Kiz-mak og andre sjove ting
Tyrkerne er de sidst ankomne europæere. Sprogligt set ligger de tæt på en del centralasiatiske lande, særligt Turkmenistan, hvis indbyggere de har rimeligt let ved at kommunikere med.
Tilsvarende langt ligger det tyrkiske fra den store indo-europæiske sprogfamilie, der nærmest har monopol i vores del af verden.
Det betyder, at det er svært at finde låneord af tyrkisk oprindelse, f.eks. i dansk. Der har nemlig været tale om et ret kraftigt fjendebillede, der i lange tider holdt os på afstand af hinanden. Helt galt er det gået, når der har været konflikter og militære træfninger.
Da tyrkerne belejrede Wien anden gang (1683), var konflikten på sit højeste. En østrigsk bager opfandt ved den lejlighed croissanten, der jo er halvmåneformet.
Når man fortærede et bagværk med den form, gjorde man bogstavelig talt kål på fjenden, som jo havde halvmånen som tegn på sine standarder.
Vi bruger godt nok et fransk ord for kagen, men det skyldes, at den først blev rigtigt udbredt, da en bager i 1800-tallet emigrerede og tog den med sig til sin nye butik i Paris.
Men allerede i 1453 havde tyrkerne erobret Konstantinopel. Deres navn for byen blev ’Istanbul’, som den stadig hedder. Det skyldes, at tyrkerne ikke kunne græsk.
Når de spurgte de lokale om vej til hovedstaden, fik de som svar en pegefinger og beskeden ’Eis tin polin’, dvs. ’til byen’. Det troede tyrkerne så var byens navn, og så kom den til at hedde det.
Der er også militæriske overtoner i andre gamle låneord fra tyrkisk. Når man engang talte om ’hele den tyrkiske musik’, mente man de militærmusikere, der skulle gejle soldaterne op og gerne ved samme lejlighed skræmme fjenden.
De hed på tyrkisk yeni çeri (= den nye milits), og det kom i Europa til at hedde ’janitshar’. Det udtryk kan man stadig støde på indimellem som betegnelse for en trommeslager i både den rytmiske og den klassiske musik.
Når man ellers tog låneord ind, var det kun for kulturelle størrelser, man ikke kendte i forvejen.
Det kunne være de mange koner fra sultanens harem. Både sultan og harem er godt nok arabisk, men en kone af anden rang brugte man tidligere ordet odalisk om. Det er et tyrkisk ord (odaliq) med oprindelse i betegnelsen for et værelse: oda.
Det er også sultanens paladser, der ligger bag låneordet kiosk, som var et lysthus eller en havepavillon, før vi importerede konceptet.
Man brugte også udtrykket om alle de forkontorer, man skulle igennem, før man kunne nå helt frem til sultanens øre. Det kostede bakhschisch (persisk for bestikkelse).
En turban havde vi heller ikke, før vi fordrejede det tyrkiske ord tulbend.
Men ordet gav også navn til en blomst, hvis krone har visse lighedspunkter med hatten.
Via italiensk har vi derfor også lånt tulipan fra tyrkisk.
Mange af de øvrige ord har med mad at gøre. Kan hænde, nogle læsere stadig laver kåldolmere. Dolmer er tyrkisk og betyder ’fyldt’ og det ser man jo for sig uden videre.
Det bruges den dag i dag kollektive taxaer i den tyrkiske turistindustri. Sådan en hedder en dolmus, for den kører normalt først, når den er fyldt op.
Men derudover er der mange betegnelser for madvarer, som i den ottomanske periode blev så udbredte, at man har ordene på næsten alle sprogene.
Det kunne være den søde honningkage baklava, brændevinen raki, agurkesalaten cacik eller det roterende stegespid döner kebap (hvor kebab er arabisk, mens döner er tyrkisk for roterende).
På det seneste er tyrkiske ord dog blevet mere almindelige i det danske lydbillede.
I indvandrerkredse er der opstået en såkaldt multietnolekt, som er en variant af dansk med et stort indslag af ord fra flere forskellige minoritetssprog. Den varierer lidt, men der er ret konstante indslag fra tyrkisk.
Unge mennesker kan f.eks. tale om para og mene penge. Man kan spørge folk, om de skal have vur (= tæsk). En ung mand er en lan, en kardes er en søster eller bror, og så er der en hel række gloser, der handler om kropsfunktioner, der normalt ikke hører hjemme i den fin klumme.
Lad os nøjes med at sige, at det tyrkiske siktir er et udsagnsord, der på engelsk har fire bogstaver og starter med f. Så må man selv slå bok, göt og yarak op et eller andet sted, hvis man ikke kan dy sig.
Et andet ord for pige er kiz, kizlar i flertal. Når man på tyrkisk laver noget, hedder det mak. Så at lave eller gøre noget med en pige hedder kiz-mak.
Så nok er der langt til Tyrkiet, men ordene vandrer alligevel.
Vil du have et ugentligt nyhedsbrev fra os?
I så fald skal du skrive en kort besked med din email-adresse til: