Skip to main content
Kulturby

Berlin – et mekka for kunst

Tiden går som bekendt, og snart er det 33 år siden Berlinmuren faldt, altså faktisk fem år længere, end den stod der. I de tre årtier er Berlin blevet en meget populær destination for danskere, herunder nordjyder. Mange køber eller lejer en bolig i byen, og det er i høj grad kulturoplevelser, man rejser efter, især billedkunst.

Berlin er da også et mekka for al kunst, naturligvis også musik, teater og litteratur. En af grundene til det store og meget kvalificerede udbud af kunst hænger sammen med netop Murens eksistens fra 1961 til 1989.

I erkendelse af, at langt de fleste store kulturinstitutioner var placeret i Østberlin, begyndte man at bygge tilsvarende institutioner i Vest: en opera, et stort koncerthus, en håndfuld store museer, mængder af store og små teatre.

Det store kulturudbud, som fastboende og turister i dag nyder godt af er bl.a. konsekvensen af, at også kulturlivet blev delt, da Muren blev bygget - og af at man efter genforeningen også begyndte at genforene kulturlivet.

Berlin har i dag således to epicentre for billedkunst, det ene området Museuminsel, der tidligere lå i øst, det andet Kulturforum, der opstod i slutningen af 50'erne i Vestberlin.

Kulturforum er særlig aktuelt, fordi den samlede plan for et sådant vestligt kunstcenter, færdiggøres i 2026 med indvielse af endnu et museum, der fokuserer på det 20. århundredes kunst.

Museumsø i Øst

Historien om den såkaldte Museuminsel går helt tilbage til 1800, da kongen lod bygge et museum på den centrale ø i Spree-floden. Der kom flere museer til op imod Tysklands samling i 1871, og gennem hele 1900-tallet blev de udbygget og indholdet fik mere prominens. I dag rummer museerne nogle af Europas vigtigste samlinger, meget af verdensklasse.

På Museuminsel kan findes ”Altes Museum”, der tager sig af arkæologi, ”Neues Museum” og ”Alte Nationalgalerie”, der begge præsenterer billedkunst, ”Bodemuseum”, der kombinerer kunst og arkæologi og det berømte ”Pergamonmuseum”, hvis emnekreds er etnologi, historie og arkæologi.

Uanset hvilket interesseområde man har, er et besøg på disse museer en oplevelse. Både fordi man finder noget af det ypperste, samlet med stor kvalitetssans og fordi man de seneste år har gjort og stadig gør et stort arbejde med formidlingen af disse vigtige kultur- og kunstværdier.

Nyt gammelt slot

Med skal historien om Berliner Schloss, der ligger vis-a-vis Museuminsel. Slottet skriver sig tilbage til 1443 og var residensslot indtil 1918, hvor det blev museum. Under Anden Verdenskrig blev det bombet, og i 1950 rev DDR-styret slottet ned.

I 2005 fik Berlins bystyre den lidt bizarre idé at genopføre slottet efter de oprindelige tegninger. Det vakte debat og kritik, både selve konceptet og naturligvis økonomien, men i juli 2021 kunne man åbne det nye, gamle slot, der endte med at koste godt 5 milliarder kroner.

Det er enormt – 40.000 m2, og det ligger på én af Berlins fineste adresser. Men med den store og indflydelsesrige Humboldt fond i ryggen er det lykkedes at skabe et meget alsidigt og nutidigt museumskompleks, som også kaldes ”Humboldt Forum – Center for kultur, kunst og videnskab”.

Kulturforum i Vest

Kulturforum i Vest er efterkrigstiden svar på Museuminsel og andre kulturinstitutioner, der lå i øst. Det begyndte i 1963 med det verdensberømte musikhus Berliner Philharmonie, Statsbiblioteket og Musikinstrumentmuseet, alt sammen tegnet af arkitekten Hans Scharoun, der også udarbejdede generalplanen for Kulturforum.

Kulturforum ligger centralt mellem Tiergarten og Potsdamer Platz, der under Tysklands deling var en enorm tom mark, en slags ingenmandsland. Efter murens fald og genforeningen gik gigantiske byggerier i gang på pladsen, der er meget symbolfyldt.

Også udviklingen af Kulturforum blev speedet op. Man har renoveret flere bygninger, skabt en ny hovedindgang, og netop nu er man i gang med at bebygge den sidste store grund i området - her kommer "Museum der Moderne" til at ligge. Dermed er den 60 år gamle vision om Kulturforum realiseret.

De første bygninger er i dag ikonisk arkitektur. Det samme er Bauhaus-arkitekten Mies van der Rohes ”Neue Nationalgalerie” fra 1968. der netop har gennemgået en renovering. Her udstilles kunst fra det 20. århundrede.

Ud over ”Neue Nationalgalerie” finder man i Kulturforum ”Gemäldegalerie”, som rummer en af verdens førende samlinger af europæisk billedkunst fra det 13. til det 18. århundrede med mesterværker af bl.a. Dürer, Cranach, Holbein, Raphael, Titian, Rubens, Rembrandt – listen er omfattende. På ”Kunstgewerbemuseum” udstilles europæisk kunsthåndværk og design gennem 500 år.

Og så kommer altså ”Museum der Moderne”, der indvies i 2026. Museet, der også kaldes M20 og sammenlignes med Tate Modern i London, får enorme dimensioner. Som sædvanligt kritiseres projektet og arkitekturen, der sammenlignes med en ALDI-butik, men projektet skrider frem og ender nok med at blive endnu et trækplaster i Kulturforum.

Ud over Museuminsel og Kulturforum skal også nævnes det navnkundige Bauhaus Arkiv og Hamburger Bahnhof, der i dag ikke er en banegård og ikke har noget med Hamburg at gøre, men et kunstmuseum, der præsenterer det nyeste nye.

Denne lille guide har blot nævnt et fåtal af de over 10.000 kunst- og kulturinstitutioner der findes i Berlin. Hvad der gør særligt indtryk er, at det nationale, tysk kunst og kultur, generelt synes nedtonet til fordel for blik mod andre kulturer, det internationale, nogle vil sige globale.

Det er en kvalitet i sig selv med den verden, vi lever i. Og er med til at gøre Berlin ”en rejse værd”.

Tag til Berlin

  • Mange danskere besøger eller køber/lejer ferielejligheder i Berlin. Det sidste er kompliceret af lovgivningen, og de seneste år er de i forvejen lave leje/købspriser steget betragteligt.
  • Som gæst i Berlin møder man, ud over det imponerende kunst- og kulturudbud, en utrolig mængde hoteller og restauranter, der er konkurrencedygtige med mange andre storbyer bl.a. på grund af den lave moms. Der er et højt serviceniveau, stor imødekommenhed, og selvom danskere generelt ikke taler godt tysk, er sprogbarriererne til at overse. Engelsk er udbredt.
  • Det behøver heller ikke være dyrt at rejse til metropolen. Der er billige flyrejser fra Danmark (desværre p.t. ikke Aalborg), ligesom tog kan være en fornøjelse, når man først når grænsen og i øvrigt ikke er dyrt takket være DB’s (tysk DSB) såkaldte ”supersparpreis”. Der er tale om helt ned til 300 kr. for en enkeltbillet fra Danmark til Berlin, både når det gælder fly og tog.
  • Adgang til museer, bus/metro m.v. er også overkommeligt rent økonomisk med givtige rabatordninger.
Arkiv