Sankt Hans er midsommer. Midsommersange, sankthansbål, lyse nætter og lokkende sommerferie.
I vores tempererede klima med de store forskelle mellem årstiderne bliver den længste dag gerne fejret, og i går var ingen undtagelse. Vi brændte bål og blev længe oppe og ude. Natten er svanger med velduft fin, som digteren sagde.
I gamle dage brugte man dagen til varseltagning. På Sankt Hans stak man afplukkede stængler af sankthansurten op på hylderne i køkkenet eller op under loftsbjælkerne for at se, om de skød.
Gjorde de det, var det et godt tegn, tegn på frugtbarhed, lykke og et langt liv, men visnede de, varslede det død. Man kan læse Oehlenschlägers gendigtning af skikken i sangen ”I skyggen vi vanke … Sankthansurt vi sanke…”.
Bålet er lige så tvetydigt. Det er lys og varme, solefterligning. Men det er også muligt at skade med ild, sådan som man i gamle dage brændte mennesker, særligt hekse.
De fleste læsere har sikkert oplevet traditionen med at sætte en dukke af en slags op i bålet og hyle, når den brændte. Eller måske forsyne den med heksehyl indvendigt, så den selv kunne levere underholdningen.
Denne skik er nu kraftigt på retur og af forståelige grunde. At mindes hekseafbrænding er ikke længere velset. Vor tid er ikke længere så mytologisk, den er blevet moralsk. I en mytologisk forståelse ’sender man heksene til Bloksbjerg’ eller ’ad Hækkenfeldt til’, og så er man af med dem. Bålritualet skal altså skaffe os af med det onde, sende det derhen, hvor det hører til.
Bålet er ondtafværgende.
Men mytologien må nu give efter for moralen. Vi oplyste mennesker kan godt holde det onde væk uden at fabrikere symboler til afbrænding. Der døde jo faktisk mennesker på bålene i gamle dage, og nu er vi for kloge og følsomme til at gentage det i festligt lag. Hekse er heller ikke en misforstået minoritet længere, og bålet er blot et bål.
Tanken om at fordrive det onde er fra den førkristne tid, men da kristendommen kom til landet, blev midsommeren kristeligt forvendt. Man lagde et bibelsk lag hen over. Det gjorde man også med julen, med kyndelmisse, påske og andre vigtige tidspunkter på året.
Så midsommer blev til Sankt Hans ved den lejlighed. De første kristne danskere var jo katolikker, og de ankom med hele kalenderen fuld af helgener. 24. juni var helgendag for Johannes, ham der også kaldes ’Døberen’.
Når han var landet på den dag, skyldes det Lukasevangeliet. Maria har fået at vide, at hun skal føde Jesus, og cirka tre måneder henne i graviditeten besøger hun sin fjerne slægtning Elisabeth, der lige har født sin eneste søn efter et mirakuløst forløb.
Denne langt ude fætter hedder Johannes, og traditionen udnævner ham til at være lige præcis et halvt år ældre end Jesus.
Så Jesus til jul og Johannes til midsommer.
At Johannes blev til Hans er en lang historie, som skyldes kristendommens succes. Mange af de kristne navne har jo rod i den jødiske kultur. Ordet ’nåde’ hedder på hebraisk ’chana’. Både Hanna, Hanne, Anna og Anne er hebraiske variationer over det samme navn med den betydning. Jesu mormor hed f.eks. Anna.
Forstavelsen Jo- er kort for ’Jahve’, Guds navn, så Jo-chana – i den græske form Johannes – betyder ’Gud er nådig’. I parentes bemærket står Gud i Det gamle Testamente bag mange ting, herunder også i formen Jo-, hvor han giver betydning til så forskellige navne som Joel, Jonatan, Jonas, Josva, Joakim og Josias.
Navnet Johannes er så i kraft af den kristne børnelærdom fulgt med rundt i alle kristne lande, og det er blevet taget til hjertet. Folk i alle lande har kaldt deres børn op efter Døberen, og han er nu at finde på langt de fleste europæiske sprog.
På nygræsk kan man møde Gianni, på italiensk Giovanni, og selv det russiske Ivan er afledt af det. Spanierne har Juan, portugiserne João, franskmændene Jean, englænderne John og irerne Sean. Finnerne har Juhani og kort Juho. I det germanske sprogområde går forkortelserne i mange retninger: Johan, Jan, Jon, Jens, Jannik, Hannes og altså også Hans.
Alle de navne kommer fra Johannes, som vi fejrer til Sankt Hans.