Det er badetid, og vi finder badetøjet frem. Sommertøj til sommeren, fritidstøj når vi har fri, løbetøj til morgenmotionen. Der er tøj til alle aldersgrupper, på alle årstider og af forskellige materialer: Børnetøj, lædertøj, undertøj og overtøj.
Sådan set er mennesket bare det dyr, der bruger tøj. Den fortælling, der forklarer hvorfor, handler om Adam og Eva, der spiste af æblet og opdagede, de var nøgne.
Tøj betyder altså ’klæder’, det man tager på, men det kan også bredes længere ud. Med dækketøj, sengetøj og sytøj er vi stadigvæk indenfor stoffernes verden, men allerede med strikketøjet begynder det at skride.
Et strikketøj er nemlig ikke bare noget, man kan tage på, faktisk er det nærmest defineret ved, at man ikke kan tage det på endnu. Et strikketøj er et work in progress, det er et transportabelt værksted.
Med strikketøj mener man nemlig ikke klædet alene, man mener også de løse ender, pindene, opskriften og garnnøglerne.
Det kan man forvisse sig om med betegnelsen ’tøjhus’. Et tøjhus er nemlig ikke en butik eller forretning, men derimod et gammelt udtryk for et forrådskammer med udstyr.
Det, der indtil 1. juli 2018 hed ’Tøjhusmuseet’ i København, hedder nu ’Krigsmuseet’. Men det ligger stadigvæk i Tøjhusgade.
Dette hus var Christian den Fjerdes Søværnsdepot. Krigsskibene kunne proviantere og hente våben og ammunition, for ’tøjet’ i huset ville vi i dag kalde udstyret.
Det er derfor muligt for det danske sprog at bruge ordet ’tøj’ som en endelse, der kan sættes på mange forskellige steder.
Man taler om sølv-tøj og mener alt det udstyr, man har af sølv til sin husholdning, både ’ta-tøj’ og andet. Man siger værk-tøj og mener alle de redskaber, man kan virke og lave noget med.
Man siger fod-tøj om sko og støvler, far-tøj om både af alle slags og køre-tøj som overbegreb for alt det med hjul under.
Og det er ikke slut med det. Udstyret kan nemlig også være det, man selv har på sig: Et mund-tøj eller snakke-tøj, et kysse-tøj eller et krave-tøj, som andre kan tage fat i, hvis man har sagt for meget eller kysset den forkerte.
I gamle dage brugte man, som vi ved fra H.C.Andersen, ikke hverken lighter eller tændstikker, nej man havde et fyr-tøj. Sele-tøj var nødvendigt for at styre hestene, og da man gik over til biler, fandt man også på at kalde det styre-tøj.
Når man samlede forråd til huse for at have nok til den lange vinter, bestod det af noget, der kunne holde sig længe, nemlig sylte-tøj. Vi taler også om lege-tøj, når det gælder alle de hjælpemidler, børnene har til at have det sjovt, og slag-tøj, når det er musikere, der leger.
På den måde er der i selve sproget en masse tegn på, at tøj ikke kun betyder ’klæder’, men også kan stå for de redskaber og den udrustning, man har.
Kun nogle få af ordene kan bøjes i flertal (køretøjer, fartøjer og på det seneste også værktøjer, som man henter i sin værktøjskasse – et meget skamredet billede i visse brancher).
Ellers er -tøj utælleligt, så man må sige flere stykker legetøj eller meget legetøj, for flertal findes ikke; man kan ikke sige legetøjer.
Endelig er der utøj. Det er ikke det modsatte af tøj, som man måske kunne tro. Det er tøj i nedsættende betydning, sådan som man også kan finde det i udtrykket trold-tøj og i betegnelsen ’tøjeri’ om noget sludder og vrøvl.
Man kan tale om at ride eller køre så hurtigt, som remmer og tøj kan holde. Mange vil umiddelbart tro, det drejer sig om klæder, der skal holde til farten, men mon ikke der oprindelig blev tænkt på udstyret, der kunne rides i stykker, hvis det gik for voldsomt til?