Hvad sker der i ugen?
Kulturlivet begynder så småt at komme op i omdrejninger – skønt test og masker lægger bånd på accelerationen. Men hvad skal du så egentlig kaste dig over?
Herunder kommer et par bud på film, teater, musik, kunst og litteratur.
FILM: Biograferne er ved at drukne i film efter fem måneders nedlukning, men du må ikke gå glip af ...
”The Sound of Metal”, om en heavymetal trommeslager Ruben, der pludselig bliver døv og risikerer af miste både sit livsgrundlag og sin elskede. Filmet og optaget ikke mindst på lydsiden, så du selv oplever, hvordan det er ikke at kunne høre.
Klipperen Mikkel E. G. Mikkelsen, for øvrigt søn af en vis Peter A.G. fra gruppen Gnags, fik som første dansker en Oscar for bedste klipning.
Men der er også danske Vinterbergs Oscar-hyldede ”Druk” og ”Retfærdighedens Ryttere”.
Og er du til jazz og ulykkelige sangerindeskæbner er der torsdag 20. maj premiere på ”The United States vs Billie Holiday”. Om den ikoniske jazzsangerinde kendt bl.a. for sangen ”Strange Fruit” om lynchning af sorte. Med sangerinden Andra Day i hovedrollen.
TEATER: Hvis du får mulighed for at smutte en tur til København, skal du selvfølgelig ind og se Cirkusrevyen og se Ulf Pilgaard for sidste gang – selvfølgelig i sin glansrolle som regenten, Margrethe II.
Men det lokale nordjyske teaterliv byder også på hele fem nye forestillinger – ”Alt Skal Væk”, Himmerlands Teater, ”Kød” og ”Drømte mig en drøm”, Aalborg Teater, ”Frk. Julie”, Vendsyssel Teater og endelig ”Woyzeck” på Teater Nordkraft.
Alle er blevet anmeldt her på sitet – ”Kød” til hele seks stjerner, men også ”Woyzeck” fik fin kritik for sin nytænkning af det klassiske stykke. Placeret i en nutidig aalborgensisk karnevalsramme med sygeplejeuniform, trommesalsa og studedruk udspiller den tragiske historie sig, mens grinet stivner, og desperationen og fortvivlelsen breder sig. Også blandt tilskuerne.
MUSIK: Inderlighedens vemodige kvindestemme Kira Skov har netop udgivet nyt album, ”Spirit Tree”, hvor hun synger duet med navne som Bonnie Prince Billy, Jenny Wilson og sågar Steen Jørgensen fra Sort Sol.
På torsdag 20. maj vender ex-nordjyden og sangskriver Ginne Marker tilbage til Aalborg for at give dobbeltkoncert i Musikkens Hus. Og spille numre fra debutalbummet ”Seasons to Come”, men givet også med et par nye.
Og er du til pop, kan du oplever Michael Learns to Rock, søndag 23. maj, Skråen, Aalborg. Turne hvor hele deres gennembrudsalbum ”POP” (1995) bliver fremført med hits som “Someday”, That’s Why...”, “Love Will Never Lie, “How Many Hours” plus mange andre.
På Jazzcentret kan du i morgen aften, 17. maj, høre Marius Ungureanu: ”Requiem Revisited” med Jesper Løvdal, sax, flute, clarinet, Marius Paschke, vibraphone, percussion, Kenneth Dahl Knudsen, bass guitar, effects og Marius Ungureanu, viola, voice & others.
KUNST: Kunsten, Aalborg, viser den nigerianske kunstner Toyin Ojih Odutola, og hendes universer ikke noget, man ser til daglig.
Gå ned i kælderen. Første indtryk er, at man er trådt ind i en tegneserie. Her tænker vi ikke på Anders And eller Superman. Vi tænker på en moderne grafisk - altså tegnet - roman. Skildring af et matriarkalsk samfund, hvor mænd bruges til fornøjelse og til arbejde.
BØGER: Leonora Christina Skov brød igennem med den selvbiografiske ”Den, der lever stille” og har netop udgivet ”Hvis vi ikke taler om det”.
Om årene, hvor hun forfulgte sin drøm om at leve som forfatter, som bød på en voldsomt grænseoverskridende hændelse for den 21-årige. Udsat for ”uønsket intimitet” fra en meget ældre forlæggers side.
Men den japanske forfatter Haruki Murakami, til stadighed nævnt i sammenhæng med Nobelprisen i litteratur, har også udgivet novellesamlingen ”Første person ental”, og så har Lille Vildmoses kyndige, bosiddende forfatter Jan Skriver udgivet pragtværket ”Lille Vildmose. Vildmosen der blev vildere”.
Allerbedst er bogen, når øjenvidnet Skriver i ord og billeder beretter om sine oplevelser helt tæt på naturen. Det er næsten som at være der selv.
Så ha´ en forrygende kulturuge – se, lyt, læs og ikke mindst nyd!