Ho, ho hooh, min bare...

- Ho ho hoooh...

Ja, det er mig, Julemanden. Jeg har fået lov at være vikar på den kulturpolitiske klumme denne tirsdag. Og I er heldige med, at det er i dag, jeg skal skrive. For fra i morgen får jeg godt nok travlt. Julen, du ved. De små værkstedsnisser, du ved. Gaverne, du ved.

Men tak fordi jeg må få luft i disse spalter, eller hvad det nu hedder i et elektronisk magasin.

Der er mange ting at brokke sig over rent politisk. Nu er jeg jo sæsonarbejder. Jeg har lynende travlt 24 dage hvert år - for slet ikke at tale om selve den 24. december om aftenen, hvor travlheden nærmer sig det ekstreme.

Men resten af året er jeg tvunget til at skrive åndssvage ansøgninger, for ellers kommer A-kassen og Jobcentret efter mig.

Hvorfor skal vi julemænd dog det?

Senest søgte jeg et job som bademester i kvindernes omklædning i svømmehallen i Sæby. Og jeg kan godt love jer, at der lød et virkeligt langt ho, ho, hoooh herfra, da jeg sendte den ansøgning afsted.

Men kom jeg til samtale?

Næh nej!

Lidt oppe i årene

I disse #metoo-tider er det altså helt ude i sneen, at man automatisk diskvalificeres til sådan et job, fordi man er lidt oppe i årene. Jeg er ellers god til at gøre folk glade. Og jeg ville kunne gøre masser af kvinder i alle aldre glade, hvis jeg gik rundt med svaberen kampklar i omklædningsrummet oppe i Sæby. Altså de 11 måneder af året.

Men det kan blive meget værre. I marts blev jeg sendt i jobtræning. Hos Post Nord. Efter få dage blev jeg fyret og fik karantæne fra A-kassen. Hvorfor? Fordi jeg naturligvis havde mit sædvanlige tøj på.

Jamen det er min uniform!

Det kan godt ske, at der var nogen, der spærrede øjnene op, da jeg stod i min røde dragt for at aflevere pakker. Det der med at aflevere pakker er jeg faktisk god til og har flere hundrede års erfaring. Men det var ikke godt nok, mente chefen. Han mente, at jeg gjorde grin med firmaet.

Gaven  fra wish.com

Et sted pudsede de hunden på mig. En vred mand sagde:

- Hvorfor fanden kommer du først med min pakke nu? Jeg bestilte den i oktober på wish.com! Fido!!! På ham!.

Jeg løb alt hvad remmer og tøj kunne holde til ud til den ventende kane - øhh: jeg mener de blå Postmand Jul-bil. Og så stak jeg af. Da jeg kom tilbage til kontoret, lå der en klage. Chefen ville ikke engang høre på mig. Det var bare ud ad vagten. Og fem ugers karantæne fra dagpengene.

Jeg er faktisk godt muggen på A-kasser og fagforeninger.

For to år siden kom sådan en fagforening på uanmeldt besøg oppe på Grønland. De ville undersøge arbejdsforholdene på Julemandens værksted.

Risengrød tre gange dagligt

Jeg synes jo, at jeg behandler de små nissebørn glimrende. De har en seng at sove i, og de får risengrød tre gange dagligt. Hvad mere kan man forlange. Jeg tror, at mange ukrainske landarbejdere i Danmark ville misunde de arbejdsforhold.

Men straks de så børnene på værkstedet, gik de to fagforeningsfolk amok. De råbte og skreg, at nisserne var alt for små.

- Jamen jeg beskæftiger ikke nogen under 120 år, forklarede jeg. I den alder er de fleste nissebørn faktisk over en meter høje.

De truede med politianmeldelse. De ringede til arbejdstilsynet. Og pludseligt var der sort af betjente og djøffere på mit værksted. Jeg fik en sur smiley, en stor bøde og alt arbejdet blev sat i stå.

Sat i stå!!!

Meder og sikkerhedsseler

Men det stopper ikke der: Så havde kanens meder ikke de rigtige mål, og hvad med sikkerhedssele til føreren? Og det var ikke alle rensdyr, som lige kunne forklare, hvordan de var kommet til landet. Og hvor opholdt de sig egentligt, inden det var tid at flyve rundt og dumpe julegaver i skorstene?

I en stald! Det troede de ansvarlige myndigheder ikke på, selv om Jesus-barnet jo selv lod sig føde i sådan en. I Jerusalem. Og med passende barselsbesøg af både vise mænd og engle til krybben og Jomfru Maria.

Og så var der djøfferne - eller øfferne, som nissepigerne kaldte dem. De ser jo ret godt ud sådan nogle nissepiger, og der var da et par stykker af kontrollantkorpset som ganske fortabte sig i en nissepiges lokkende kavalergang.

Moms

Men en enkelt fik da spurgt til, om jeg havde betalt moms, og hvad var den bagvedliggende forklaring på, at jeg og Rudolf og de andre rensdyr hvert år suser himmelhvælvet tyndt og dropper gaver til alle de små børn?

Hvor var profitmotivet? What's in for Santa Claus!

Havde jeg nu en ren straffeattest? Skjulte jeg en dom - sådan en bolsjeonkel med hvidt skæg og noget slemt dunkende gemt under den røde kofte.

I arbejde igen

Det var så tæt på en katastrofe. Så tæt på, at julen gik i vasken. Men så snart arbejdstilsynet og øfferne var væk, kommanderede jeg nissebørnene i arbejde igen. Præcis som det sker på frugtplantagerne med de ukrainske landarbejdere. Og jeg fik rensdyrene klappet til ro. Vi nåede lige præcis at blive færdige med gaverne inden juleaften. Men det var sgu ikke på grund af fagforeningerne, de klaphatte.

Og så kan folk oven i købet trække deres kontingent fra i skat til fagforeningerne.

Da jeg trak mit kontingent fra til Julemandsforeningen for 10 år siden, blev jeg kaldt til torskegilde.

Lighed min bare røv!

Eller som vi siger her på Grønland:

- Ho, ho, hooh, min bare!