Et sted at skrive i fred og ro

Man skulle tro, at det ikke er særligt svært for en forfatter at gøre, hvad de plejer under en pandemi. Det eneste, man behøver i den kontekst, er sig selv, en computer og et sted at skrive i fred og ro.  

Derudover er der intet, der forhindrer en i at udgive bøger i en coronatid.  

I modsætning til andre brancher inden for kulturlivet er det tydeligt at se, at vi forfattere (og forfattere in spe!) er sluppet let, når det kommer til vores udfoldelsesmuligheder. Lige nu er det - uden tvivl - langt besværligere at udstille end at udgive.  

Og det skulle ikke komme som en overraskelse for nogen, at det trækker magien ud af enhver musikalsk eller performativ præstation, at den form for energi må kanaliseres igennem en skærm for at blive modtaget disse dage.  

Og det gælder også for oplæsninger. 

Når det kommer til forfatternes generelle vilkår, kan man blot notere sig, at kulturforbrugerne derude endnu er i stand til at læse de aviser, der anmeldes bøger i. 

Og på internettet kan man erhverve sig sin næste læseoplevelse med et par hurtige klik, sammen med, hvad man ellers har kastet i sin digitale indkøbskurv af værnemidler, kattemad og sexlegetøj. 

Spøgen sat til side: man kan argumentere for, at vi lever i en periode, der ligefrem kalder på den slags fordybelse, bogformatet opfordrer til. 

Og ser man på statistikkerne for, hvor meget vi læser i Danmark, finder vi en kurve, der er steget under pandemien. Det bliver spændende at se, om den tendens er kommet for at blive. 

I mit arbejde som kunstner i ordets bredeste forstand, men måske mest som billedkunstner, forsøger jeg at finde så meget tid til at arbejde med andre materialer, som jeg kan, selvom det at skrive fylder mest lige nu.

I et stykke tid har jeg gået og planlagt en udstilling, der er tungt inspireret af den hollandske maler, Hieronymus Bosch. Alt imens overvejer jeg, hvordan det kunne hænge sammen praktisk. Heldigvis kan man godt være produktiv, selvom man ikke ved, hvornår man næste gang kan udstille.

Som forfatterskoleelev tror jeg ikke, at jeg i forbindelse med nedlukningen har stået overfor vanskeligheder, der skulle adskille sig synderligt fra dem, som de fleste studerende oplever i disse tider:  

Zoom-træthed, svingende motivation, og de mange konsekvenser af tabt nærvær. 

For mit vedkommende savner jeg at være samlet til tekstlæsning i morgenlys og duften af friskbrygget kaffe på det aflange bord i biblioteketslokalet.  

Det kan godt gøre mig lidt trist at tænke på, hvor mange måneder der er gået med at forholde sig til hinanden i 2D. Men så er det for mig heller ikke værre at skulle finde indpas i en arbejdsrutine, som mindede betragteligt meget om den, jeg i forvejen befandt mig i, før virussen slap løs.  

Som et skrivende væsen må man lære at holde af sit eget selskab. 

Når jeg føler mig overvældet og udmattet af den mentalitet, nedlukningen kan fordre i mig, hvilket kan hænde og hvilket for det meste indebærer en form for forvirring over, hvad jeg overhovedet laver med mit liv.

Så tænker jeg på, hvor taknemmelig jeg kan være for at have min skrivepraksis båret af uddannelsesstøtte. Det er sgu ikke lige meget. Og der er ikke altid penge i det at skrive god poesi og lave kunst. 

Her på gulvet ved siden af sengen - Ruzenas "work space".

Det gode ved at være et skrivende væsen under pandemien er, at når der ikke ser ud til at være noget meningsgivende at komme efter udenfor, så er der muligheden for gå dybere ind i sig selv. Selvfølgelig hvis man tør dette. 

Lige nu arbejder jeg, som mit hovedprojekt, på at skrive og illustrere en digtsamling for børn.  

På grund af corona har jeg måttet tænke ekstra meget over, hvordan jeg skal planlægge min nærmeste fremtid, men jeg anser det som en opfordring til at få lidt styr på mine projekter. 

Hvilke der skal komme først, hvilke der må vente til senere.  

Uden at afsløre for meget, så kommer børnebogen til at handle om en mirakuløs natur og, håber jeg, en måde at se verden på, som bringer glæde og håb i en tid, der virker kriseramt, hvor end man kigger hen.