Fem tyskere i en Audi Quattro når den italienske grænse. Grænsevagten stopper dem og siger: ” It’sa illiegal to putta five people in a Quattro.”
”Vot du ju miin et’z illiegal”? spørger føreren af bilen. ”Quattro meansa four,” svarer grænsevagten. ”Quattro is just ze name of ze automobile,” siger tyskeren uforstående.
”Look at ze papers: zis car iz dizignt to kerry five persons”. ”You can’ta pulla that one on me,” svarer italieneren. ”Quattro meansa four. You have five a people ina your car, and you are therefore breaking the low”.
Den tyske fører mister tålmodigheden: ”You idiot! Call your zupervisor, I vant to spiik o somevone viz more intelligenze.” ”Sorry”, lyder svaret, “He can’ta come. He’sa busy witha two guys in a Fiat Uno”.
Vittigheden spiller naturligvis på visse fordomme om andre nationaliteter, men derudover udstiller den også det uventet fornøjelige i, at man tager et ord fuldstændig bogstaveligt og dermed misser en pointe.
Hvor mange tænker over, hvad uno egentlig betyder, når man f.eks. spiller det kortspil, hvor man skal sige ”uno”, når man har et bestemt antal kort tilbage? (Gæt selv, hvor mange kort).
I andre spil kan man slå en sekser, betale med en tyver eller opleve, at chancerne er fifty-fifty, og sådan indgår der tal i mange, næsten tal-løse sammenhænge.
Vi kan pege på nodesystemet, der griber tilbage til latin, når der skal navngives intervaller: prim, sekund, terts, kvart, kvint, sekst, septim, oktav, none svarer helt til at tælle.
Ordet sekund har en hel særlig historie, for det er jo blevet vores betegnelse for dem, der går 60 af i minuttet. Både minut og sekund går tilbage til opdelingen af himlen i overensstemmelse med solens bevægelser.
Minut er latin om det mindste, det formindskede.
De gamle brugte ordet om de mindstedele, der måltes på apparaterne, når man delte cirklen op – og der var ikke plads til mere end de 60 underinddelinger af timen.
Da man begyndte at dele anden gang og altså underinddele underinddelingen, navngav man den nye enhed i opdelingen sekund (= den anden, nummer to).
Vi kan også pege på månedernes navne, hvor fire latinske tal indgår: septem er 7, octo 8, novem 9 og decem 10. Sætter man -ber bagpå, får man de måneder, vi ellers regner for nummer 9, 10, 11 & 12. Det skyldes, at vi starter året med januar, hvor sæsonen ellers i det allerældste Rom begyndte med Mars’ måned, marts.
Tallene selv er også forunderlige, prøv blot at forklare en nordmand eller svensker, hvordan de danske betegnelser hænger sammen.
Det slår aldrig fejl, at de kløjs i halvtreds, halvfjerds og halvfems, for deres system er jo lige ud ad landevejen, og selv danskere uden erindring om checkhæfter kan finde ud af, hvad de skal forstå ved femti, syvti og niti.
I varianterne halvtredsindstyve, halvfjerdsindstyve og halvfemsindstyve ligger forklaringen begravet. Halvtredje er nemlig 2½, halvfjerde 3½ og halvfemte 4½, og dem skal man bare gange med tyve, så går det op. Halvtredje-sinds-tyve er tyve ganget med 2½ = 50.
Det er for det meste de små tal, der skvulper over i ordenes domæne, enten i bogstavelig forstand eller i billeder. Der er dualisme (en to-delt verden), og der er to-som-hed.
Hvis nogen ikke har for 2 øre forstand, mangler der noget, for to er ikke ret meget. Det er nok derfor, vi siger ’lige to minutter’, eller som det hedder hos de unge: 2 sec. Skulle det gå hurtigere, sker det i løbet af nul komma fem.
Der er trilogi, og der er treenighed, trefoldighed, trinitatis. Vi har også trigonometri (ordret: tre-kant-måling), vi råber et trefoldigt leve og taler om alle gode gange tre, for tre er et helligt tal med eventyrlige kvaliteter.
Vi kan kravle på alle fire, mødes under fire øjne, og folk med særlig fysik kan være fir-skårne. Hvis de er fir-kantede, er det mere end fysikken, den er gal med.
På metrolinjen i København møder man stationen Femøren, og man kan også grine over hele femøren. Med den seneste møntreform er der nok sat en prop i den slags billeder fremover.
I gamle dage brugte man udtrykket at ’lade fem og syv være lige’, og dermed sagde man, at så tog man det ikke så nøje, for de to tal er jo ikke (lige) lige.
Seks hedder sex på latin, så et se-mester består af seks måneder. Syvtallet er ligesom tre-tallet overnaturligt, og særligt i den jødiske kultur er syvtallet fremtrædende.
Man talte f.eks. om, at der var syv himle, og en overgang passede de syv synlige planeter fint til den forståelse.
Så kunne man være i den syvende himmel, som Paulus snakkede om, og så er man højt oppe.
Vi har også på dansk udtryk som at være i syv sind, når man ikke kan beslutte sig eller være en syvsover, hvis man ikke kan komme op om morgenen.
Ting kan tage syv lange og syv brede, og man kan bande med ’for syv satan’ eller lidt pænere ’for syv Søren’ eller ’for syv sytten’. Når man siger syv-ni-tretten, er det også for at afværge ondt, men den talemåde er kun godt 100 år gammel og findes kun i Norden.
En nihalet kat er en eufemisme for en pisk, tiøren kan falde, endda for en fra tolvmandsforeningen, og de er ellers ikke dusinmennesker. Men hvis man er alt for nøje med småting, tæller man selv sine gryn, og det bliver så til udtrykket pernittengryn.
Endelig er tallene også vandret ind fra andre sprog i særlige betydninger. Penta-gon betyder femkant. Tallet 10 hedder deka på græsk, deraf dekade (= årti), og deraf dekalogen, et andet ord for de ti bud.
På latin er det som sagt decem, og tager man hver tiende væk, kaldes det at decimere. Den barske øvelse foretog man i Rom, når hæren var i krise. Hvis man havde henrettet hver tiende, var de tiloversblevne mere tilbøjelige til at kæmpe.
Vi kalder det en million, når tallet er stort, men mille på latin er faktisk kun tusind. Tusind på græsk er kilo, kendt både fra -gram, -meter og -bytes.
Fra det franske har vi udtrykket ’en på sinkadusen’. Det bruges om at blive ramt af et kraftigt slag, og sammenhængen er terningspil. Hvilket spil ved klummeskriveren ikke, men det er fem og to, der er uheldige.
Fem hedder ’cinque’ og to ’doux’, så sinkadusen er kombinationen. Det er også fransk at tale om karantæne, for quarante betyder fyrre, og isolationsperioden var på fyrre dage, da man opfandt den for at beskytte mod smitsomme sygdomme.
Endelig nærmer vi os pinsen. Den har sit navn fra græsk, for pinsedagen falder på den halvtredsindstyvende dag efter påske, dvs syv uger efter.
Halvtreds hedder Pentekoste, og det er blevet til både Pentecoste (italiensk), Pentecostés (spansk), Pentecõte (fransk), Pünkösd (ungarnsk), Pfingsten (tysk), Pinksteren (hollandsk og vestfrisisk) og altså pinse.
Glædelig pinse!