”Det drejer sig ikke om kampen mellem kulturer, det drejer sig om kampen for kultur”. Et citat, og et af de bedre, synes klummeskriveren.
Det er Nietzsche, der har sagt det, og med det citat viser han så også, at han slet ikke er så nihilistisk som mange af hans eftersnakkere. Kultur er det, man skal kæmpe for, kultur er de menneskelige frembringelser og det menneskelige format, som det hele drejer sig om.
Ved forrige valgkamp i 2015 var det flygtninge, der var i fokus, men nedenunder lå der også en slet skjult tanke om, at kulturelle værdier udelukker hinanden. Man frygtede, at fremmede i landet ville true om ikke andet, så vores hævdvundne danskhed.
Og ja, danskhed er også kultur, men ikke nogen eksklusiv størrelse. Mellem alle os danskere er der masser af kulturelle forskelle.
Det, man kalder danske værdier, er f.eks. at sige tingene lige ud, at være uformel, at have tillid til de andre, at snakke om det, at ’finde ud af det med hinanden’.
Vi kan godt kalde sådanne værdier danske, men der er tydeligt nok tale nogle almenmenneskelige adfærdsnormer, som andre nationer også behersker eller savner.
Så danske værdier er internationale eller snarere universelle. Demokratiet er importeret fra det gamle Grækenland, kristendommen med næstekærlighed og julestjernen Jesus er en mellemøstlig religion med jødiske rødder.
Ytringsfriheden og den offentlighed, der dyrker den, kommer fra den franske oplysningstid. Vi har ’stepper’ fra Rusland, ’kiosk’ fra Tyrkiet, ’kaffe’ og ’sofa’ fra Arabien. Der kommer ’chokolade’ fra Mellemamerika, ’kardemomme’ fra gammelsemitisk og ’ingefær’ fra malaj.
Kultur er de skønne kunster, siger nogle så. Det er kulturprodukter, som denne side er meget optaget af: Billedkunst, musik, litteratur. Nogle kalder det finkultur, men det er lidt skævt. Det er bare tilværelsen udsat for æstetik.
Kultur er nemlig også vaner, som PH sagde. Det er det ganske almindelige, levede liv, der er kulturen. Det vi spiser, det vi siger, det vi tager på. Kulturhistorien handler ikke kun om de store kunstværker, men det gør den også.
Men kultur er også dårlig musik, vi selv laver, grillbøffer der har fået for meget, og hooligans med råb og skrig og ølkast. Det handler om mennesker, deres handlinger og det sprog, vi sætter på det hele.
Kultur er et latinsk ord, akkurat ligesom ordets kontrastvæske: natur. De to ord er så generelle, at de er svære at definere, men nu prøver vi rent sprogligt. Når noget på latin ender på -tura, er det et navneord, der er lavet af et udsagnsord. Et par eksempler:
Man kan skrive (latin scribere), det skrevne hedder så ’scriptura’, der betyder skrift. På dansk har vi ikke lige det ord, men englænderne taler dog om ’scripture’. Man maler (pingere) og får resultatet ’pictura’, altså maleri, det englænderne kalder ’picture’. Sådanne ord findes også på dansk, bare uden det sidste -a eller -e.
Man kan knække noget (frangere), og et brud hedder så ’fraktur’. Man væver (texere) og får ’tekstur’ ud af det. Man er kandidat til noget, og det at man stiller op, hedder så ’kandidatur’.
Stil dig op (ponere) og få en opstilling: ’positur’. Poler noget, og du får ’politur’, find en revne i jorden: ’fissur’. Byg noget: ’struktur’, hug det ud: ’skulptur’. Der er enkelte andre, man kan bare slå dem op: dressur, ligatur, docentur, kreatur, ruptur, agentur.
Både ’natur’ og ’kultur’ er sådanne ord. ’Natur’ kommer af udsagnsordet for at føde (nasci), så natur er det, der er født. ’Kultur’ er fra udsagnsordet for at dyrke (colere).
Det fødte og det dyrkede handler altså om, hvad vi finder, som vi ikke har lavet selv (natur), og hvad vi selv frembringer eller dyrker (kultur). Naturmedicin over for kulturprodukter, jægerens og samlerens fund ude i det store spisekammer over for agerdyrkerens og husdyravlerens møjsommelige arbejde med at forædle både planter og dyr.
Vi siger, at noget er ’naturligt’, men bruger ikke det tilsvarende ord ’kulturlig’. Var det ikke en mulighed? Man kan ’kultivere’, men ikke det modsatte. ’Naturalisering’ er at give statsborgerskab, og det er lidt sjovt, fordi det jo er noget, vi beslutter; men fødsel er sådan set ikke besluttet, det er naturligt forekommende, man ’får’ et barn.
En del betegnelser stammer fra disse ord. Vi taler om bakteriekulturer, et mælkeprodukt har endda heddet ’Cultura’, og vindyrkning hedder på fint viti-kultur. Men ’kult’ kan også være noget, der dyrkes på anden måde, helt religiøst.
På fransk hedder religionerne i landet faktisk ’cultes’, og ’kultisk’ er det, der handler om gudsdyrkelsen. En ’kult-film’ er en nichefilm med et særligt opdyrket publikum, der sætter filmen så højt, at de næsten dyrker den.
Men holder vi os til de to begreber, natur og kultur, er der noget spøjst. På dansk har vi en række faste udtryk, hvor natur bliver brugt, men der er ingen med kultur.
Vi kan tale om ’naturens muntre søn’, når vi mener et ’naturtalent’ i friluftsklassen. Med natur mener vi så noget i retning af ’det der er karakteristisk’; vi har mulighed for at sige om et menneske, at det er en ’samlernatur’ eller en ’spillernatur’. Eller et menneske har af natur en åben og venligsindet personlighed.
Sådan en betydning ligger også i udtrykket ’i sagens natur’, når noget er indlysende. Man kan ’i sagens natur’ regne med problemer, hvis man leger vinterbader uden forberedelse. Vi taler om at træde af på naturens vegne, hvis vi ikke vil sige med umisforståelige ord, at vi skal tisse. Naturen er stærkere, ser det ud til.
Derfor kan naturen også nogle gange ’gå over optugtelsen’. Det betyder, at noget i et menneskes natur overtrumfer det tillærte, f.eks. etiske regler. Man kan sige nok så mange gange til et barn, at det ikke må drille, men det vil være overraskende, hvis det kan overholdes i alle tilfælde uden undtagelse.
”Jeg kan modstå alt undtagen fristelser”, som Oscar Wilde sagde.
Naturen frister, den er jo naturlig. Kulturen skal man anstrenge sig for, det gælder om at kæmpe for den.