Der er nyt sprog på vej. Alle sprog er dynamiske, og i takt med, at der lægges ord på ordkirkegården, pibler og siver og springer der nye sprogblomster op på uforudsete steder og i et tempo, der kan tage pusten fra én.
Foryngelsen af sproget gælder både enkelte ord og hele udtryk. I denne klumme vil man møde en ung dansker på Roskildefestivalen, som netmediet Zetland har fulgt. Hvad Carla siger til reporteren, skal tjene som illustration af foryngelsen.
Lad os tage nogle tillægsord først. Om en af de optrædende lyder det: Han er lidt cringe, men på den søde måde. Det engelske låneord cringe (nogle gange bare sagt crin) er meget udbredt blandt sprogbrugere under 25. Det betyder tåkrummende, altså pinlig. Men udtrykket er åbenbart så bredt, at man kan være tåkrummende både på en søde og på en mindre sød måde. Skal vi gætte, regner vi med, at den søde måde indebærer ømme og sårbare følelser, sådan at tilskuerne får lidt ondt af sangeren og får lyst til at passe godt på ham.
Carla bruger også ordet online, som om det var et tillægsord. Hun taler blandt andet om kropsidealer og roser miljøet i Roskilde for at være åbent og inkluderende. Sådan er det ikke altid med kropsidealer, må man forstå, de bliver tit meget online online. Dermed menes nok, at de sociale medier har det med at fremme udvendighed og udseende. Idealet er det, der kan blive et godt billede. På marken i Roskilde er billeder pludselig meget langt væk, og man oplever og værdsætter det, der faktisk er, fremfor, hvordan det ser ud eller kunne vises frem.
Det næste træk, der karakteriserer Carlas sprog, er de meget aldersspecifikke forstærkere. Det er biord, der bruges til at lægge mere vægt på en udtalelse. Gamle mennesker tror, det er nok at bruge forstærkeren meget, men der tager vi helt fejl. For hvordan skal man så forstærke meget, hvis det er det, der er brug for? Ja, det lyder sådan her: Campen flyder fucking meget. Det er meget med meget på, og det er sådan, det skal gøres.
Man kan også forstærke sit udsagn med sygt, og det skal ikke forstås bogstaveligt. I realiteten er det bare meget, udsat for en opdatering. Eksempel: Det var sygt sjovt, siger Carla, og det er udelukkende positivt ment.
Men der er også biord, der underbygger meningen på anden vis. En opsang til de andre på lejren om at tage sig lidt sammen kan f.eks. lyde sådan her: Det er seriøst ikke særligt svært at rydde op. Med dette lille ord seriøst tager Carla højde for mulige indvendinger mod forslaget. Hun siger jo, at ’når det kommer til stykket’, eller ’helt ærligt’, så kan alle gøre det. Ingen indvendinger gælder. Det er seriøst ikke svært vil sige, at det virkelig ikke er svært. Altså endnu en forstærkning.
Samme udtryk bruges om en optrædende, der seriøst bare var pisse-stilet. Her må ordet seriøst betyde: helt sikkert, uden tvivl, tro mig nu bare. Det er straks lidt sværere med tillægsordet pisse-stilet. Mon ikke det dækker over en meget bevidst fremtoning. Måske skulle man stave stilet stylet, for det er jo et lån fra engelsk, udstyret med en ret udbredt forstærker, der er sygt dansk.
Reporteren fra Roskilde citerer også Carla for et udtryk, der er helt nyt for denne læser. Hun bruger ordet high-key i tide og utide, nærmest som en flydende betegner. Alt muligt er high-key, og det er nok i hovedsagen positivt. Ordret er der tale om en høj toneart, så det må handle om en boostet oplevelseskvalitet, en slags ekstra værdi til sansninger og andre erfaringer. Vi skruer lige lidt op. Men tolk selv på citatet, det kommer her: Jeg vågnede high-key bare op i teltet …
Det frie og nye ordvalg er en måde, de unge sprogbrugere tilegner sig både verden og sproget på, og det endda på samme tid. For ungdommen er nye oplevelser og erfaringer både sindsudvidende og sprogudvidende. Når de udvikler nye betegnelser og måder at sige ting på, afspejler det derfor deres egen åbning mod verden og alle de nye muligheder, den tilbyder.
Tillægsordet legit (med tryk på sidste stavelse) bruges f.eks. meget bredere, end man skulle tro. Det er et engelsk lån, der er forkortet. Legitimate kendes også på dansk som legitim, og i den betydning er ordet som tillægsord ret veldefineret. Legitim betyder, at der er basis i en lovgivning, at noget er lovmedholdeligt eller berettiget.
Men legit i det nye sprog er ikke et tillægsord længere. Det er et forstærkende biord med en klang af den oprindelige betydning. Eksempel: Man kan legit gå rundt i bikini og bare være meget letpåklædt. Med det lille ord legit understreger Carla, at hun taler sandt, at hendes påstand har hold i virkeligheden. Man kan rent faktisk, ville vi sige i klummeskriverens generation. Der er kun en lille nuanceforskel til seriøst, som måske bruges i højere grad, hvis udsagnet er overraskende.
I sin opsang til de andre festivalgæster siger hun også: Der har legit været brand i campen. Ældre sprogbrugere ville her nok bruge reverenter talt eller bare endda i stedet for legit.
Endelig et sidste træk ved de unge, nemlig en vis tilbøjelighed til manglende præcision i det talte sprog. Når man skal fortælle, hvordan man oplever noget, eller hvilket humør man var i ved en bestemt lejlighed, slår man over i mimik eller snarere direkte tale. Vi tager et eksempel fra Carla igen:
Hun taler om, hvor formel fejringen af studenterne er, fordi hun oplever Roskilde som helt anderledes. Men studenterfejringen omtales som følger: Det er meget sådan, så gør du det her, så får du hvid kjole på, og folk kommer med jordbær… Læg mærke til det lille sådan. Med det signalerer Carla, at hun beskriver noget, at vi er et andet sted. Hun maler faktisk et letgenkendeligt billede af den situation, hun har i tankerne. Og tilhøreren hopper straks med i forestillingen.
Et andet eksempel. Carla fortæller om sin lyst til at tage hjem og grave sig ned under dynen og ikke se nogen et stykke tid. Og så lyder det: Når jeg tager det kolde bad på Roskilde, er jeg bare sådan nej nej. Jeg er en woman of survival. Hvordan er det at være ’sådan nej nej’? Ja, det er jo hendes måde at rette sig selv på. Hun reviderer sit selvbillede i en tydelig sproghandling, det er nærmest en dramatisering. Som om hun fysisk står under bruseren og siger ”Nej” og derefter nyformulerer sin identitet med en evolutionsbiologisk drejning fra engelsk.
Så der foregår hele tiden noget i sproget, og for denne læser var det sygt givende at se de mundtlige koder skrevet ned. Lidt cringe, men seriøst bare sådan high-key.