Dette skrives sidste søndag inden valget. På onsdag ved jeg, om mine fremtidige kulturklummer her i magasinet bliver skrevet af byråds- og regionsrådsmedlem Vibeke eller af en kvinde med en helt anden identitet.
Jo, det er ganske rigtigt meget spændende! Valget fylder meget i mange menneskers hverdag lige nu, og Jørgen Pyndts lørdagsklumme af i går handlede forståeligt nok også om kulturen og kommunalvalget.
Klummeskriveren beklagede, at kulturen fyldte så lidt i valgkampen, og refererede til Altingets undersøgelse, hvorefter kulturen indtager den sørgelige plads nr. 17 ud af 20 mulige hos vælgerne i prioriteringen af vigtige emner i valgkampen.
Hermed er der åbnet for en dødsspiral, kan man frygte, for hvis vælgerne mener, at kulturen er ganske inferiør, hvem vil så kaste sit liv ind på at kæmpe for den? Og hvis ingen kæmper for den, vil den tabe i kampen om opmærksomhed og ressourcer, hvorefter etc.
Det besynderlige er blot, at borgerne synes at mene noget helt andet, når man møder dem til vælgermøder.
Jeg har lige som Jørgen Pyndt været til mange møder i denne valgkamp. De har været arrangeret af samråd, interesseorganisationer og foreninger. Hertil kommer de borgermøder, der har været arrangeret ikke som led i valgkampen, men som led i en planproces med borgerinddragelse som f.eks. udviklingen af Aalborg Øst.
På disse møder er det store altoverskyggende tema: Samlingssteder!
De kaldes noget forskelligt. Nogle siger kulturhuse, nogle siger borgerhuse eller aktivitetshuse.
Men uanset benævnelsen er den indvendige side af husene i høj grad det samme. Husene tænkes som rammer om mange forskellige aktiviteter. Dans, gymnastik, spil, musik, drama. Folk vil have steder, hvor man kan samles om noget!
Jeg har været med i lokal- og regional politik i mange år, og dette her er altså nye toner.
For 20 år siden handlede vælgermøderne om de ældre og den service, de fik tilbudt, og her især kosten. Jeg har i denne valgkamp ikke hørt et ord om de ældres kost. Jeg har heller ikke hørt et ord om rengøring.
Derimod har jeg hørt ønsker om hjælp til de ældre, så de kan komme ud af den ensomhedens fælde, som vi alle risikerer at falde i, når vi bliver gamle og immobile, og vores gamle netværk går op i sømmene. Flere aktiviteter på plejehjemmene. Gang i klaveret!
Tænker Musikkens Hus og museerne
Kultur er mange ting, og folk svarer, som de bliver spurgt.
Spørger et analyseinstitut en aalborgenser, om kultur er vigtig, vil mange nok primært tænke på den publikumsrettede del af den udøvende kunst og dens formidling. De vil tænke på Musikkens Hus og museerne og måske mene, at det går godt nok med dem, som det går.
Når de samme borgere sidder over for byrådskandidater og skal fortælle, hvad de ønsker sig af det nye byråd, tænker de sikkert ikke, at de med ønsker om samlingssteder for fælles aktiviteter netop ønsker sig kultur – en anden slags kultur.
Kultur er, som det er sagt så mange gange i en vis forståelse af begrebet, det kit, der binder samfundet sammen. Det er vores fælles forestillinger, vores værdier og vaner, vores måde at være sammen på.
Samfundet bliver stadig mere komplekst. Folk arbejder et sted og bor et andet sted, deres børn går i skole eller daginstitution et tredje sted, og bedsteforældrene bor et fjerde sted. Sådan er folks liv, og de er selv bevidste om, at der skal nogle stabile rammer til for at kunne holde sammen på livet på det sted, hvor de bor.
Det er meget væsentligt, at et byråd forstår at lytte og at vise imødekommenhed over for disse ønsker om samlingssteder.
Ensomhed er dagens største trussel mod borgernes livskvalitet og sundhed.
Steder, hvor folk kan mødes, vil blive lige så vigtige i fremtiden som supersygehuse, hvis vi skal leve godt og længe.
Udover at etablere rammerne, kunne byrådet passende give økonomisk mulighed for, at der kunne komme ”mindre dagmartærte og mere rock’n’roll” over det, som en deltager i et vælgermøde i Jammerbugt kommune sagde til Jørgen Pyndt.
En dagmartærte er muligvis billigere end et band med professionel musik, men den rummer ikke mange vitaminer.
Børnene er vores guld
Heldigvis bliver der også arbejdet politisk mellem vælgermøderne. Og jeg mener, at jeg som konservativ har kultur højt oppe på prioriteringslisten. Vi vil f.eks. have kunst og kultur ind i de mindste børns hverdag.
Børnene er vores guld, og de skal have den bedst mulige start i livet.
Vi har fået gennemført, at der fra januar 2022 starter et forsøg, hvor Aalborg Kulturskole kommer ud i et antal børnehaver med skolens tilbud til de mindste børn om sang, spil og bevægelse.
fter to år er der i flerårsbudgettet sat yderligere én million kroner af årligt. Målet er, at musikpædagoger skal komme ud i samtlige børnehaver en gang om ugen, og selvfølgelig uden yderligere forældrebetaling. Det er konservativ kulturpolitik!
Musikken kan noget særligt. Den kan åbne for døren til ”det indre univers.” Den kan vise vejen til glæde og kreativ udfoldelse, til kendskab til kroppen og ånden. Jeg kunne blive ved og ved, side op og side ned.
Før jeg stopper anprisningen af den konservative børnekulturpolitik, vil jeg dog lige indskyde, at vi to år i træk har fået løftet det årlige driftsbudget for Kunsten og forrige år også det årlige tilskud til Aalborg Symfoniorkester. De er vores kunstneriske flagskibe. De skal have økonomisk mulighed for at udfylde deres pragtfulde rammer.
Og så ikke et ord om 3. Limfjordsforbindelse.
Den har været det hedeste emne i valgkampen. Alle andre emner på vælgermøderne har måttet give plads til den. Det fremgår vist ikke af Altingets analyse!
Efter valget bliver der meget at tage fat på for det nye byråd, både i den røde og den blå stue. Kulturen skal ikke stå i skammekrogen.