En kær kollega spurgte en gang, hvad det mon er at være humsk? Ordet findes ikke, men man tror jo alligevel, man kender det. Dets modsætning er uhumsk, og det ved alle, hvad er. Det er den slags, Fødevarekontrollen skal tage sig af.
Men selv om u-humsk giver mening og betyder noget ulækkert, kan vi ikke bruge ordet uden det u-, der står foran. Det kan vi jo ellers ved alle andre sammensætninger, hvor forstavelsen u- benægter det efterfølgende ord. Utæt, utro, ublu, utilstedelig, ulykke, unaturlig, og fortsæt selv listen.
Kollegaen havde fundet et par andre eksempler, hvor det modsatte heller ikke kan bruges. Det var vist udtrykket ’uvan’ om en tyr (ingen ved, hvad en ’van’ tyr er) og udtrykket ’utyske’ (for hvad er en ’tyske’?).
Men det, vi her skal snakke om, er det måske allerbedste eksempel, nemlig ’uvorn’. For, som kollegaen sagde: ”Kan man rose sine unger for at være ’vorne’?” Nej vel, det kan man ikke. Vorne unger er lige så sjældne, som uvorne unger er almindelige.
Ordet ’vorn’ findes kun i sammensætninger, herunder med u-, altså benægtet. Når man kan være uvorn, ligger der det i det, at man ikke er blevet til noget. Ordbogen oversætter det simpelthen med ’uopdragen’.
Ordet vorn er kommet af det gamle danske ord for at blive, at vorde. Ingen vorder tilsyneladende længere.
I gamle dage hed det i Fadervor ’Helliget vorde dit navn’, men de fleste steder er det nu afløst af ’Helliget blive dit navn’.
Vi kan vel også stadig tale om en ’vordende’ mor, når vi taler om lykkelige omstændigheder. Meningen er jo, at hun er ved at blive mor.
At ’vorde’ er altså at blive. Man kan som sproghistorisk perspektivering tænke på de tre skæbnegudinder i den nordiske mytologi. De hed Urd, Verdandi og Skuld.
Urd er sammen med Ask måske mest kendt som skandaleramte færger for nogle årtier siden, men faktisk er der en dyb betydning i skæbnegudindernes navne. Urd betyder ’været’ og står for fortiden. Verdandi betyder ’blivende’ eller ’som bliver til’ og hentyder til nutiden, og endelig er Skuld den, der ’skal ske’, altså fremtiden.
Vorde ligger bag stavelsen -vorn, og det kan man forstå ved at se på sammensætningerne. I gamle dage kunne man være ’narrevorn’, ’tværvorn’ eller ’søllevorn’, men de udtryk bruges ikke mere. Det almindelige er, at forstavelsen er et udsagnsord i en eller anden form.
Lad os tage ’sludrevorn’ som eksempel. Det betyder, at man er blevet sådan en, der sludrer. Hvis nogen kalder dig sludrevorn, siger de altså ikke bare, at det er noget sludder, du siger, de påstår, at du er blevet til den typiske sludrer. Det er næsten altid negative karakteristika, der er på spil. ’Tværvorn’ fra før kan man forstå som det at være blevet en, der tværes, altså det, vendelboerne kalder en ’hobbytværing’. Det er blevet en del af en selv at være sådan.
Det samme gælder både kendte og ukendte former. En af de mest kendte sammensætninger er nok vakkelvorn. Klummeskriveren kan måske tage fejl, men det ord har han mødt i praktisk brug flere gange.
Vakkelvorn bruger man konkret om møbler eller stilladser, der er begyndt at give sig. De vakler, og man ved godt, at er de først begyndt, er der ingen vej tilbage. Så skal de limes på et eller andet tidspunkt – for de er jo blevet til sådan nogle, som vakler. Ordet kan også anvendes som et billede. Hvis f.eks. en argumentation eller en enighed i en forsamling begynder at vakle, kan positionen beskrives som vakkelvorn.
Ordbøgerne har mange flere, men de må nok betegnes som sjældne. ’Vrikkevorn’ er det samme som vakkelvorn, ’Dinglevorn’ kan bruges om både mennesker og møbler, men i forskellige situationer. Er det et møbel, når nok kun tre ud af fire ben gulvet, men er det et menneske, bevæger det sig i påvirket tilstand.
’Pylrevorn’ og ’tudevorn’ bruges om mennesker, der har let ved at få ondt af sig selv. Den slags er der jo nogen stykker af, og det skal man have respekt for – min mormor sagde, at selvmedlidenhed er en frygtelig sygdom, den går aldrig over af sig selv.
Ellers er der en del, der går på det at tale ligesom sludrevorn: ’snakkevorn’ om et snakketøj, ’sladrevorn’ = sladrehank, ’vrøvlevorn’ om en, der vrøvler, ’drillevorn’ om en drillepind. Man kan måske også møde ’knarvorn’. Det ligner ikke et udsagnsord, men det er det. At knarre er at knirke, knurre eller brumme, så hvis nogen er knarvorn (og det er næsten altid gamle mænd i eksemplerne), så er de kronisk utilfredse og giver knurrelyde fra sig. Og til sidst ’slugvorn’ om mennesker med en stor appetit.
Denne lille familie af ord nærmer sig udløbsdatoen, hvis ingen benytter sig af dem. Unge sprogbrugere har ikke en chance for at indse, hvor fine gloser der er ved at forsvinde, hvis ikke de møder dem i praksis. Sur er ikke helt det samme som knarvorn, og nok ligger forslugen og slugvorn tæt op ad hinanden, men der er alligevel en ekstra betydning gemt i det lille -vorn. Forslugen kan man være ved et enkelt måltid, men slugvorn er man kun, hvis man hver gang går til maden, som var det livet om at gøre.
Ved nærmere eftertanke er de unge sprogbrugere måske allerede gået i gang med at variere sproget. Man kunne foreslå, at det som de gamle brugte ’-vorn’ til, nu bliver sagt på andre måder. De unge sætter -agtig bagved forskellige ord. Hvad med at begynde at sige vakkel-agtig, sludre-agtig og drille-agtig?