Danskere har det svært med bogstavet r. Kan du f.eks. hører forskel på køre og kører?
Det er blevet helt almindeligt at forveksle nutidsformer af udsagnsordene med navneformen eller måske helt glemme nutids-r.
Det oplever enhver dansklærer, og så kan man få at vide, at vi ’køre’ klokken 10, hvis vi kan være sikre på, atalle kan møder til den tid. Eller er den for tyk?
Når en bekendt på et eller andet socialt medie mister en nærtstående og meddeler det, er den typiske reaktion at skrive ’kondolere’. Men det ser jo helt galt ud, for hvis man vil udtrykke medfølelse, skulle man skrive ’kondolerer’.
Når nogen gør noget, har det -r på, når det er ’at gøre det’, skal der ikke stå noget r. Hvor svært kan det være? Ja, det er sjældent et problem, hvis det nu var ’skriver’ over for ’skrive’.
Der kan man nemlig høre forskel, for det afsluttende -r har faktisk lyd på.
Men hvis der er mange r’er i et ord, bliver det næsten umuligt at høre dem alle sammen. Det må være det, der går galt med kondolere. Ingen siger kondolereR, så det høres, og sådan er det så også med alle de andre med r: hører, kører, farer, bestyrer, tærer, sponserer, interesserer.
Men problemet er faktisk større, for lyde med r i har det i det hele taget svært. Der sker i disse år en glidning i udtalen, særligt hvor et r skal lukke en stavelse.
Hvad med sætningen lige før om, at problemet er ’større’. Hvordan lyder det ord i almindelig udtale? Nærmest som ’støøe’. Og størrelsen udtales ikke med tydelige r’er, det hedder snarere ’støøelsæn’.
Prøv at lægge mærke til, hvordan man udtaler det ret udbredte navneord ’terror’ i de mundtlige medier. Her savner man faktisk et godt og grundigt rulle-r fra de varme lande. Journalisterne siger noget i retning af [’tæå], og det uanset hvilke ord, det er sat sammen med.
Men vi sjusker med r-lyden, når den lukker en stavelse, og særligt i forbindelse med selvlyden æ skrider det.
Man kan sejle med færge til Færøerne, men prøv lige i tankerne at udsætte den sætning for en ung radiojournalist. Så hedder det, at man kan sejle med ’fæwwe’ til ’Fæe-øerne’ eller noget i den retning.
Når man så er kommet derop, skal må ud at gå tur i ’bjæwwene’ – ja, rigtig gættet, det er bjergene, der menes, men man kan ikke høre noget r, bogstavet udtales faktisk slet ikke.
Det samme gælder flere sammensætninger af lignende lydbilleder. Når man taler om herrelandsholdet lyder det ’hæe-lanshålled’, og hvis de spiller godt, er det ’hæenajs’ (herre-nice).
Ved valgene kan man se små partier have deres besvær med at komme i Folketinget, for vi har jo en spæagranse (spærregrænse), og hvis de ikke kommer ind, er det bare så æwwelit (ærgerligt). Ja, det æwwer osse mig, men mest fordi det er noget sjusk at få den danske udtale til at fjerne sig endnu længere fra den måde, vi staver på.
Men det er noget, der hærger (hæwer) det mundtlige sprog, det hæwer på det grusomste, som Fritz Jürgensen sagde, bare om noget helt andet.
Senest blev det tydeligt i radioen, hvor galt det står til. Under en samtale spurgtes der til en bestemt periode i gæstens liv. Men det var ikke det, der blev sagt, der blev sagt ’pejode’. Findeløn til den, der kan høre det r.
Lidt mere umage ville klæde den mundtlige stil hos de yngre og yngre studieværter.