Skip to main content
kunstudstilling

Agnete Bjerre i Vrå

Kunstbygningen i Vrå åbner for sæsonen på lørdag klokken 13. Det sker med ferniseringen på en mindeudstilling af og med Agnete Bjerre.

Men du behøver starte bilen for at køre til Vrå - døren er lukket. Ferniseringen er på Facebook. Først 21. april åbner udstillingen for et rigtigt publikum

Agnete Bjerre døde 16. november - i en alder af 96 år. Derfor er der tale om en mindeudstilling om den kendte kolorist.

Hun fik sin første undervisning af Svend Engelund og kom siden på Kunstakademiet umiddelbart efter krigen, og der var hun elev hos Vilhelm Lunstrøm. Allerede tilbage i 1946 debuterede hun på Vråudstillingen, som hun var medlem af lige siden - altså i flere end 70 år.

Hun boede dog ikke i landsdelen som voksen. På akademiet mødte hun maleren Frede Christoffersen, og sammen boede de på Sjælland.

"Agnete Berre - en ener" hedder udstillingen. Og hvis man ikke har fået nok af Fru Bjerre når man er færdig i Vrå, så kan man fortsætte til Hjørring, hvor der også er mindeudstillingen for hende på VKM.

Agnete Bjerre har gennem sin lange karriere beskæftiget sig meget med portrætmaleriet hvor hun med intuitive penselstrøg og levende farvesans skildrede ikke kun menneskenes ydre, men i særdeleshed også deres indre liv, følelser og personlighed. I hendes værker ses ofte en indgående nysgerrighed og interesse for den reducerede menneskefigur til fordel for dets væsen.

På udstillingen vil der sammen med portrætterne ligeledes kunne opleves en række af Agnete Bjerres landskabsmalerier. Disse afspejler hendes livslange tilhørsforhold til det særlige nordjyske landskab fra det Vendsyssel, hvor hun var født, opvokset og vendte tilbage til gennem hele livet.

Udstillingen er med sine 52 værker kommet i stand med stor hjælp fra private udlånere - herunder Agnete Bjerres familie - og Statens Kunstfond.

  • Der er online-fernisering lørdag 3. april kl. 13.00 på Facebook
  • Åbningstalen holdes af Kunstbygningens leder Mathias Risom Toppenberg Kristensen
  • Udstillingen vises til 6. juni - og åbner fysisk for publikum 21. april klokken 12.
Arkiv