Europa er på stemmesedlen inden længe. Europa og vores tvetydige opfattelse af Europa. Som et lille udkantsland har vi et næsten uundgåeligt had-kærlighedsforhold til vores egen verdensdel.
De andre europæiske lande er større og flere, og derfor kan de bestemme og pådutte os ting, vi ikke er så glade for. I århundredernes løb har det f.eks. været krige, epidemier, udgifter, bureaukrati, forhånelse og almindelig underlegenhedsfølelse. Og det er bare den korte liste.
På den anden side er det store udland også kilde til rigdom. Udefra kommer ny teknologi, inspirerende kunst, hjælpemidler og ideer, madvarer, musik og følelsen af at høre til.
I Aalborg bryster vi os af Jens Bangs stenhus, bygget i nederlandsk renæssance-stil. Vi har Kunsten, tegnet af en finne, vi laver snaps, og det har tyskerne lært os. Vi spiller fodbold (engelsk idé) og sender de unge på universitetet (opfundet i Norditalien). Danmark er et hovedsageligt kristent land (en religion fra Palæstina), et demokrati (oldgræsk), afhængigt af frie medier og en debatterende offentlighed (fra den franske oplysningstid).
Europa er for tiden i defensiven, både reelt og symbolsk. Reelt er der krig her i kvarteret, selv om vi troede, at vi var forbi den slags. I det store billede kan vi ikke rigtig forsvare os selv, siger de. Vi har en aldrende befolkning, og den økonomiske vækst er mindre end andre steder. Med tiden vil verdens centrum forrykke sig, siger de også.
Også symbolsk går det ned ad bakke.
Europa skal finde sig i at blive hørt mindre. Ingen gider længere lægge sig fladt ned for de europæiske værdier og den moralske overlegenhed, vi har været så glade for.
Menneskerettighederne har europæerne opfundet, men vi har brugt dem til at kue andre kulturer, siges det. Velfærdsstaten, vi opfandt, vil blive en klods om vores ben, den naive idealisme med global forbrødring og samhandels-win-win vil blive afløst af realpolitik og den velforberedtes magt.
Så skal vi skrive Europas svanesang? Måske. Europa er ellers verdens centrum, hvis man spørger europæerne.
Europa lavede videnskaben, Europa industrialiserede, Europa blev imperialistisk og eksporterede ideerne, så det moderne liv fra Europa er blevet det almindelige overalt. Europa startede det hele, men nu skælder alle ud på den gamle verden.
Sprogligt set er navnet på vores verdensdel forunderligt. Det stammer fra en gammel græsk myte, fra før den politiske korrekthed var opfundet.
Den lidt for player-agtige gud Zeus fik øje på en smuk, fønikisk prinsesse, der gik og plukkede blomster. Han lavede sig om til en tyr og gik tur på den samme eng.
Så snart Europa blev gode venner med dyret og satte sig op for at ride, stak Zeus afsted ud over bølgerne. En spektakulær bortførelse, må man sige. Næste gang, pigen fik fast grund under fødderne, var hun på Kreta, og så gik de (altså Zeus) videre.
Der er en del flere myter i den kreds, men det vigtigste i vores sammenhæng er, at Europa bliver bortført til – Europa. Kontinentet henter altså sit navn fra Mellemøsten, som Zeus hentede prinsessen fra det nuværende Libanon.
Siden har vi blandt andet lavet vores eget lille politiske fællesskab som den mulige krone på flere tusind års rivalisering. Og helt ind i kernen af den union er vi forskellige. Læg mærke til udtalen, både af kontinentet og af den europæiske valuta, som alle typisk nok ikke har valgt at have. Den danske udtale er jo selvfølgelig den rigtige, og vi kalder det Europa [Øv’ropa] og euro [’øvro].
Men så snart Lykke Friis er i Deadline, hører vi den tyske udtale slå igennem. Hun og tyskerne siger nemlig [Øj’ropa] og altså følgerigtigt: [’øjro].
På engelsk er det helt anderledes. Der hedder det Europe [’Juurop] og euro [’juuro], begge med tryk på første stavelse. Franskmændene vil også være med, med selvfølgelig modsat, både i lyd og tryk: Europe [Ø’rop] og euro [ø’ro]. Endelig er der grækerne, der behandler ”deres” eu-lyd helt særegent; de siger [Æv’råpi] og [’Ævrå].
Så nøj hvor er vi fælles, men vi er fælles om at være forskellige. Det er da også den helt store styrke ved vores verdensdel, for så vidt kan leve i fred med de andre, der er anderledes på en meget hjemlig måde.
Sproghistorikerne mener, at ordet Europa ikke er græsk. Navnet på vores verdensdel er sandsynligvis semitisk, altså samme sted fra som prinsessen. Deres ord ’ereb’ betegner retningen vest, solnedgangen og aftenen. Deraf kommer det, at man også kan kalde Vesten for ’das Abendland’.
Uanset hvor omstridt, den europæiske rolle i verdenshistorien er, står det dog fast, at Europa er målet for ret mange bestræbelser.
Europa er efter istiderne blevet ramt af den ene bølge efter den anden af indvandring. Keltere, kelt-iberere, italikere, grækere, albanere, germanere og slaver kommer i stadig nye bølger til Europa gennem både forhistorien og den periode, vi har nedskrevne kilder fra.
De senest ankomne folkeslag er ikke af samme indo-europæiske sprogstamme som alle de førnævnte; det er ungarerne og tyrkerne, hvis sprog er grundlæggende anderledes. Spørger man baskerne, der også har et særegent sprog, mener de vist, at de var der allerførst.
Men retningen går mod vest, alle har villet og vil stadig til Europa. Selv om området egentlig kun er en halvø på den yderste del af Asien og egentlig ikke kvalificerer til at være et selvstændigt kontinent, hænger det ved.
Vi er det kontinent med flest mennesker pr. kvadratkilometer, og der kommer flere til. Noget må den udskældte first-mover da have gjort rigtigt.