Livet i lockdown

For at forstå hvordan covid-19 og landets/verdenens nedlukning har påvirket mit kunstneriske virke og min karriere generelt, skal vi spole helt tilbage til starten af min professionelle, musikalske karriere.

I november 2018 udkom mit debutalbum ”Embody”; et album, som jeg havde skrevet og arbejdet på siden slutningen af gymnasietiden (jeg blev student sommeren 2017) og som jeg indspillede over foråret 2018 og derefter mixede færdigt over sommeren 2018.

Under det første år som ny student havde jeg ikke planlagt, at jeg skulle ’kickstarte’ en musikkarriere, men havde bare en målsætning om, at jeg ville lave et album.

Nu var gymnasietiden slut, og dermed var jeg ’fri’, og jeg ville bruge mit frie år på at lave ét album. Et album, som ikke skulle have noget andet formål end albummet selv.

Jeg havde ingen målsætning om, at dette album skulle få mig på dén og dén
festival eller ud til spillesteder eller at det skulle sælge/streames et bestemt antal gange.

Jeg var egentlig bare utrolig stolt af at spille sammen med de musikere, jeg gjorde, og som jeg stadig spiller sammen med og af, at den måde, hvorpå vi indlevede os i mine sange sammen. Jeg var stolt af, at alle de mennesker havde lyst til at samarbejde med mig om og på dette album.

Men så skete der noget!

Ikke kun i processen med at få lavet albummet, men lige det øjeblik, da det var færdigt og de efterfølgende måneder, var altafgørende.

Jeg var utroligt glad for det, jeg havde lavet og ville gerne vise det frem til folk. Jeg syntes, at det fortjente en ordenlig udgivelse.
Jeg begyndte at arbejde så småt med et ’hvad så nu’, og ville det album, jeg havde fået skabt, det bedste.

Jeg fik i slutningen af sommeren 2018 både pladeselskab, bookingselskab, management og promotion team i London. Jeg begyndte at have et hold omkring mig, der kunne se noget i det, jeg lavede og som gerne ville arbejde sammen med mig.

I november 2018 udkom mit debutalbum, og det blev taget helt fantastisk imod i både ind- og udland.

Især i England med de store, britiske musikmagasiner Mojo, Uncut og endda Metro News, der alle gav albummet fantastiske anmeldelser - langt mere og bedre end jeg havde turdet håbe på.

Herhjemme fik albummet også stærke anmeldelser i de danske musikmagasiner og aviser, Jyllands-Posten kårede det til årets tredje bedste danske album. Det var også på Undertoner, Passive/Aggresive og Soundvenues blandt årets bedste albums lister.

Jeg fik sågar tildelt en DJBFA hæderspris for arbejdet på albummet.

Der skete derfor pludseligt en hel masse omkring mig, men mest af alt skete der noget i mig. Jeg fik følelsen af, at jeg kunne gøre bedre. Ikke at jeg ikke var tilfreds med mit debutalbum.

Alt omkring det album vil altid have en særlig plads i mig.

Men jeg kunne se mig selv lave et endnu mere komplekst album.

Ud over det personlige i forhold til det at skabe musik begyndte jeg også at kunne se mig selv gøre karriere inden for musikken.

Jeg har altid tænkt, at jeg ville musikken 100%, men samtidig tænkt "realistisk" og været klar over alle branchens mørke sider. Jeg har selv følt, at det at skrive musik var det eneste, jeg var sådan virkelig god til.

Nu begyndte jeg at se, at jeg faktisk også gav noget til andre mennesker med det, jeg var god til. Jeg lavede noget, der rørte andre mennesker.

Inden for et par måneder efter udgivelsen af mit debutalbum blev jeg booket til en stor del af de danske sommerfestivaler bl.a. Roskilde Festival, Midsommer Festival, Musik I Lejet, Nibe Festival.

Alive Festival m.fl. I 2019 fik jeg en masse fantastiske live-oplevelser. Inden alle sommerens festivaler spillede jeg min første headliner-koncert på et fyldt Loppen (legendarisk spillested) i København. 2019 så mig også i New York, London, Nordnorge under arbejdet på sangskrivningen til mit andet album.

I efteråret 2019 havde mit bookingselvskab sat en turné på 4 koncerter rundt i landet i henholdsvis Købehavn, Århus, Aalborg og Odense op. Over sommeren 2019 valgte vi at udskyde denne tour til foråret 2020, idet vi så kunne udvide den til 13 koncerter rundt i hele landet. Jeg blev også af Mikael Simpson inviteret med som gæst på hans tour rundt i landet i de fire største byer henover efteråret 2019.

Derefter brugte jeg vinterhalvåret 2019/2020 på at indspille sangene til mit andet album ’Waves of Haste’.

2020 kom, og jeg havde en tæt pakket kalender og en masse spændende planer at se frem til. Først og fremmest en tourné på 13 koncerter rundt i landet. 18. marts 2020 - på min 23-års fødselsdag - skulle min tourné være begyndt i Randers på spillestedet Turbinen. Derefter skulle den have fortsat med 3-4 koncerter om ugen over den næste måneds tid.

Tournéen skulle endda have sluttet på Grønland med koncert i Sisimiut under Arctic Sounds Festivalen. Derefter skulle jeg have brugt slutningen af april og starten af maj i Los Angeles, hvor jeg skulle arbejde på promoveringsarbejdet til mit kommende album.

Jeg skulle holde møder med et mindre amerikansk indie-pladeselskab; jeg skulle have skudt musikvideo og så generelt prøvet at skabe et netværk i USA.

Hen over sommeren 2020 havde jeg desuden fået tildelt det anerkendte arbejdslegat/refugie ophold San Cataldo. San Cataldo er et kloster ved Amalfikysten i Italien, hvor danske kunstnere og videnskabsfolk kan ansøge om stipendieophold.

Hele august måned 2020 ville jeg have fordybet mig i ny sangskrivning i Italien. Alt dette var planerne for første halvdel af 2020, og alt dette blev aflyst grundet covid-19.

Den 11. marts - præcis en uge før min turné skulle have startet, blev landet lukket ned. Jeg var i den uge gæstelærer i sangskrivning på efterskolen Østhimmerlands Ungdomsskole.

Jeg var utrolig ked af, at min tourné blev aflyst. Jeg blev hjemsendt fra arbejdet på efterskolen, ligesom hele landets efterskoleelever gjorde.

Hurtigt derefter blev jeg syg over længere tid, og dagene gik ikke med meget andet end at spille PlayStation og ligge under dynen hjemme i min lejlighed, hvor min kæreste prøvede på at få tingene til at køre rundt, selvom hun også blev fyret fra sit arbejde.

Det føltes ikke som om, at der var nogen grund til at blive rask, når der ikke var noget at stå op til.

Den første måned af corona-tiden gik alligevel hurtigt, selvom det føltes som en evighed med stort set ingen kreativ interaktion.

Jeg skar sågar min ene finger halvt over i køkkenet, så jeg ikke rigtigt kunne spille guitar i en måned. Langsomt begyndte jeg at prøve at tage mig sammen og arbejde videre ud fra dette.

Jeg havde mit andet album indspillet og var i gang med mixing-processen, som foregik ved at sende musikken frem og tilbage mellem jeg selv og Daniel Goodwin i New York.

Vi fik albummet gjort færdigt. Jeg arbejdede meget i København over den sommer sammen med min manager, Nikolaj Gøeg, på udgivelsesplanlægningen og med musiker og kunstner, Kasper Eistrup, og grafiker, Nicolai Bejder, på mit albums artwork.

Der er et større arbejde end det måske syner af udefra i forbindelse med at udgive et album og dets strategi ift. promovering og timing for fremtiden i ens karriere. Sidstnævnte føltes umulig at planlægge efter, for som månederne skred frem i corona-tiden, blev udsigten til en totalt normal verden fjernere og fjernere.

Vi planlagde at udgive mit andet album, ”Waves of Haste”, i efteråret 2020. Vi lavede alternativer i forhold til skydning af musikvideo, som blev et stykke totalt ”do- it-yourself”-arbejde fra min manager Nikolajs og min side.

Starten af efteråret gik med single udspil af sangen ’"Adrenaline", hvilket blev taget supergodt imod. Singlen kom bl.a. i rotation over de næste femmåneder på P6, og fik spilletid på P4, amerikanske KEXP, og britiske BBC.

Så kom november, og albummet udkom. Jeg var meget nervøs for, hvordan det ville blive modtaget og hvor meget opmærksomhed, det ville få midt i en pandemi.

Nu er det lidt over tre måneder siden, at albummet udkom, og jeg er yderst tilfreds med modtagelsen og måden, hvorpå samtlige danske aviser og musikmagasiner har taget det op med fine anmeldelser.

På udgivelsesdagene holdt jeg to velbesøgte release-receptioner i pladeforretningen Beat i København, selvfølgelig under hensyntagen til alle corona-restriktioner, og derefter holdt jeg fire magen til i Aalborg på Nils Sloths Artbreak Hotel.

Hen over sommeren og efteråret 2020 havde vi arbejdet på, hvordan vi bedst muligt ville kunne følge op på udgivelsen i forhold til efterfølgende promovering og livekoncerter.

Selvfølgelig var hele denne del med livemusik stadig tvivlsom, selvom den var mulig under en del coronarestriktioner på daværende tidspunkt.

Vi planlagde tournéen, der skulle have været i efteråret 2019 til foråret 2020 til nu at skulle være i marts 2021. Vi stod endda og ville helst have tournéen til at ligge tæt på albummets udgivelsesdato og ville første have den til at starte i januar 2021, men genovervejede det og endte med at først at starte den i marts 2021, for så var vi jo nærmest sikre på, at den kunne finde sted. Troede vi…

Hen over decembers nedlukning og efterhånden som den blev forlænget først januar ud og så februar med, kunne vi godt se, at denne tourné endnu engang stod på kanten til at blive rykket.

Mit band og jeg gik igennem alle vintermånederne uden nærmest at turde håbe på, at den kunne finde sted samtidig med, at vi ikke kunne fatte, at denne tour nu skulle rykkes igen for tredje gang.

Vi valgte hen over vinter-nedlukningen at lave en kort koncertfilm med seks sange fra det nye album. Filmen blev til med den tilgang, at disse nye sange fra ‘Waves of Haste’ fortjente at få det mere frie liv, som liveformatet tilbyder.

At mit band og jeg fortjente at hylde disse sange og frigøre dem i sit liveformat. Og ikke mindst at publikummet fortjener livemusik i denne tid!

Filmen udkom i starten af februar. og som frygtet blev denne forårstourné også rykket kort tid efter. Det føles ekstra godt at have lavet sådan en kort film med noget livemusik i denne tid.

Især fedt at kunne mærke, at så mange har lyst til at lave noget fedt drevet af lysten.
Budgettet til denne film var meget begrænset, men med hjælp fra en masse gode venner og frivillige kræfter fik vi det til at slå til.

Det er i grove træk min historie om, hvordan covid-19 har påvirket mit virke som professionel kunstner.

Nu står jeg her, og senere i år vil halvdelen af min professionelle musikkarriere have
foregået under corona.

Når jeg ser tilbage på 2020, føler jeg, at tingene har stået stille, selvom jeg samtidig har haft knoklet r*ven ud af bukserne med udgivelsen af mit andet album.

I forhold til mit kunstneriske virke dette år, så er jeg selv helt ufatteligt overrasket over, hvor lidt kreativt, der er kommet ud af corona.

Normalt bevæger min sangskrivning og min kunst sig omkring et meget melankolsk, følelsesmæssigt og personligt univers.

Jeg vil gerne, at alt jeg laver, rører folk og giver stof til eftertanke. Kunst, som er relaterbar og som kan tolkes. Jeg har før stået steder i livet, hvor jeg nærmest har ønsket, at der skulle komme ulykke over mig på den ene eller anden måde for at kunne give mig kunstnerisk og kreativ styrke.

Dette virker sikkert superdestruktivt og ikke særligt holdbart for de fleste, men det er her, jeg føler, at mine bedste værker er blevet til.

Ikke at det behøver være den helt store, livsændrende ulykke. Det kan blot være tanker, der er sat i gang efter inspiration fra en film eller efter at have hørt en andens stykke musik.

Men med dette behov for at være ét specielt sted for at kunne føle og kreere, burde man tro, at en global pandemi konstant ville kunne tage én derhen, men dette er overhovedet ikke tilfældet!

Det er nok det, der har påvirket mig mest dette år.

Frustrationerne over at have så svært ved at føle, blive bevæget og kunne reagere. Det at skrive musik er en proces, som jeg altid er i.

Jeg har de sidste mange år mere eller mindre altid været midt i et arbejde på et nyt værk, og det er jeg heldigvis stadigvæk, men processen er virkelig blevet bremset af corona.

Jeg tror heller ikke, at man vil kunne undgå, at ens kommende værker vil være præget af corona og kunne ses/høres, men det er bestemt ikke noget, jeg selv søger.

Jeg har ondt af alle i denne tid og tror, at alle lider på den ene eller anden måde på baggrund af denne ekstreme ændring i vores samfund. Man skal i den grad passe på med at gøre det til en konkurrence om, hvem der er hårdest ramt af corona, men jeg kan ikke lade være med at have ekstra ondt af mine jævnaldrende - ment i en bred forstand.

Folk, der uforskyldt og uden at kunne gøre noget ved det selv, har mistet momentum for deres karriere eller liv.

Jeg er træt af, at alt corona er politik, og at alt politik er corona. Jeg savner medmenneskelighed.

Tid lindrer alle sår, men tiden er sat i stå på samme tid som livet fortsætter.

Det er dét, der gør ondt. Jeg er lykkelig over, at jeg ikke lever for evigt!

Coverart, "Waves of Haste", forsanger, guitarist, Kasper Eistrup, Kashmir.