Kom til Norge min far

"Kom til Norge min far" hed en revyvise i 1949. Fem år tidligere døde Norges store maler Edvard Munch (født 1863). Dengang havde man næppe troet, at Oslo mange årtier efter ville blive en slags nordisk mekka for kunstentusiaster. To store kunstmuseer er på vej, og ét er lige blevet indviet.

Det drejer sig netop om Edvard Munch, der har fået et nyt museum. Det hedder ganske enkelt MUNCH, det blev indviet 22. oktober, og der er blevet plads til en meget stor del af Munchs ca. 28.000 værker.

Det er ikke blot en museumsbygning, det er et monument, som utvivlsomt vil øge mesterens i forvejen store internationale berømmelse.

Som sædvanligt med den slags store byggerier har der været problemer undervejs, også af den sædvanlige slags: arkitekturen er blevet kritiseret, økonomien løbet løbsk, færdiggørelsen forsinket etc. etc.

Men som også normalt med den slags, så vil MUNCH kritikken med stor sandsynlighed forstumme efter nogen tid, og institutionen blive anerkendt og måske ovenikøbet "elsket" af nordmændene og de mange turister, der besøger Oslo.

MUNCH ligger nemlig i Oslo, i det nye kulturkvarter Bjørvika, der endnu er under udvikling med flere store kulturinstitutioner, bl.a. den imponerende operabygning fra 2008 og et nyt bibliotek, der i 2021 blev kåret som "verdens bedste folkebibliotek" samt erhverv, boliger, restauranter m.m.

Museet erstatter et langt mindre museum fra 1963, "Tøyen", der nu er lukket. MUNCH har været på vej i 13 år, og slutprisen er 2,7 mia. norske kroner.

Den nye bygning er blevet kaldt "et ar i Oslos ansigt" og "verdens største autoværn". Det beskyldes for at være industrielt og koldt, og de mange rulletrapper bringer mindelser om en metrostation.

Medens naboen, operahuset, har det norske arkitektfirma Snøhetta som arkitekt (det har samme proveniens som danske BIG), er MUNCH tegnet af den spanske tegnestue Estudio Herreros, og det har også skabt kritik. Den anerkendte professor Erling S. Skaug har leveret en 120 sider lang rapport med en lammende kritik af hele forløbet omkring opførelsen af museet.

Men nu er museet der, indvielsen havde deltagelse af både kongehus og statsminister, og de første fem måneder har besøgstallet som forventet været rekordstort. Det er mit gæt, at det vil gå med MUNCH som med andre af den slags byggerier: efterhånden tager publikum huset til sig, kritikken forstummer, den store udgift glemmes (og tjenes formodentligt ind), og alle er glade.

Som stor Munch-beundrer måtte jeg naturligvis være blandt de første, der tog underværket i øjesyn - og i brug. Også fordi det vil være et godt udflugtsmål for kunstinteresserede nordjyder.

Jeg besøgte museet en tirsdag eftermiddag, hvor jeg tilbragte fire timer på de tretten etager, hvoraf de øverste fire arkitektonisk er karakteriseret ved det, der må kaldes bygningens egentlige signatur - et "knæk", der nærmest virker, som om den hilser på omgivelserne.

Jeg kan godt forstå, at man kan opleve bygningen som industriel, kold og afvisende, for det er en meget massiv og stor bygning her, hvor Oslofjorden møder byen.

Tilmed er facaden udført i aluminium (det skulle oprindeligt have været glas) med en mængde små huller, uigennemsigtig og grå, men når man træder ind i huset - og naturligvis ikke mindst, når man besøger de fire etager, der er tilegnet Munchs kunst - glemmer man det - måske - kedelige ydre.

En venligt indbydende lobby i hele stueetagen indeholder information/billetsalg, café og den obligatoriske museumsbutik.

13 etager er der - 4 til Munch, 4 til administration og værksteder, 2 til skiftende udstillinger med anden kunst, 2 til restaurant og skybar. Udstillingerne på Munch-etagerne vil være delvist skiftende, og med 42.000 effekter incl. memorabilia i arkiverne er der nok at tage af.

Det drejer sig om malerier, skitser, træsnit og andre grafiske arbejder. Her iblandt de kendte "Skriget", "Madonna" og "Jalousi", alle fra Munchs stærke periode 1893-1896.

Munch Uendelig hedder den mest interessante udstilling. Det er en slags tour de force gennem hele Munchs værk. Her finder man bl.a. "Skriget", som museet har i tre forskellige versioner; de udskiftes med mellemrum for ikke at slide for meget på dem.

Denne del giver også et indblik i malerens metoder og periode, og er efter min mening den vigtigste, fordi den viser de psykologiske dybder, Munch forskede i i sin kunst. Her er mennesket på godt og ondt i centrum.

Mindre interessante er Munchs rene naturbilleder. Andre på Munchs tid var bedre til den genre. Munchs malerier kræver mennesker.

Munch Monumental viser nogle af de i egentlig forstand monumentale værker (op til 50 kvadratmeter), Munch skabte bl.a. som udsmykning til offentlige institutioner.

Det er den svageste del af Munchs værk - han gør sig bedst i det mindre format og bliver på en måde lidt ligegyldig, når ambitionerne vendes mod selve formaterne.

En undtagelse er maleriet "Menneskebjerget" men også enkelte af de 11 store malerier, han skabte til aulaen på Oslo Universitet (hvor de stadig hænger) vækker interesse. Denne udstilling viser i øvrigt også, hvor svært det var for Munch at arbejde i disse store formater.

Munch Skygger er en biografisk udstilling, der i en blanding af dokumentation om hans liv og kunsten selv fortæller om mesteren og hans omgivelser. "Mit hjem er min hjerne", sagde han. Han havde dog behov for sin elskede bolig "Ekely" uden for Oslo med dets galleribygninger og sommeratelieret i Åsgårdstrand syd på ved Oslofjorden.

En sjov detalje fangede min opmærksomhed, nemlig en række selfies, Munch tog i slutningen af sit liv. Han malede flere selvportrætter, men kastede sig over fotografiet og tog altså det, der i dag er blevet så populært.

Endelig indeholder udstillingen Munch Inntil et udvalg af de grafiske arbejder og giver desuden et indblik i Munchs metoder. Den er nok for de mere nørdede, men har sin egen eksistensberettigelse.

Det kan man efter min mening ikke sige om de to separat-udstillinger, der ikke er helliget Munch. De to etager skal bruges til skiftende udstillinger.

I øjeblikket drejer det sig om "Hjernelabyrinten", hvor publikum kan tegne løs på nogle spanske vægge, og en slags science fiction-udstilling af den unge Sandra Mujinga. De virker underligt malplacerede.

I modsætning til den tredje separatudstilling om symbolismen, den kunstretning Munch var en del af. Den viser den rigtige vej: hvis MUNCH skal indeholde andet end Munch, bør det være udstillinger, der, om end ikke handler om ham, så perspektiverer ham. Hvem malede hvad på samme tid? Hvem er inspireret af Munch i dag? .

Under alle omstændigheder er MUNCH Museet en rejse værd for den kunstinteresserede. Det er indbydende, begavet formidlende og formidabelt kurateret, det der vises, og der må fotograferes, hvilket er sjældent for et museum.

Der er i øvrigt åbent alle ugens dage, hvilket også er usædvanligt. Det er som om Norge flyder over med Munch i dette imposante monument over en stor landsmand, der måske ikke var så norsk, når det kom til stykket.

Vil man gøre sit besøg til en virkelig kunstrejse, så bør man også besøge Astrup Fearnley Museet, der ligger et stenkast fra MUNCH. Det åbnede i 1993 (også med dristig arkitektur af italieneren Renzo Piano) og indeholder én af verdens største private samlinger af nutidskunst, skabt af rigmanden og én af verdens mest respekterede kunstsamlere, Hans Rasmus Astrup.

Til overflod åbnes 11. juni Nasjonalmuseet, også i Oslo centrum, der med sine 54.600 kvadratmeter siges at være Nordens største museum. Det er tegnet af tyske Klaus Schuwerk og har, hvad angår opmærksomhed, stået i skyggen af MUNCH, men bliver ikke desto mindre en imponerende samling af norsk kunst, design, kunsthåndværk, arkitektur m.v. gennem tiden.

Som et kuriosum: det tidligere nævnte arkitektfirma Snøhetta har tegnet et spritnyt Kon-Tiki Museum i Oslo. Der åbner i 2025.

Foto: Einar Aslaksen & privat.