Se det havde du nok ikke lige forestillet dig …
Altså at se en sabelsvingende, sejrrig kosak højt til hest foran Føtex spidde selveste Socialdemokratiets egen Morten Ryom!
Men sådan så det ud på Gabels Torv i Aalborg centrum, da denne skribent var på vej en tidlig formiddag efter at have set den nye premierefilm ”Mrs. Harris goes to Paris”, der har premiere i morgen.
Den 30-årige betonarbejder, fagforeningsmand og folketingskandidat for Socialdemokratiet i Aalborgs vestkreds hang simpelthen og skønt smilende ganske magtesløs der på sablen.
Ganske vist er vi vant til, at tonen i valgkampen ikke er blid, når du hører Jakob Ellemann (V) og Søren Pape (K) i næsten enstemmigt kor anklage statsminister Mette Frederiksen (S) for magtfuldkommenhed, usandheder og løsagtig omgang med alt fra mink til spionchefer.
Der bliver bestemt ikke lagt fingre imellem, når de går til angreb på Mette. Især Ellemann-Jensen, premierløjtnant af Reserven, var sjældent arrogant og bedrevidende nedladende ved sidste søndags partilederdebat.
Mens tidligere speditør hos Grundfos i Bjerringbro, fraskilte Søren Pape, der aldrig fik færdiggjort sin læreruddannelse på Ribe Statsgymnasium, var en anelse mere afdæmpet i sin retorik.
De sædvanlige kæpheste blev luftet – skattelettelser, varmepenge til dem, der trænger og så videre og så videre. Men hele tiden med fokus på, hvor skal pengene komme fra?
Og det er jo her, at uenighederne for alvor viser sig, når V, K og S tørner sammen. Alle tre partier går ind for at bevare vort velfærdssamfund, tryghed og en eller anden form for lighed, så det hele ikke falder fra hinanden.
Det er så der, at vi på www.kulturen.nu godt kunne savne, at vi også begynder at tale om netop den – altså kulturens rolle som den samfundslim, der på trods af forskelligheder binder os sammen. Et fælles gode, der beriger os. og som vi alle skal have adgang til – uanset hvor i landet vi bor, og hvem vi er.
Sidste onsdag var der kulturpolitisk debat på Aalborg Teater med deltagelse af kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) om kulturlivets fremtid, aktuelle problemer og manglende plads i den aktuelle valgkamp. Og med deltagelse af de nordjyske folketingskandidater – bredt repræsenteret med både RV, V, K, SF og EL.
Her udspandt sig en længere debat sig med luftning af politiske synspunkter. Om en mere retfærdig fordeling af midlerne, grønthøster nedskæringerne på årlig 2 procent på kulturinstitutionernes budget – hvem havde nu skylden for den fadæse? – og muligheden for at sænke billetpriserne, så kultur blev tilgængelig for alle.
Inden det kulturpolitiske mødes moderator Lasse Marker smed yderligere benzin på diskussionsbålet med oplysningen om, at 75 procent af alle kulturkroner går til hovedstaden, en fynbo og en jyde får 1 kr. i statslig kulturstøtte, hver gang københavneren får 12 kr.
Kulturen. Nu var selvfølgelig til stede og dækkede mødet også for DR1’s kulturprogram, og vil du høre eller genhøre radioindslaget kan du gøre det på linket her: kulturpolitisk debat
Og husk så at spørge netop din folketingskandidat, hvordan han eller hun stiller sig til kulturlivet og dets aktuelle presserende problemer – med svigtende publikum til stort set hele paletten – koncerter, kunstudstilling, teater og film.
Foto: Lars Mørch & Stenbakken