Fremmedord er omstridte. For nogle mennesker i nogle perioder har fremmedord været en slags ’ugræs over hegnet’. Sådan var det f.eks. i slutningen af 1800-tallet, hvor vi lige havde mistet Slesvig og i det hele taget var knotne over for tysken.
Der var danskere, der i vrede ændrede deres navne fra tysk til dansk stavemåde. Så hed man ikke længere Bech, men Bæk, ikke Hammerich, men Hamerik. Ud med det fremmede.
Der var tilsvarende forsøg på at ændre almindelige ord på samme måde, så cognac ikke længere skulle staves på fransk. Nu skulle det hedde konjak i stedet for.
Det lykkedes som bekendt ikke at få alle danskerne med på den, selv om bestræbelserne virkede på ret mange andre ord. Man erstattede f.eks. quinde med kvinde og feuilleton med føljeton, og det hedder det jo stadig.
Ikke flere latinske c’er og græske th og ph’er, når det kan undgås. Nu skulle vi ikke længere skrive punct, men punkt, discussion blev til diskussion og orthographisk til ortografisk.
Ingenieurcapitain, nej tak, velkommen, hr. ingeniørkaptajn. Man kan så undre sig over, at vi erstattede milieu med miljø, men ikke benyttede lejligheden og gjorde et bureau til byro.
I nogle andre lande har man ført en ret omfattende og på sin vis vellykket kamp mod de udenlandske ord. Både nordmændene og i særdeleshed islændingene har været purister, som man kalder det. De har villet holde sproget rent for udenlandsk indflydelse. Nye begreber oversættes, de lånes ikke.
Tag de relativt nye medier. Efter krigen kom det amerikanske television, og det blev vi her i landet enige om at kalde fjern-syn. Tele- er græsk og betyder nemlig fjern, og vision er latin og betyder syn.
Vupti, oversat led for led, og sådan blev det. Men i Island og på Færøerne ville man ikke have det. Der hedder fjernsynet sjónvarp, der ordret betyder: syn-kæde, altså en kæde af syn.
Vi var dog ikke lige så skrappe, da radioen tidligere var ankommet. Radius er latin for ’stråle’ og bruges som på engelsk om det lydbølgebårne massemedium. Vi overtog simpelthen englændernes betegnelse.
Men nordmændene slog sig i tøjret og opfandt deres eget ord: Kring-kastning, dvs. det at kaste noget omkring. Den institution, der svarer til Danmarks Radio, hedder deroppe NRK, Norsk Rikskringkasting. Island bruger ordet útvarp, en kæde-ud, svarende til deres løsning med fjernsynet.
Det seneste nye er selvfølgelig sådan noget som ’computer’ og ’internet’. Læseren kan allerede se det: I Danmark låner vi de ord, selv om de helt tydelig er opstået i udlandet. Men da man i Island skulle finde en betegnelse for en computer, satte man sig ned og kiggede langt tilbage i historien.
De gamle vikinger havde nemlig en betegnelse for en religiøs ekspert, der kunne forudsige og påvirke fremtiden. De kaldte hende en völva (vølve).
Der findes beretninger om, at man tilkaldte hende, når der var misvækst, eller dyrene ikke kunne få unger. Hvad vølven så ordinerede af ofre eller frembringelse af kraftfuld mikstur (sejd), skulle rette op på tingenes begrædelige tilstand. Vi kender udtrykket fra en af de mest berømte tekster i hele overleveringen, nemlig ’Vølvens spådom’, Völuspá.
Allerede i 1965 havde den islandske professor Sigurður Nordal udtænkt det ord, der nu bruges om en computer på islandsk. Han satte ordet for ’tal’ sammen med vølven, og resultatet blev tölva, som det stadig hedder deroppe.
Med computeren og internettet følger der en del fagudtryk. På dansk er der en tendens til at beholde de engelske. Vi siger godt nok en hjemmeside om en homepage, men vi browser i stedet for at bladre, og vi mailer og googler løs.
Hvis vi lægger noget op eller henter det ned, bruger vi uploade og downloade. Der har man på norsk valgt en anden tilgang.
At hente noget fra en hjemmeside ned på sin bærbare hedder deroppe at nedlaste, og gør man det modsatte, kalder man det at laste opp. Og faktisk browser de heller ikke, de blar, og selve browseren kalder de en nettleser.
Selv når de overtager de engelske gloser, drejer de dem tit i retning af deres egen udtale. Selvfølgelig hedder en citron sitron og en chauffør sjåfør, og hvis noget er cool, kalder nordmændene det kul (udtalt på norsk: kyyl).
Det engelske ord tough, der betegner det at være hård i betydningen ’stærk og sej’ (lidt ligesom jyden i den gamle sang), hedder på norsk simpelthen tøf. Man kan endda gradbøje ordet: tøf, tøffere, tøffest.
Så der er stadig forskellige strategier i sprogene for håndteringen af fremmedord. Nogle synes helt åbenlyst, at fremmedord er yt og de særlige nationale løsninger tøffere.