Den nyeste variant af COVID-19 hedder omikron. Hører man radio eller ser fjernsyn, går der ikke lang tid, for man opdager, at det ord volder visse værter vanskeligheder.
Nogle lægger tryk på det sidste o i ordet: omi’kroon. En enkelt gør det første o meget kort, og så lyder det nærmest som ’åmmikron med tryk på første stavelse. De fleste rammer den udtale, som er den gængse: [ˈoˀmikʁʌn], som det hedder i lydskrift på www.ordnet.dk.
Varianten hedder sådan, fordi man navngiver dem efter det græske alfabet. Hvem husker ikke delta-varianten, og det er endda længe siden.
Delta er fjerde bogstav i det græske alfabet. De to første er alfa og beta, og sådan fik alfabetet sit navn. Alfa plus beta giver alfabet, og de sagde ’alfa, beta, gamma’, ikke A B C.
Grækerne overtog både tegnene og navnene på dem fra fønikerne (som boede cirka i det nuværende Libanon), men de havde lige et lille kreativt tvist at tilføje.
Fønikerne havde nemlig kun tegn for medlydene, mens selvlydene blev underforstået, blandt andet fordi selvlydene ikke er stabile.
De kan forandres, når man bøjer et ord, og det kan de på alle de semitiske sprog, både hebraisk og arabisk. På arabisk hedder gud som bekendt Allah, men når han indgår i et drengenavn, staves det ofte Abd-ullah.
Men grækerne opfandt selvlydene. På dansk har vi jo mange af dem: a, e, i, o, u, y, æ, ø, å. Der er 9 på skrift, og da mange af dem udtales på flere måder (sammenlign det i, du kan høre i Inger, med i-et i omikron), har dansk i realiteten måske en 18-20 selvlyde.
På græsk var der 7: a hedder alfa, i iota og y ypsilon. Der er to e-er, det korte epsilon (= e-psilon, det spidse e) og det lange eta (kendt fra kryds og tværs), og ligeledes er der to o-er. Det ene er stort og hedder o-mega, det andet er lille og hedder: o-mikron.
Mega betyder simpelthen stor på græsk, og vi bruger det nu om dage på dansk som en slags forstærkning, svarende til det ålborgensiske ’maje’. ’Mega-nederen’ siger den unge københavner. ’Maje trals’, siger den gamle fra Ålborg. Mikro (= lille) bruger vi mest som forstavelse om bryggerier, lån eller chips.
De to forskellige e-tegn og de to forskellige o-tegn står spredt ud over det græske alfabet. Hvor omikron er nummer 15 i rækken, er omega det 24. og sidste bogstav. Deraf kommer det, at man kan bruge udtrykket ’alfa og omega’ om noget. Det gjorde man allerede i oldtiden, for udtrykket er blevet kendt fra bibelen. Når noget er alfa og omega, er det begyndelse og ende, først og sidst, dvs. det allervigtigste.
Der er næsten den samme mening i at sige ’fra A til Z’. Sådan ser nemlig det engelske alfabet ud, for de har hverken æ, ø eller å. På engelsk sigter udtrykket på, at det hele er med. Derfor findes der en butik i Hjørring med navnet ’A-Z’. Man må tro, de sælger alt muligt mellem himmel og jord.
Der var også engang, det danske alfabet ikke havde noget ’å’, nemlig før 1949. Dengang sluttede alfabetet med ø, og det kan man forvisse sig om, hvis man kan finde uforvanskede versioner af den gamle salme Af højheden oprunden er.
Dens sidste strofe begynder: ”O, Gud ske lov, jeg skal ej dø, min frelsermand er A og Ø, begyndelse og ende.” Kunne hverken Hans Christensen Sthen eller Nikolai Frederik Severin Grundtvig deres alfabet? Jo da, det kunne de, og på deres tid var Ø det sidste bogstav og som sådan den bedste gengivelse af det græske Ω - omega.
Men ordlyden har været svær at håndtere for den seneste salmebogskommission, der har ændret teksten således: ”Jeg er nu glad og stoler på, min frelser er mit A og Å, begyndelse og ende.” Lidt mindre højstemt, men også en eklatant historieforfalskning.
Hvis ikke alfabetet fandtes, måtte vi opfinde det, så nyttigt er det.
Det græske alfabet, der tog de fleste tegn fra fønikerne, er blevet videreført i både det latinske og det kyrilliske alfabet, og selv vikingernes ’futhark’, de såkaldte runer, er lavet efter romersk forbillede.
Når man dertil lægger arabisk og hebraisk og visse af de asiatiske systemer, bliver det klart, at det mest udbredte skriftsystem i verden er et, hvor det enkelte tegn står for en lyd. Så behøver man nemlig kun 25-30 tegn og kan stave alt med dem.
Andre systemer kunne være stavelsesskrift (kræver 75-80 tegn) eller tegnskrift (hieroglyffer eller kinesiske tegn), hvor man snildt kan komme op på 3000 forskellige.
Det ser ud til, at det latinske alfabet, som også er vores, er det mest succesrige. Indlæringstærsklen er da også lav. De max. 30 tegn, man har brug for, kan man lære på meget kort tid.
I videre forstand er ’alfabet’ altså skriftsprog, menneskers måde at skrive verden ned på. Det hidtil smukkeste udtryk for dette er Inger Christensens digtsamling med samme navn fra 1981.
”abrikostræerne findes, abrikostræerne findes” lyder første digt. Så er det ”bregnerne findes; og brombær, brombær / og brom findes; og brinten, brinten”. 3. digt: ”cikaderne findes; cikorie, chrom / og citrontræer findes; cikaderne findes; / cikaderne, ceder, cypres, cerebellum”.
Og sådan fortsætter hun gennem alfabetet med stadig længere digte efter et enkelt, men sindrigt system. Duerne findes, efteråret findes, fiskehejren, grænserne og hviskningerne.
Det går helt frem til bogstavet n.
Stadig længere digte, der remser op og forbinder og krydsbestøver hinanden. Mod slutningen ”alfabeterne findes …”, hvor digteren ser på det at skrive som livet selv. Kroppen og naturen bliver til skrift.
Mennesket forholder sig til verden med alfabet.