Tyren, Gåsepigen og de andre

For nogle år siden gjorde jeg højlydt opmærksom på, at ”Aalborg Skulpturpark”, der blev etableret i 1992 ved hjælp af 27 sponsorer, var ved at krakelere på grund af manglende vedligeholdelse.

Parken består af syv massive enheder og ligger i den lille park syd for Ansgars Kirken. En tidligere kulturrådmand svarede dengang, at Skulpturparken for længst var flyttet over til Kunsten.

Hvis dét er rigtigt har man dels glemt at flytte skulpturerne med, dels glemt at nedtage de to skilte, der introducerer parken. Det konstaterede jeg forleden.

Skulpturerne er mosbegroede, nogle gået i stykker og de fleste gemt og klemt bort bag høje træer; kort sagt:

Det ligner mere en skulpturkirkegård, end en kunstpark, så naboskabet til Almén Kirkegård og kirken er meget passende.

Det gav mig anledning til tanker om, hvad Aalborg egentlig har af kunst i det offentlige rum, og hvad byen vil, kan og især gør med kunsten.

Mange kender Tyren og Gåsepigen, men der er jo også alle de andre. Jeg ved ikke hvor mange eller om antallet er sammenligneligt med andre byer af Aalborg størrelse.

Men nogle timers spadseretur og research siger mig, at det står skralt til med kunsten i byrummet. Emnet er behandlet tidligere her på www.kulturen.nu, men det halter stadig.

Hvad er der?

Ud over de mest kendte og naturligvis dem på museer, parker og kirkegårde er der en pæn del.

Nogle er usynlige, fordi de er placeret på steder, hvor de er for små til omgivelserne, er anonyme, helt glemt – f.eks. ”Den danske Kvindeskikkelse" af Olaf Stæhr-Nielsen (1935).

Næsten usynlig fordi den troner på en søjle vel 30-40 meter over gadeniveau som nabo til Gåsepigen. Nuvel, det er den født til som del af Vesterbros funkis-arkitektur.

Samme samklang med arkitekturen glemte man, da KMD i 1990 indviede sit storbyggeri ved Østre Havn, og fejrede det med Erland Knudssøns knapt en meter høje ”Skipper Clement”, der fuldstændig forsvinder på en parkeringsplads.

Også Brandstationens ”Familieidyl” (Jørgen Eigil Larsen, 1990) er næsten usynlig for omgivelserne – og er i øvrigt en af mange vandkunste uden vand.

Så er der nogle helt mislykkede eller skrottede projekter som f.eks. Hanne Varmings ellers glimrende “Vikingeætlinge” (1992), der stod på Bredegade, men blev udsat for hærværk og derfor sendt i eksil i et bassin på Solsiden.

Og f.eks. en nu gemt og glemt, men fin skulptur på Mølle Plads, som blev skrottet da man opgav det lille kildevæld til fordel for flere caféstole. Den har jeg ikke engang kunnet opspore.

Vandkunst uden vand

Mange skulpturer i byen er skabt som vandkunst, men lider under en særlig mangel på respekt, fordi de tørrer ind. Man har simpelthen sparet vandet bort – man kunne lige så godt have savet skulpturerne midt over.

Eksemplerne kan findes i Prinsensgade (der dog har lidt bundvand), Louisegade, Europa Plads, Bispensgade, Kildeparken og mange andre steder.

Jeg kender alle argumenter om vandspild, teknisk besvær, renholdelse m.v. Men hvis man ikke kan levere vand til en vandkunst, så send den ud i det kommunale kunstmagasin, der må bugne af skrottet eller uønsket bykunst.

De vellykkede

Man kan finde vellykket bykunst i Aalborg. Tove Anderbergs ”Favntag” fra 1992 på Kvindens Plads har fået godt med rum og miljø omkring sig.

Bettina Jungs ”Aalborgensere” (2021) på Stjernepladsen i Østre Havn er på enhver måde genial, også med sin placering.

Bonnesens ”Rytteren” (1935) på den flotte, funktionelle Louise Plads (som alle kalder den, men som den ikke må hedde) er sænket ned i gadehøjde fra sin tidligere grimme murstenssokkel, og også Bonnesens lille perle ”Rasende kosak” (1930) får lov at stå fin og flot på Gabels Torv, selvom den ofte udsættes for hærværk.

Til det vellykkede hører også en kunstgenre, der de seneste år har indtaget byen. Den kaldes street art eller urban art og er blevet en markant del af gadebilledets gavle, porte, p-huse og sågar private hjem og forretninger.

Alt sammen takket være det lokale Galleri Kirk og en række sponsorer. Blandt kunstnerne er aalborgensiske Frida Stiil Vium, der på få år har skabt sig en international karriere på området.

Som med anden kunst er en udfordring med udendørs murmalerier vedligeholdelse. Det bliver ét af kodeordene i opfølgeren til denne artikel, hvori spørges, hvad Aalborg vil, kan og gør med sin bykunst.

Foto: Evanthore Vestergaard