Nu er det ikke sikkert, læseren synes, fejl er sjove. Fejl er irriterende, ja, særligt hvis man selv er ansvarlig for dem. Fejl er nogle gange meningsforstyrrende, og så går kommunikationen i stykker.
Det er alvorligt. Men en gang imellem optræder der så charmerende fejl, at man kun kan trække på smilebåndet.
Klummen havde fat i det for snart et års tid siden, men der kommer hele tiden nye eksempler frem. Hvad siger man, når man ikke længere kan følge med de andre på gåturen? For nylig blev sådan en oplevelse givet videre med udtrykket: ”Jeg sank bagud.”
I stedet for ”sakke bagud”.
Direkte meningsforstyrrende er sådan fejl jo ikke, for man kan godt forstå, hvad der menes. Men det giver alligevel billeder hos modtageren, der ikke er helt præcise.
Denne læser forestiller sig med ’sank’ altid noget med at bevæge sig nedad, enten i en luftballon, der taber luft, eller et skib, der synker.
Synke-udsagnsordet handler faktisk altid om den lodrette dimension, og modsætningerne er ’hæve’ eller ’stige op’. Så synke er det samme som at falde.
Vi kan sige det om temperaturen eller vandstanden (de stiger og falder), men hvis det er en ting i luft eller vand, bruger vi mest ’hæve’ og ’sænke/synke’.
Når det er en vandret bevægelse, synker man altså ikke, man falder tilbage. Det er sikkert også det, fortælleren har ment, men det sagde hun ikke, og så forestiller man sig som tilhører alle mulige mærkelige måder at gå på med overkroppen helt lænet bagud eller røven næsten i gulvet.
For nylig var klummeskriveren også vidne til en anden nydannelse i sproget. Man har en tjekliste over det, man skal nå, og når man kan sætte kryds ved alle opgaverne, strege ud eller på anden måde markere, at de enkelte opgaver er løst, hvad gør man så? Der blev sagt: ”Så kan man vinke den af.”
Betydningen er klar nok: Så er det klaret, og listen er et punkt kortere. Men ’vinke af’? Vinker vi så farvel til den opgave? Ja, måske er det, hvad den talende forestiller sig: Farvel, farvel, lille opgave.
En anden forklaring kunne være, at man jo sætter et v-tegn på listen, når man er færdig. Det lille tegn ligner en vinkel, og det kunne også være grunden. Så vinker vi den af = så sætter vi et vinkeltegn ud for den opgave.
Men slår vi op i ordnet.dk, lyder forklaringen på udtrykket ’vinge af’ helt enkelt sådan: sætte hak ved en eller flere opgaver på en liste som tegn på, at man har tjekket, godkendt eller på anden måde ordnet dem. Det lille ’v’ er en vinge, og vi vinger af med den.
Forvekslingen er til at forstå, når ordene ligger så tæt på hinanden. Det er et lignende problem, når folk blander vægre sig og værge sig sammen. ’Uvægerligt’ siger vi, når noget helt sikkert vil ske, men mon ikke det er det samme, der menes, når man siger ’uafværgeligt’.
Eneste indvending er, at det ord simpelthen ikke findes på dansk ifølge ordbogen. Det er helt nyt.
Hvis det betyder noget, må det være, at noget ikke kan afværges, og der begynder de to udsagnsord at nærme sig hinanden i betydning. ’Værge’ er et krigerisk ord, det betyder at forsvare sig, at beskytte sig.
Gamle tekster kan tale om værge som et andet ord for stikvåben, og når man i vore dage taler om værger i værgemål, menes der netop beskyttelse.
Men ordet bag ’uvægerligt’ er udsagnsordet at vægre sig. Vægring er ikke lige så krigerisk, for vægring betyder, at man ikke vil noget bestemt. At man har modvilje mod at gøre noget.
En militærnægter udfører krigsvægring.
Så når noget uvægerligt sker, ligger der i det, at det sker på trods af modviljen. En krigsvægrer ville i gamle dage uvægerligt blive straffet – det kunne han ikke værge sig imod.
Sådan er der så meget. Mangt et ord volder problemer. Fjernsynsstemmer har det faktisk svært med ordet ’mangt’, som er vendt tilbage i den senere tid. Et eksempel: ’mangt en vittig bemærkning’, sagde de fra skærmen. Så vender det sig i en gammel lærer.
Hvis man vil genbruge ’mangt’, hører der nemlig også ’mangen’ med. På dansk er der to slags ord: n-ord og t-ord, også kaldet fælleskøn og intetkøn. Vi siger en dansker og et navneord. Derfor skal det også hedde: Mangen en dansker har det svært med grammatik. Og på samme måde: Mangt et ord udstyres med et forkert bøjet tillægsord.
Man bøjer nogle gange på sjove måder. Et udbredt billede er hentet i malerens atelier. Vi taler om at bruge hele paletten, hvis man kommer rundt i alle hjørner af noget.
Maleren har jo alle farverne inden for rækkevidde på sin plade, og bruger han dem alle sammen, bliver billedet bedre. Den bestemte form af ordet er der ingen vanskeligheder i; det hedder paletten.
Men hvad gør man i ubestemt form? Ordbogen har kun en mulighed: Det hedder ’en palet - paletten’. Men mangen en sprogbruger taler om ’en palette’, og det er nok desværre svært at få den fejl udryddet. Den er heller ikke engang sjov.
Så er det lidt sjovere med den nordjyske måde at sige tabletter på. De hedder mange steder tabbeletter, og det lyder da i det mindste morsomt.
Lidt ligesom når enkelte sprogbrugere får globaliseringen galt i halsen. Så lyder det ’golobalisering’ – heldigvis en fejl uden de store følger, for det kan næppe misforstås.