Champs-Élysées
På søndag slutter Tour de France, og i går var Bastilledagen. De to ting er ofte faldet sammen, men altså ikke i år.
Når man gør sig anstrengelser for at få det til at passe, forhøjer det enhver franskmands følelse af betydning, for det er et ladet tidspunkt og et ladet sted, der kombineres.
Bastilledagen - 14. juli - er nationaldag i den franske republik. Vi kører nu på den femte republikanske grundlov, og franskmændene ser sig selv og republikken som det eneste rigtige.
På Bastilledagen stormede folket nemlig den enevældige konges fængsel og satte dermed gang i den franske revolution.
I vore dage er der måske ikke så meget drama forbundet med, om et land har konger eller ej, men den franske revolution i 1789 var et stort skred i historien. Man forlod den gudgivne hierarkiske orden og satte folket fri til at udfolde dets iboende rettigheder.
Revolutionen satte folkets vilje og almenvellet som suverænen i samfundet, og vi lever stadig i den moderne tid, franskmændene satte i gang.
Stedet er Avenue des Champs-Élysées, på vej op mod Triumfbuen, og der slutter verdens vigtigste etapeløb også i år.
På Champs-Élysées ligger de fine butikker og det danske hus i Paris.
Nogle husker måske sangen om gaden, Aux Champs-Élysées, en af de få ørehængere fra det fransksprogede område.
Men hvorfor i alverden hedder gaden så det?
For at forstå det må vi ligesom med triumfbuen en tur til den antikke verden. På latin hedder det nemlig campi Elysii og betegner det område, heltene kommer til, når de dør, eller faktisk i stedet for at dø.
Det er en del af den græske mytologi, og forestillingen svarer stort set til de gamle vikingers fortælling om Valhalla.
De elysiske marker, kunne man oversætte det, og allerede Sokrates brugte udtrykket, da han for at trøste sine venner før sin forestående død forklarede dem, at det jo kun var hans krop, de skulle begrave. Hans sjæl var andetsteds, nemlig på de elysiske marker.
I den antikke verden lå alle de døde og deres mindesmærker uden for byen. En almindelig rejsende ville før ankomsten til en by skulle passere de dødes by, på græsk Nekropolis, før man nåede byporten og de levende.
I Rom var det foretrukne sted vejen mod syd, Via Appia, hvor man stadig kan se uendelig mange mindesmærker.
På samme måde er avenuen betegnelsen for en ankomst-vej. Avenir på fransk er at ankomme.
Og på Avenue des Champs-Élysées mindes man også de døde, nemlig med Triumfbuen, der under sig rummer den ukendte soldats grav med den evige flamme. Den ukendte soldat døde i den frygtelige første verdenskrig, der akkurat som revolutionen blev et stort vandskel i europæisk historie.
Så på søndag, når touren slutter, spurter de op ad en avenue, der fører op til det store mindesmærke for ofrene fra de europæiske krige. Navnet på stedet er hentet fra den antikke forestilling om heltenes særlige efterliv på de elysiske marker.
Avenue des Champs-Élysées er ankomstvejen, langs hvilken de døde ligger. Vi bliver mindet om de helte, der døde for at opretholde den republikanske orden i det moderne.
Det er et ladet sted.