’Jeg har travlt’ er en meget almindelig sætning. Den kan bruges undskyldende: Det er derfor, jeg ikke stopper op og lapper din cykel, før jeg kører videre.
Den kan bruges som selvkarakteristik: Nu du spørger, så laver jeg faktisk en hel del. Der er så meget, man lige skal nå. Og fra den betydning er der ikke langt til det rene pral eller selviscenesættelse: Se, hvor vigtig jeg er, for jeg har travlt.
Men udtrykket er dog mærkeligt. Man plejer jo at have ’noget’, altså ting og sager eller bare ’ret’, noget andet.
Men ’travlt’ er et biord, så det er ikke en ting, og det siger heller ikke noget om mig, men om min situation. Det er ligesom ’Hvordan har du det? Jeg har det godt’, hvor man på engelsk siger How are you?
Hvis jeg var den travle type, hvorfor hedder det så ikke ’jeg er travl’? Det gør det jo på engelsk: I’m busy – ikke noget med I have busy der.
Ser man nærmere efter, ligner det danske sprog ellers det engelske ret meget. ’Jeg er tørstig/sulten/træt/bange/ked af det’. Alle disse udtryk er også på engelsk tillægsord: I’m thirsty/hungry/tired/afraid/sorry.
Men på andre sprog er der andre måder at forklare sig på. Allerede på tysk skal man nogle gange bruge ’haben’ i stedet for ’sein’. På tysk er man nemlig ikke sulten, man hat Hunger, og hvis man er bange hedder det Angst haben.
Det er et helt mønster, når man ser på de romanske sprog, hvor man også ’har’ sult, tørst og frygt. Læseren kan selv genopfriske sine kundskaber inden for fransk, spansk eller italiensk.
Spørgsmålet er hvorfor?
Det er måske tilfældigt, men de to udsagnsord viser også en lidt forskellig verdensopfattelse. Når man ’har’ noget, definerer man situationen ud fra dette andet.
Tørsten og sulten er flyttet ind og bestemmer over mig, ja faktisk kunne man undre sig over, om det er mig, der har tørsten, eller tørsten, der har mig. Det samme gælder helt tydeligt angsten. Er den først flyttet ind, så er jeg’et trængt og ikke længere herre i huset.
Men ’er’ man tørstig og sulten, går man ud fra sig selv, når man beskriver situationen. Så er det mig, der definerer min mangel eller min overflod ud fra mit jeg. Jeg er sulten fører til, at jeg skal have mad.
Jeg er træt, og jeg skal sove. Jeg er i centrum.
Det er en forskel i sproget, man nok ikke skal overfortolke, selv om det også kunne være sjovt. Vi oversætter jo umiddelbart mellem sprog, der organiserer meningen forskelligt, uden at vi lader os mærke med, at sprogene løser opgaven forskelligt.
En fortolkning stammer fra den tysk-amerikanske filosof og forfatter Erich Fromm. Han udgav i 1976 sin bestseller To have or to be?, hvori han skildrer de to udsagnsord som to forskellige verdener.
At være er det kvindelige, det hvilende, accepterende. Hvis man ER, lever man og lader leve, man har fokus på sin eksistens, sin blotte væren.
At have er derimod det mandlige, erobrende, hvileløse. Hvis man HAR, så vil man have mere, man vil beherske og bestemme, og man har sit fokus på materielle goder.
Det siger sig selv, at denne tankegang har en del modvind i disse tider.
For det første skal en midaldrende, hvid mand ikke længere fortælle kvinderne, hvordan de er og har det. Fromms idé om det kvindelige er sikkert bedre tjent med at være et kritisk opråb til tiden frem for et forsøg på at forstå det andet køn.
For det andet er der ganske vist et påtrængende behov for at se kritisk på materialismen, men der er brug for et bredere perspektiv. Hele naturen skal med, det er ikke nok at analysere de menneskelige kønsforskelle.
Ser man på naturen som sådan, er den jo heller ikke en størrelse, vi ’har’. Naturen har snarere os. Vi er med Løgstrups ord nødt til at forstå, at naturen er vores ophav og omgivelse.
Vi ’er’ natur.
Som en lille del af naturen tilkommer det ikke mennesket at herske og regere og definere verden ud fra egne behov. Naturen kræver sit og sætter os til side, hvis ikke vi bliver bæredygtige.
Vi skal måske have mindre travlt og i stedet lade hvilen falde på os. At komme i sync med naturen er en individuel og kollektiv opgave for vor tid.