Skip to main content
Hvad sker der i ugen?

Se, lyt, læs og nyd

Med en kommende uge, som efter pinse, ser ud til at blive ved med at være alt for kold og våd, er det godt, at biografer, teatre og spillesteder - og ja biblioteker - nu igen har åbent og kan byde på kultur.

Men hvad skal du egentlig kaste dig over?

Herunder kommer et par Kulturen.NU- bud på film, teater, kunst, musik og litteratur.

FILM: Den længe ventede thriller ”Marco effekten” får filmpremiere torsdag 27. maj. Femte film om politiets særlige enhed, Afdeling Q, baseret på Jussi Adler-Olsens femte bog.

De fire tidligere film, ”Kvinden i buret”, ”Fasandræberne”, ”Flaskepost fra P” og ”Journal 64” har været imponerende kassesucceser, men Jussi Adler var ikke tilfreds med filmenes gendigtning af hans univers.

Med den plagede Carl Mørck, hans trofaste væbner Assad og den søde sekretær Rose. Jussi ønskede det mere mørkt og mere trofast over for hans intentioner og litterære oplæg.

Nu får vi se. Over 500 sider skal forvandles til en to timer lang film og hovedrollerne er blevet skifte ud, så Ulrich Thomsen spiller Carl Mørck. Tidligere varetaget af Nikolaj Lie Kaas, mens Zaki Youssef spiller Assad. En rolle som Fares Fares tidligere glimrede i.

Men der er også premiere på den franske film ”Gloria Mundi” om et nybagt forældrepar, der samler familien for at fejre lille Glorias fødsel. Men trods lykken over det lille nyfødte barn, kæmper de unge forældre for at få hverdagen til at hænge sammen. Men så får Glorias onkel en smart forretningsidé.

TEATER: Der er masser af teater, gode egenproduktioner at kaste sig over – vi nævner ”Alt skal væk”, Himmerlands Teater, ”Frøken Julie”, Vendsyssel Teater, ”Woyzeck”, Teater Nordkraft og ”Drømte mig en drøm” og ”Kød”, Aalborg Teater.

Den sidste scorede fuldt hus, topkarakteren seks stjerner, hos vor anmelder Max Melgaard, under overskriften ”Mesterligt kødorgie” med ordene:

”Sjovt og overraskende. Oplysende med stof til eftertanke. En teaterfest af de store. Topunderholdning fra start til slut. Kropsligt teater med både nøgenhed og splat. Meget fysisk fortalt. Og hele tiden det ene gode grin efter det andet. Se det for dælen. Du vil ikke fortryde”.

KUNST: Under overskriften ”Med billedet som bro” udstiller Dronninglund Kunstcenter det dansk-franske kunstnerægtepar Else Raasum (1942-2017) og Jean Moreaux (1938-2001). En retrospektiv udstilling med næsten 50 års kunsthistorie fortalt gennem parrets liv og værker.

På Skagens Kunstmuseum kan du se ”Englenes kys – om syge piger i nordiske kunst". En udstilling, der fortæller om dengang sygdom virkelig sendte patienternes hinsides. Noget, der i dag er en simpel diagnose, var dengang tæt på en dødsdom.

Dengang tuberkulose, kolera, mæslinger, kighoste og difteri var en del af dagligdagens uorden. Englenes kys" er en dejlig udstilling, selv om motiverne er så grumme. Hvis vi i dag brokker os over corona, så er det måske godt at se, at alting har været meget værre.

MUSIK: Selv om spillestederne kører med begrænset publikumskapacitet, kan du fint med en negativ coronatest få en positiv musikoplevelse.

Studenterhuset, Aalborg, får torsdag 27. maj besøg af det københavnske band Iceage, aktuelle med deres nye og femte album ”Seek Shelter”, udkom 7. maj. Med singlerne ”Vendetta” og ”The Holding Hand”.

Og dagen efter kommer sangskriveren Bisse, der er på turné med ”Tåreturen”. November 2020 udgav Bisse albummet ”Tårefilm” både digitalt og på vinyl, og det er sangene herfra, som er i fokus. Bisse har haft kærestesorg.

Skråen ligger underdrejet, hvad angår koncerter, men på Huset, Aalborg, kan du onsdag 26. maj høre den 21-årige guitarist Casper Hejlesen holde sit debutalbum ”Overture” over dåben. I 2019 kåret som årets nordjyske jazznavn og her selv i spidsen for et fem mands band, trompet, sax, klaver, bas og trommer.

Dagen efter lægger Huset scene til endnu en jazzkoncert – Vest for Vesterbro med et  hold af specielt inviterede musikere under ledelse af saxofonisten Tadas Pasaravičius.

Er du til punket rock skal du på Tusindfryd fredag aften, 28. maj, og høre Powersolo med Kim Kix & co.

Længere fremme kan du i Musikkens Hus måske håbe på stadig at få billet til Dizzy Miss Lizzy, der udgav nyt album ”Alter Echo” i marts 2020. Netop som DK lukkede ned, nu prøver bandet noget nyt – nemlig at spille albummet fra start til slut - 13. juni.

Og ellers venter der jo også sommerkoncerter på pladsen foran Musikkens Hus med Marie Key, Carl Emil Petersen og Kvamms ”Hugorm”, 25. juni, efterfulgt af Annika Aakjær, Malte Ebert, Anne Linnet, Aura og Fenja, 27. juni.

LITTERATUR: Magter du ikke at kaste dig ud i virkeligheden for at få kultur til hovedet, er der jo også bøger.

Forfatter Eva Tind undersøger den danske zoolog Marie Hammer (1907-2002) i sin biografiske roman ”Kvinden der samlede verden” Hammer nåede sine videnskabelige mål, før synet blev for dårligt, men hun måtte se andre bruge hendes arbejde som springbræt for deres egne ambitioner.

Tind viser os den ensomme nørd i et indlevet og loyalt portræt. Man tror på portrættet af den lidenskabelige ener, også og især når det forsynes med vrede, jalousi og skuffelse.

Eller hvad med irske Donal Ryans ”Sælsomme vækster” om irske Moll, 23 år, gammel, der stikker af fra en lille irsk landsby. For først at dukke op fem år efter, ovenikøbet med en sort mand, som kæreste. Hvorfor stak Moll af? Og hvad sker der med parret?

Pragtfuldt skrevet, fuld af gode sidehistorier og giver et indsigtsfuldt billede af slidsomme, ydmyge mennesker, der bliver formet af deres livsbetingelser, mens de kæmper for at få kærlighed i deres liv. ”Novel of the Year” i det irske – og det fuldt fortjent.

Se, så skulle der være lidt at kaste sig over! Ha’ en god kulturuge.

Arkiv