udstilling. ”Englens kys” hedder den. Og den handler om sygdom, død og mere af samme skuffe.
I coronaens skygge er det jo noget, der har fyldt en del det seneste års tid. Men sygdom har jo altid været der, og det har også fyldt pænt meget i kunstnernes arbejde.
Udstillingen har hovedværker af Edvard Munch, Vilhelm Hammershøi, Christian Krogh og Anna Ancher. Hendes vaccinationsbillede ser du øverst på siden. Og som med andre særudstillinger på Skagens Museum, så bliver den sat ind i en helt speciel scenografi.
- De her malerier handler ikke om incidenstal og smitteprocent og alt det, der relaterer sig til det, vi går igennem nu. Jeg synes, at udstillingens værker kan noget helt andet. De tematiserer nogle af de følelser, der rører os nu, men de går på tværs af tid og sted, siger Mette Bøgh Jensen. Hun er kunsthistoriker og museumsinspektør på Skagens Kunstmuseer og kuratoren bag udstillingen.
Hun står også bag forskningsprojektet ”Syge piger som motiv i nordisk billedkunst 18450-1900”. Et tre-årigt projekt, hun indledte i 2016.
- Det er jo fuldstændig utilsigtet, at den her udstilling skulle falde sammen med coronapandemien, men jeg tror, at sammenfaldet kan give nogle frugtbare perspektiver for dem, der ser udstillingen, siger museumsinspektøren.
Udstillingen har titel efter en sætning i H.C. Andersens digt ”Det døende barn”.
Udstillingen vises indtil 5. september.
Grus i andedammen
Nordjyske Jens Smærup Sørensen udgiver 28 maj ”En håndfuld grus i andedammen” i anledning af sit 50 års jubilæum som forfatter. Jens Smærup Sørensen debuterede i 1971 med en digtsamling, og fylder 75 år her 30. maj.
”En håndfuld grus i andedammen” er et litterært udvalg af artikler, Smærup har skrevet de sidste to årtier. Læsninger af de danske forfattere, der har betydet noget særligt for Smærup, f.eks. Ewald, Blicher, Grundtvig, Aakjær, Pontoppidan og Højholt.
Nul Tønder Festival, men …
Lige som mange andre festivaler må Tønder Festival aflyse årets festival. I stedet træder en plan B i kraft – en række af musikoplevelser i kulturhuset Schweizerhalle, Tønder, 17. til 29. august. Det alternative musikprogram for den aflyste festival er endnu ikke endelig på plads.
-Vi håber, at publikum vil tage godt imod vores nye tiltag, og vi glæder os til at præsentere programmet, siger Maria Theessink.
Musikerne mangler penge
I sidste uge udkom Kodas årsberetning for 2020. Årsberetningen viste en massiv nedgang i årets koncertindtægter, som følge af coronapandemien. Pandemien har for alvor rystet hele musikbranchen:
-Mange har mærket grundlaget smuldre under sig. Livemusikken, som er kernen i så mange komponister og sangskriveres indtjening, var lukket det meste af året. Det har skabt en stor nedgang i indtjeningen, skriver Niels Rønsholdt, Kodas formand.
Sommerkoncert foran Musikkens hus.
I sommermånederne vil Musikkens Plads i Aalborg - ned mod Limfjorden - danne ramme om en stribe udendørs koncerter med danske navne. På programmet er :
25.6, kl. 18 – Marie Key og Carl Emil Petersen, 27.6, kl. 14.30 – Annika Aakjær og Malte Ebert, 27.6, kl. 18 – Anne Linnet, Aura og Fenja, 2.8, kl 19.30 – Verdensballetten, 6.8., kl. 21 – Christopher, 8.8, kl. 16 – Mads Langer.
Billetter på Musikkens Hus hjemmeside.