Låne eller finde på?

Fremmedord er omstridte. For nogle mennesker i nogle perioder har fremmedord været en slags ’ugræs over hegnet’. Sådan var det f.eks. i slutningen af 1800-tallet, hvor vi lige havde mistet Slesvig og i det hele taget var knotne over for tysken. Der var danskere, der i vrede ændrede deres navne fra tysk til dansk stavemåde. Så hed man ikke længere Bech, men Bæk, ikke Hammerich, men Hamerik. Ud med det fremmede. Der var tilsvarende forsøg på at ændre almindelige ord på samme måde, så cognac ikke længere skulle staves på fransk. Nu skulle det hedde konjak i stedet for. Det lykkedes som bekendt ikke at få alle danskerne med på den, selv om bestræbelserne virkede på ret mange andre ord. Man erstattede f.eks. quinde med kvinde og feuilleton med føljeton, og det hedder det jo stadig. Ikke flere latinske c’er og græske th og ph’er, når det kan undgås. Nu skulle vi ikke længere skrive punct, men punkt, discussion blev til diskussion og orthographisk til ortografisk. Ingenieurcapitain, nej tak, ...