De kommer igen

Der var engang, hvor der var forskel på folk. Der var de fine, og så var der de almindelige. De fine talte fint, og de almindelige almindeligt. I gamle dages Danmark var der kun en måde at tiltale andre på, hvis man hørte til det almindelige folk. Man sagde ’du’. Men de fine skelnede. Der var familie og venner, som blev tiltalt ’du’, og så røg resten af befolkningen over i kategorien ’De’, uden videre og uden forskel. Man sagde ’De’ på offentlige kontorer, i forretningslivet og alle de andre steder, hvor man kom i kontakt med nogen. Der kunne dog være særligt vigtige personer, der så at sige var for fine til ’De’, og så måtte man over i tredje person og titel: ”Vil det behage hr. landsretssagføreren at afgive sin ordre?” ”Nej, desværre, fru grosserer Hartmann, det kan vi ikke hjælpe fru grossereren med.” Dette standssamfund blev aldrig landsdækkende, men var et byfænomen og som sådan dominerende i de bedre kredse landet over. Der gjorde man forskel. For den, der færdedes hjemmevant i s...