Chokolade er lækkert, og vi glemmer til daglig, at vi har det fra Amerika. I det nuværende Mexico udviklede de lokale tolteker og azteker ’xocoatl’, som de kaldte det, fra cacaobønnerne.
Europæerne blev vilde med det, og det findes på alle europæiske sprog i en eller anden version, hos os altså i formen ’chokolade’. Men børn og andre søde mennesker kan godt finde på at udtale det ’sukkerlade’.
Det er jo sødt, ikke? Det smager da af sukker! Så hedder det nok sukker-lade.
Det, der foregår her, er en såkaldt ’folkeetymologi’, en forkert, men overbevisende fortolkning af, hvad noget betyder. Det, man siger, forstår man på en måde, der giver mening for en selv, også selv om det ikke er en korrekt forståelse.
Fænomenet ses allerbedst hos børnene, der har gang i en altomfattende begribelse af den store verden.
Man kan grine ad det, som i det klassiske eksempel: ”Koen har fire ben, et i hvert hjørne. De hedder koben og kan også bruges til at trække søm op med”.
Sådan rummer børneudgaver af voksenord nemlig mange gange en logik eller sammenhæng, der giver en ganske udmærket, men forkert mening. Så siger de, at de ikke vil have ’svampignon’ på deres pizza, eller de tror, man bliver ramt i ’hjertekuglen’ ved ulykkelige forelskelser.
Selv mødte jeg fænomenet som passager hos Aarhus Sporveje engang omkring 1984. 8’eren kørte ad Ringvejen, lige forbi universitetet. Men det var bare ikke det, buschaufføren sagde, da han var kommet forbi det sidste stoppested før Bogtårnet.
Han sagde derimod: ”Næste stop: Undervisitetet”, og jeg troede knapt mine egne ører, før han heldigvis gentog frasen, sådan som det hang sammen for ham.
Fra skolens verden kan man møde formuleringer som, at læreren står ved karaktederet, at sproget hedder sanskrift, eller at gåseøjne på fint skulle hedde ’situationstegn’.
Og hvor mange har mon ikke været med til at fejre skoleårets afslutning med en dimension?
Opmærksomme læsere har måske mødt flere opfindsomme fejl, som indtræffer, når gamle udtryk ikke længere giver mening.
I middelalderen talte man om at nid-stirre, for det gjorde en nidding: nid står for had, fjendskab og spot, og det er en meget stærk glose. Men nu siger folk bare ned-stirre og tænker sig åbenbart, at den ene part blot er højere end den anden.
’Habengut’ betyder alle de goder, man har, alt sit ’habengut’. For nylig så jeg formen ’happengut’ – måske en gemen fejl.
Men måske også en forkert forståelse af ordet hos sprogbruger, der må have troet, det gode bare indtraf, it happened, akkurat ligesom shit happens. Jeg har også hørt ordet ’raskløs’ brugt, hvad det så end er, eller ’stramtantet’ i stedet for stramtandet.
Nogle af de mest berømte folkeetymologier er en slags undersættelser. Da man opfandt den tohjulede for et par hundrede år siden, kaldte man tingen en veloci-pede. ’Hurtig-fod’ var et velvalgt fremmedord, fordi den tohjulede i begyndelsen var en løbecykel.
Man satte pedaler på – pedalis er latin for alt, der har med fødder at gøre - og gjorde så af hensyn til fremdriften det ene hjul så stort, at det blev vanskeligt at holde balancen. Derfor benævnte folkeviddet velocipeden ’væltepeter’.
Noget lignende gælder betegnelsen ’gravko’. Et førende firma i udviklingen og udbredelsen af maskinen hed Grave-Compagniet, i kortform: Grave-Co, hvilket af reklamehensyn blev malet på alle køretøjerne.
Derfra var der ikke langt til ordet gravko, for det gav jo mening. Gad vide, hvorfor koen så er blevet suppleret af en gummi-ged?
Det giver også en vis mening, at ’hokus pokus’ ad snørklede veje har sin oprindelse i en misforståelse af den latinske messe i middelalderen. Man ringede med klokken, når indstiftelsesordene lød, og brødet blev til kød.
”Hoc est corpus Christi…”, sagde præsten, men folk kunne ikke latin og hørte det som ’hokus pokus’. ’Filiokus’ har man nok også snuppet fra den latinske liturgi, hvor ’filioque’ optræder flere steder.
Middelalderens pilgrimsveje tiltrak mange, også danske rejsende. Ud over Romturen var det særligt den lange camino til Santiago de Compostela i det Nordvestlige Spanien. Der lå den hellige Jakob begravet, Sant’Iago er jo simpelthen spansk for Sankt Jakob. På dansk bliver hans navn forkortet til Ib.
Når man havde været i Santiago, tog man gerne en muslingeskal med hjem. Arten hedder nu pecten jacobaeus, og det er en smuk lille skal, som pilgrimmen kunne sy på sit tøj eller lade indgravere på sit gravmæle.
Man kaldte dem ’Ib-skaller’, og de var en slags blanding af trofæ og souvenir. I børnesangen ”Flyv, lille påfugl” er udtrykket bevaret; der synges om ’ib skib skalle, akke makke dalle’.
Der kom også en mand fra det Røde Hav, muligvis en mindelse om en pilgrimrejse til det hellige land. I det omkvæd lyder det ”ej sikkelej sikkeladetus”, og her må klummeskriveren give fortabt.
Medmindre vi helt enkelt er tilbage i chokoladesporet.