Nu’ det jul igen, og nu’ det jul igen,
og julen varer lig’ til påske.
Nej, det’ ikke sandt, nej, det’ ikke sandt,
for indimellem kommer fasten.
Sådan synger vi i Danmark, og det fortaber sig lidt i tågerne, hvornår vi begyndte med det. Men faste er altså ikke noget, der er forbeholdt muslimer og katolikker.
Det er stadig en del af vores kalender, og fastelavn er i dagens Danmark i særlig grad blevet en konkurrence om, hvor store og dyre fastelavnsboller, man kan få folk til at købe.
Nu var vi jo faktisk også katolikker i nogle århundreder, før Luther antændte reformationen. Så danskerne i middelalderen levede som alle andre katolikker med kirkens rytmer.
Fasten er forberedelsen til påske, og da Jesus selv fastede i ørkenen i fyrretyve dage og nætter, gjorde de kristne ligeså.
Man tæller lidt forskelligt i de forskellige kristne kirker, men dag nummer 40 før palmesøndag (i år 10. april) falder på onsdag 2. marts (når man tæller begge dage med, og det gjorde man i gamle dage).
Så fasten skal starte onsdag efter fastelavn, og den onsdag kaldte vi så i gamle dage aske-onsdag.
Når man klæder sig i sæk og aske, er det tegn på bod, at man søger tilgivelse. Englænderne har kaldt tirsdagen for Shrove Tuesday, og det peger samme sted hen, fordi to shrive er at forlade.
Den gamle danske betegnelse for dagen var hvide tirsdag, og det skyldes, at man på den dag meget ofte spiste varm mælk og æggesøbe med hvedebrød eller boller.
Andre lande har andre traditioner, englænderne spiser f.eks. pandekager eller spanierne omelet (dia de la tortilla).
På Madeira spiser man såkaldte malasadas, fyldt med sukker og fedt. Formålet er at få udryddet køkkenets lager af de ting, som man skal holde sig fra i fastetiden.
Det giver tirsdagen navnet ’den fede’, og sådan er det gået til, at man kalder festligheder og optog i forbindelse med fastens indledning for Mardi Gras på fransk.
Betegnelsen bruges om de kendte fejringer i New Orleans, det gamle franske centrum i de amerikanske sydstater.
I den katolske verden hedder fejringen ellers overalt karneval. Det største og mest berømte er det i Rio de Janeiro, som har været afholdt siden 1723 med en pause i de sidste to år grundet corona. Karnevallet i Rio bliver dog holdt i år, men først i april måned.
De største europæiske karnevaller ligger på Madeira og Gran Canaria, hvor der er stolte traditioner.
Meningen er, at man skal holde et brag af en fest, før den hårde fastetid sætter ind, og man ikke længere må nyde bestemte ting.
Særlig er kød forbudt i fastetiden, og den sproglige sammenhæng fremgår da også af navnet. Kød på latin hedder caro/carne, og vale betyder farvel. Så festivalen hedder ”farvel-kød”.
Grunden til, at man så har maskerade eller udklædning, skal måske findes i forhold uden for den kristne tradition. I Danmark har karneval med optog i hvert fald været et byfænomen, mens bøndernes løjer var mere direkte knyttet til landbruget og frugtbarheden.
Man havde to udklædte herrer til at slås for sjov hele dagen. Den ene klædt let og lyst på som sommeren, mens den anden med skindpels, halm i skoene og øreklapshue var vinteren. Denne kamp kendetegner lige præcis fastetiden, og sommeren skal selvfølgelig vinde.
Fastelavnsriset er en anden dansk tradition, som særligt skal sikre, at kvinderne kunne få børn. Man risede kvinderne og hængte dertil indrettede symboler på riset: svøbelsesbørn, duer der næbbedes, hjerter og så videre.
Endelig er fastelavn også forbundet med at slå katten af tønden eller hive hovedet af en hane. Tønden behøver ikke forklaring, men haneritualet var også grusomt. Man hængte en hane i benene, smurte hals og hoved ind i grøn sæbe og red så forbi i tur og orden for at se, hvem der kunne hive hovedet af med de bare hænder.
Begge ritualer har haft til formål at holde det onde væk fra landsbyen. Man projicerede alt det farlige over på syndebukke og lod det gå ud over dem.
I vore dage er haneritualet glemt og katten sluppet ud af tønden; den er højst med som malet pynt.
Men alt det slik, man kan spise, minder ligesom de overdådige boller stadig om den fråsefest, der går forud for fastens 40 hårde dage, hvor man forventes at holde fast ved de strenge regler som forberedelse til påsken store højdepunkt.