Anne Marie Helger siger, at man ”ikke skal bruge fremmedord, hvis man ikke er komponent til det”. Måske læser du hen over pointen, så jeg staver den lige ud højt, som de siger på engelsk:
En komponent er en del af noget større og ikke noget, man kan være; komponent er et navneord. Helger skulle have sagt kompetent.
Det er nemlig noget, man kan være (et tillægsord), og det ord er blevet meget udbredt i de senere årtier i betydningen dygtig, i stand til at gøre det nødvendige i situationen.
Helger er sjov, fordi hun med sin bevidste fejl udstiller, hvad man kunne kalde en mangel på kompetence. Det er vrøvl på højt niveau, og hun har ret, som det hedder på dansk. At have ret hedder noget forskelligt på andre sprog, f.eks. har franskmændene udtrykket avoir raison, ordret at have fornuft.
Det er et spændende ord, raison. Fornuft eller tænkeevne, kunne man oversætte det til, det at kunne ræsonnere.
På dansk bruger vi også ordet ræson, og hvis der er ræson i noget, er det fornuftigt, så kan man følge tankegangen og selv se, det er smart. Hvis folk kan ræsonnere, kan de argumentere for deres sag, og så er de fornuftige.
Det samme ord har englænderne også overtaget, de staver det bare reason. Reason er noget, man kan gøre, og så betyder det at argumentere eller diskutere med nogen. Men det er også et navneord, nemlig en årsag til, at noget er, som det er. Hvis man er reasonable, betyder til, at man er tilgængelig for fornuft, forståelig, til at snakke med.
Egentlig kommer alle disse ord fra latin, hvor ratio er det generelle ord for fornuft. Deraf kommer det, at man i filosofiens verden kan være rationalist, dvs. bygge sine tankebaner på tænkeevnen, det rationelle træk ved mennesket.
At rationalisere er så at gøre noget på en fornuftigere måde, og hvis man efterrationaliserer, danner man – men først bagefter - den logik, der får ting til at hænge fornuftigt sammen.
Rationalisme i den filosofiske historie er de retninger, der bygger erkendelsen på den menneskelige fornuft, men til gengæld er skeptiske over for de sanser, mennesket ellers også er afhængigt af. Vi nævner som eksempler Platon, stoikerne, Descartes og Kant, men der kan findes flere.
Det var den ene komponent, vi skal bruge. Nu følger den anden.
På engelsk hedder lyd sound. Som så ofte før vil man finde, at et engelsk ord har latinske rødder. Sound hedder på latin sonus. Vi kender det fra enkelte fremmedord, som bygger på denne lille lydbid.
Man husker firmaet Sonofon, som sjovt nok bare betyder lyd-lyd. Sonus er latin, fonæ græsk, men de betyder det samme. Det var nok vigtigt for firmaet at slå fast, at de leverede lyd.
Der er også ordet kon-sonant. Helt ordret, led for led, betyder det med-lyd. Det er de lyde, der ikke kan synges på, for at sige det populært. Men der er klang i ord og toner, og vi har også spor af lyden i andre betegnelser.
En traditionel musikalsk form er sonaten, et musikstykke i flere satser, gerne for klaver. Som så meget andet i musikkens verden er også det ord italiensk, men italiensk er naturligvis bare opdateret latin.
En sonate klinger, den er vellyd. Hvis den er kort, sætter man en formindskelsesendelse på, og så hedder det en sonatine.
Men det klinger også i digtekunsten, hvor en af de traditionelle former er en sonet. 14 linjer i sammenhæng og gerne med indviklede rim. Endnu engang er det klangen på italiensk, suono, bare med en anden formindskelsesendelse på, nemlig -etto. Suonetto bliver til sonet.
Når man sender lyd ud i rummet, giver det gen-lyd. På latin gør man det med en smart lille forstavelse re-, og så får vi resonans. Enhver lydtekniker må tage højde for det fænomen, for alt for meget ekko eller rumklang kan ødelægge en optagelse. Derfor findes der adskillige smarte tricks for at begrænse denne genlyd, skumgummi og æggebakker er kun nogle få af løsningerne.
Er man til fremmedord kan man gå videre med dissonans, som er, når lydene ikke stemmer overens, men skurrer mod hinanden. Eller måske assonans, også kaldet halvrim, det at noget rimer på selvlydene alene. Det hedder jo ikke blommevælling, når noget roder, det hedder pÆrevÆlling.
Og nu er vi så fremme ved den forveksling af ord, som hele tiden har været målet. Denne gang godt nok ikke bevidst som hos Anne Marie Helger, men formodentlig ubevidst. En chefredaktør, hvis navn er redaktionen bekendt, skriver om den store livsstilsguru Jordan Peterson, der for nylig var i København:
For Petersons fans derimod var det lindrende læsning, et budskab, der ræsonnerede med noget, der slumrede dybt i dem selv.
Her er der en ufrivillig Helger. Genlyd forveksles med fornuft. Genlyden er resonans, et begreb, som takket være sociologen Hartmut Rosa er blevet udbredt i de senere år.
Det gode liv er ifølge Rosa et liv med gen-klang (resonans), hvor individet finder de steder i den mærkelige verden, som giver genklang, dvs. i særlig grad føles som hjemme. Mennesker finder mening i en fremmedgjort verden, når de finder det sted, der vækker genklang.
Og mon ikke det er det, teksten vil sige: Når Petersons fans læser hans tekster, giver det genlyd i deres indre, de kan genkende sig selv og de problemer, de finder vigtige. Genklangen er meningen.
Men fornuft er det ikke. Der er ikke tale om ræsonnement, og der er ingen argumentation eller logik på spil. Hvis bogen skulle ræsonnere med det, læserne havde indeni, skulle der være tale om en diskussion, hvor nogen skulle have ret. Ræsonnement handler om fornuft og tænkeevne,
Men de to ord, ræsonnere og resonere, ligner bare hinanden alt for meget, og så siger det bare klik, selv om de kommer fra hver deres verden, det rationelle og det sanselige.