Grønlands historie med kunstnerøjne

Museet for Religiøs Kunst i Lemvig har netop haft fernisering på udstillingen ”Grønland – kunsten gennem 300 år”.

Udstillingen med flere end 130 kunstværker sætter fokus på, hvordan både grønlandske og udenlandske kunstnere har skildret Grønland gennem 300 år.

- Det ligner en tanke, at udstillingen er blevet færdig i 300-året for Hans Egedes ankomst til Grønland. Men det er faktisk ikke tanken, fortæller direktøren for museet, Christine Løventoft.

Oprindeligt var det meningen, at udstillingen allerede skulle være færdig sidste år, men det satte coronaen en effektiv stopper for. De 300 år er valgt, fordi de ældste værker vi har i udstillingen, er fra begyndelsen af 1700-tallet.

Sjældne kunstværker

Udstillingen er en sand tour de force gennem den grønlandske kunst. Lige fra billederne af Poq og Qiperoq over Aron fra Kangeq, Emanuel Petersen, Hans Lynge og frem til nutidige kunstnere som Jessie Kleemann, Gukki Nuka og Julie Edel Hardenberg.

Mange af de udstillede værker er velkendte i Grønland, men der er også en virkelig sjældenhed i form af en bog fra Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek med tidlig grønlandsk kunst, som blev sendt til Kong Frederik VII i 1861.

Store sikkerhedskrav

- Det har været et kæmpearbejde at stable udstillingen på benene. Vi har lånt billeder fra både museer og private samlinger. Det stiller store krav til sikkerheden, der er meget omfattende – både i forbindelse med selve udstillingen, men også i forbindelse med transporten af kunstværkerne til Lemvig.

- Mange af billederne kommer fra Danmark, men vi har også hentet nogle stykker i Grønland.

- Det har også været en udfordring, at vi ikke altid har kunnet få de historiske værker, som vi egentlig gerne ville have med, men har måttet ty til andre løsninger. Det gælder blandt andet billederne i Svend Junges samling på Nuuk Kunstmuseum. I sin tid betingede Junge sig, at billederne fra hans samling ikke måtte udlånes.

- Det samme gælder Det Kongelige Bibliotek, hvor sikkerhedskravene til montrer er meget store – mindst 40.000 kroner pr. montre ville det koste. Det sætter en begrænsning for mulighederne.

Et underbelyst emne

- Kunst fra og om Grønland fortsat et mere eller mindre underbelyst kunsthistorisk emne. Ofte indgår kunstværkerne som dokumentation til at fortælle om Grønland, og de bliver dermed sat ind i en kulturhistorisk og ikke kunsthistorisk kontekst.

- Det har vi ønsket at ændre, så hele udstillingen handler om værkerne som kunst, hvor vi tager dem alvorligt som betydningsskabende i sig selv.

- Derfor har vi også fravalgt at vise etnografika som kajakker og uloer, som man ellers ofte ser på udstillinger om Grønland. Det er kunsten, der er vort hovedfokus – og her har vi både det historiske perspektiv, men også fokus på samtidskunsten, hvor yngre grønlandske kunstnere forsøger at forholde sig til det at være grønlandsk – og at forbinde de historiske traditioner og motiver gennem nye fortælleformer.

Videofilm

I forbindelse med udstillingen har museet lavet en videofilm, hvor fire nulevende kunstnere om deres syn på Grønlandsk kunst. Det er Martin Brandt Hansen, Asmund Havsteen-Mikkelsen, Jessie Kleemann og Henrik Saxgreen. Videoen bliver vist på udstillingen i kældersalen på Museet for Religiøs Kunst.

Museet for Religiøs Kunst har også udgivet et udstillingskatalog. Det er en diger sag på 244 sider med interviews med nogle de medvirkende kunstnere. Udover bogen og videoen har museet bestræbt sig på at sætte den grønlandske kunst i perspektiv med fyldige tekstplancher i udstillingslokalerne.

Udstillingen har et samlet budget på omkring en million kroner, og er kun blevet mulig gennem donationer fra fonde.

- Vi har haft et godt samarbejde med fondene. Især da coronaen dukkede op sidste år, og vi blev nødt til at udskyde udstillingen.

Mange udfordringer

I det hele taget har coronaen været en svær modspiller. Sidste år lukkede alting med kort varsel, så der er planlagte rejser til Grønland, der ikke er blevet gennemført.

- Coronaen har givet os mange udfordringer, der ikke har gjort arbejdet med at sætte udstillingne op mindre. Men nu er den her – og den kan ses frem til den 12. december.

- Der er sikkert stor interesse for at få udstillingen til Grønland også, men det kan desværre ikke lade sig gøre, hvor gerne vi end ville. Udstillingen består af lånte kunstværker, så den 12. december er det slut, siger museumsdirektøren.

Christine Løventoft er ikke ukendt med Grønland. I perioden 2012 til 2016 var hun museumsleder i Sisimiut.

- Det har haft stor betydning for arbejdet med udstillingen, at jeg har mange grønlandske kontakter og kender den grønlandske museumsverden.

Ikke tilfældigt

Det er ikke tilfældigt, at det netop er Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, der lægger lokaler til den store udstilling. Museet blev i sin tid grundlagt på initiativ af Bodil Kaalund (1930 – 2016), som er kendt for bogen Grønlands Kunst, som er et hovedværk i grønlandsk kunsthistorie.

Bodil Kaalund var også sammen med Hans Lynge initiativtager til Nuuk Kunstskole, ligesom hun var konsulent for Nuup Kommunea, da projektet med 11 gobeliner med Hans Lynge-motiver i rådhuset mødesal blev realiseret mellem 1983 og 1998.

Udstillingen åbnede den 26. juni og er indtil nu blevet godt besøgt, fortæller Christine Løventoft.

- Der har været mange besøgende, selv om vi kræver coronapas. De besøgende er meget forskellige. Der har været en del grønlandske familier, men også mange danske og udenlandske besøgende. De giver alle udtryk for, at det er en god udstilling, som man bliver klogere af – og så kan vi næsten sige, at missionen er fuldført.

Desværre er udstillingen gået lidt under pressens radar, men sådan er det ofte for museerne i Vestjylland. De store danske aviser og TV-stationerne har svært ved at finde til Lemvig.

- Hidtil har vi kun haft besøg af Kristeligt Dagblad og Sermitsiaq, siger Christine Løventoft.

Kristelig Dagblads kunstanmelder var begejstret for den grønlandske kunstudstilling. Det blev til fem stjerner. Sermitsiaq anmelder normalt ikke kunstudstillinger i Danmark og uddeler heller ikke stjerner, men udstillingen er et mesterstykke i museumspædagogik, mener avisens medarbejder.