Det er godt at være stor. De siger godt nok, det ikke er størrelsen, det kommer an på, men det siger de bare. I virkeligheden bruger vi ordet stor om noget godt. Det er også en sproglig forstærker, som man kan sætte foran noget.
Et center er godt, et storcenter bedre, at være storsindet, storladen eller storartet er plusord, og alt muligt skal være stort.
Stortude eller storsnudet opleves knap så positivt, men stor- forstærker i al fald betydningen. Vi har den store danske, den store strikkebog, den store bagedyst. Hvis landsholdet i aften ’storspiller’, skal det nok gå.
Stormogulen hed det i den gamle børnesang om den rejsende, lille nisse, og det dækker over en storkonge. Kongen hedder en ’raja’, og stor hedder ’maha’, maharaja er stormogulen.
Og masser af konger og kejsere har fået tilnavnet ’den Store’.
Allerede i oldtiden var det verdenserobreren Alexander, der fik det, men de fleste lande har deres. I Rusland er det zar Peter, der var den store. Tyskerne har Frederik den Store, englænderne en Edward med samme tilnavn, og den franske solkonge Ludvig den 14. får det også tillagt. I vores lange kongerække er der både en Knud den Store og en Valdemar den Store.
Frankerkongen Karl den Store reddede i sin tid Europa efter folkevandringernes kaos. Ham kalder man i udlandet Charlemagne. Charles er Karl med ’magne’ sat på. Det kommer af magnus, som på latin simpelthen betyder stor, og det er måske en af grundene til, at vi bruger det som drengenavn.
Det er meget udbredt i Danmark at hedde Magnus, og man må håbe, at folk af lav højde er påpasselige nok til at beskytte deres drengebørn mod fremtidig mobning ved at finde mere passende navne.
Magnus er stor, og derfor hedder isen også Magnum (selv om den da vist er skrumpet lidt over årene), ligesom magnum-flasker af champagne eller rødvin har dobbelt størrelse. En stor forretningsmand hed før i tiden en ’magnat’, og på engelsk hedder størrelse enten size (når man ikke ved, hvor stor noget er), eller magnitude (hvis størrelse betyder, at noget ER stort).
Nu kan tillægsord jo gradbøjes, stor større størst, f.eks. Når romerne gradbøjede ’magnus’, blev det til ’major’ = større. Deraf kommer vidt forskellige ting på dansk, såsom en grad i militæret (major), et flertal i en forsamling (majoritet) eller store bogstaver (majuskler).
På engelsk hedder en borgmester ’mayor’, og det, vi i musikken kalder for dur, hedder hos dem ’major’, fordi akkorden har en forstørret terts. Mol hedder tilsvarende ’minor’, fordi den er mindre lige netop i kraft af den formindskede terts.
Kendere af bilmodeller vil også vide, at fabrikanten Morris sælger en ret populær version, der hedder Minor. Selv ferieøen Mallorca (udtalt på spansk, som om -ll- var -j-) betyder den ’større’ ø. Naboøen er så naturligvis den ’mindre’, altså Menorca.
Kommer vi i den højeste grad, er det minimus (mindst) og maximus (størst). Deraf minimalistisk, hvis man sparer på virkemidlerne, både i kunst, indretning og grad af religiøst engagement. Og deraf også maksimalistisk, hvis det modsatte er tilfældet.
Man kan forstørre sit udbytte (maksimere), man kan tale om tøj i lange udgaver eller store størrelser (maxi), eller man kan uddrage den vigtigste eller største lære af noget (maksime).
Og så kan man endelig også give sit drengebarn navnet Max. Det betyder simpelthen ’den største’.
En storsindet og storskrivende mand at stortude over.