”Kunsten opstår i mødet med folk” skriver Johannes Andersen i en klumme, der handler om hvad der sker med kunsten og kulturen i en coronatid med nedlukninger.
Både – og, tænker jeg.
Jeg mener, at kunsten opstår i mødet med mennesket. Oplevelsen af kunst kan aldrig blive kollektiv.
I den glimrende portrætfilm om digteren Pablo Neruda, ”Postbudet”, siger Neruda: ”Digtet tilhører ikke digteren, men den, der har brug for det”. Kunstværket lever af at blive oplevet af den enkelte.
Derfor tror jeg ikke, at skabelsen af kunst er afhængig af mere eller mindre åbne kulturinstitutioner.
Jeg kender mange skabende kunstnere af alskens slags, der kan fortælle, at de under corona og karantæne m.v. er uhyre produktive og inspireres helt anderledes, end de plejer.
Selvfølgelig længes de (og kunstbrugerne) efter åbne teatre, koncertsale og museer, men da man ikke kan lukke ned for kunsten, men kun institutionerne, finder de andre kanaler, gamle som ukendte.
Johannes Andersen mener, at mange nye formidlings- og oplevelsesformer indenfor bl.a. teater og film er dårlige erstatninger for live-oplevelsen. Netflix får et drag over nakken.
For mig er biografoplevelsen i mørket noget af det mest ensomme, jeg kan forestille mig. Også ofte den klassiske koncert. Store dele af filmproduktionen i dag retter sig mod de ofte enorme skærme, folk har derhjemme. De er i meget høj grad produceret til tv-mediet og er ikke nogen erstatning for biografen.
Det samme kan lederen af Teater Nordkraft, Minna Johanneson, så fortælle i sin klumme om digitalt teater.
Ud over at redegøre kvalificeret for, at der ikke er tale om efterligninger af den ”levende” teateroplevelse, men netop nye formidlings- og oplevelsesmåder, så leverer Johanneson et herligt bevis for, at det er sådan, nemlig nogle skolebørn, der på forbilledlig vis ”anmelder” deres oplevelse af digitalt teater fra Nordkraft.
”Fysisk samvær er ikke den eneste måde” man kan være fælles om kunst på, mener Johanneson, og dette handler om ”teater med en ny nærhed”, der også kan ”give stof til fælles samtale”.
Det gælder f.eks. børn og unge. De er vant til den lille skærm, streaming, at være fælles eller alene, når de oplever. Måske føler de, at de er ”langt væk” fra oplevelsen, når de sidder på 30. række i teatret og ser nogle mennesker på en forhøjning sige og gøre noget, der ikke rigtigt når dem.
Så nye (herunder digitale, f.eks. lydbøger) formidlingsformer er højst relevante, og dem, der skaber og formidler kunst kan slet ikke lade være med at undersøge og bruge ny teknologi.
Jeg ser dog to farer.
Den ene, at ”filmet teater” træder i stedet for teater, der skabes direkte til nye medier, den anden at politikerne finder ud af, at de i forvejen beskedne kulturbudgetter kan beskæres yderligere hvis de dyre live-produktioner erstattes af digitale kanaler.
Det går ikke.
Vi kan ikke undvære teatre, koncertsale og museer, især ikke hvis de også inviterer til samtale om kunsten - og det er de jo i fuld gang med at udvikle og praktisere.