Påsken flytter sig. Det er en flydende højtid, som kan falde både tidligt og sent eller som i år lige midt imellem.
Man har på et tidspunkt fastsat påskedag til den første søndag efter fuldmåne efter forårsjævndøgn, og så kan læseren jo selv lige tænke over, om man ikke for nylig så en fuldmåne.
Fuldmånens manglende evne til at ramme de samme tider på året sikrer påsken et udfaldsrum på en hel måned.
Reglen er en af de mere sjove i vores kalendersystem. Den får nogle gange den mærkelige konsekvens, at forskellige kristne kirkesamfund fastlægger påsken til forskellige datoer.
Da man i den ortodokse kirke følger den ældre, julianske kalender, mens katolikker og protestanter holder sig til den gregorianske.
Men påske og forår knyttes alligevel sammen, og til en vis grad jo også i selve kalenderreglen, der går ud fra forårsjævndøgn, hvor lyset på den nordlige halvkugle tager overhånden.
Med foråret kommer der liv i naturen igen, og vi har særlige påske-liljer, vi har påskeharer, påskelam o...
Artiklen kræver abonnement
Log ind hvis du allerede har en bruger, eller opret dig som bruger
og tegn et abonnement for at få adgang til hele artiklen.