Sproget er en verden af billeder. Klummeskriveren tænker på fastelavnsboller, og straks løber læserens tænder i vand.
Man kan beskrive det, der viser sig for ens øjne, og i eftermiddag er det regn og våde huse, dråber på altanens rækværk og svagt duvende grene. Men det ser man stadig for sig, selv om klummen måske læses i høj sol.
Sådan er sproget en gengivelse af verden.
De første teorier om sprog så da også sådan ud. Sproget blev opfattet som en efterligning og gengivelse af noget, der fandtes i virkeligheden.
Det har været og er stadig en øvelse, der bruges mange kræfter på, særligt i realistiske romaner. Så prøver forfatteren at få teksten til at afspejle en erfaring eller sansning af noget virkeligt, som læseren så kan sanse og erfare på anden hånd. Men ud over det realistiske er sproget jo også symbolsk. Det viser os noget, der er mere end virkeligheden.
Er glasset halvt fuld eller halvt tomt, spørger man. Det betyder noget, som har meget lidt med H2O i gennemsigtige drikkebehold...
Artiklen kræver abonnement
Log ind hvis du allerede har en bruger, eller opret dig som bruger
og tegn et abonnement for at få adgang til hele artiklen.