For den sprogligt opmærksomme er tiden godt fyldt ud. Sproget er til stadighed leveringsdygtigt, og hvor man end vender sig hen, sker der ting og sager.
Sproget er faktisk et kulturelt grundelement i den menneskelige tilværelse, og har man fundet sit rette element der, hører iagttagelserne aldrig op.
For tiden er udtrykket ”at se ind i” at finde mange steder. Politikere og embedsmænd diskuterer forskellige scenarier for vaccinationer, for økonomiske problemer og for genoplukningen af samfundet, og der er næsten ingen grænser for, hvad de ser ind i.
De kan også kigge ind i noget, men se ind i er nok det mest udbredte.
Olieproducerende lande ser ind i en fremtid, hvor efterspørgslen falder, caféer og restauranter ser ind i den laveste omsætning i mange år, og de kommende studenter ser ind i en skoleafslutning, der måske er uden eksamen.
Hvad ser vi ellers ind i? Alt det, der har med fremtiden at gøre, både den umiddelbare, den nære og den mere langsigtede.
Men ser vi ikke længere ”frem til” eller ”forventer” eller ”forudser”? Jo, det gør vi også, men ”se ind i” er lige kommet frem, og vi kan se ind i et forår, hvor vi kommer til at høre det tit.
Når først en modebølge rammer, bliver vi alle sammen lidt våde, og selv sprogpurister kan pludselig høre sig selv lukke ellers uhørte gloser ud.
Vi ser ind i, mener jeg, fordi det er den sædvanlige brug af medier, både fladskærm, mobil, tablet og PC. Skærmen er den, vi ser ind i.
Verden når os i en medieret form, og dens hovedmedie er skærme.
Se ind i, siger vi, og det betyder, at det er dér, det sker. Vores nyheder kommer fra devices af forskellig art.
Vi er blevet snydt af vores gamle hjerne, som stadig tror, det er inde i maskinen, noget foregår. Det er jo den elektroniske formidlingshjælper, vi kigger ind i, og derinde møder vi verden.
I gamle dage var fremtiden mindre påtrængende.
I det forrige århundrede havde man knap opfundet et fremtidsforskningsinstitut, og den eneste fremskrivning, man dyrkede, var vejrudsigten. Dagen og vejen var alt nok, fremtiden, udviklingstendenserne og de forskellige truende scenarier kom i anden række.
Men nu er fremtiden i sig selv blevet tvivlsom. Bliver det klimadommedag, atomdommedag eller ulighedsdommedag? Same same.
Usikkerheden gør os mere opmærksomme, og der er ikke ret mange grænser for, hvad vi skal tage os af – fremadrettet. Vi ser ind i potentialer, mulige kurver for belastning af sygehusene, kommende underskud eller konkurser, et måske-liv efter pandemien.
Så hvad ser vi ind i?
En lille sort boks, en kunstig intelligens, en virtuel, ikke-sanselig formidling. Vi skulle måske hellere slå vinduerne op og se ud.
Få øje på de andre, fællesskabet, det sanselige og ikke-klaustrofobiske.
Vær til stede i nuet - lige som menneskemængden på billedet her oven over!