Der var engang, hvor der var forskel på folk. Der var de fine, og så var der de almindelige. De fine talte fint, og de almindelige almindeligt.
I gamle dages Danmark var der kun en måde at tiltale andre på, hvis man hørte til det almindelige folk. Man sagde ’du’.
Men de fine skelnede. Der var familie og venner, som blev tiltalt ’du’, og så røg resten af befolkningen over i kategorien ’De’, uden videre og uden forskel. Man sagde ’De’ på offentlige kontorer, i forretningslivet og alle de andre steder, hvor man kom i kontakt med nogen.
Der kunne dog være særligt vigtige personer, der så at sige var for fine til ’De’, og så måtte man over i tredje person og titel: ”Vil det behage hr. landsretssagføreren at afgive sin ordre?” ”Nej, desværre, fru grosserer Hartmann, det kan vi ikke hjælpe fru grossereren med.”
Dette standssamfund blev aldrig landsdækkende, men var et byfænomen og som sådan dominerende i de bedre kredse landet over. Der gjorde man forskel.
For den, der færdedes hjemmevant i systemet, var det en given sag, at man måtte skelne. Mennesker var grundlæggende to slags, dem indenfor kredsen og dem udenfor.
Man kunne ”drikke dus”, hvis facaderne faldt og man kom tæt på et andet menneske. Det at kalde hinanden ’du’ var nemlig et ridderslag, det var at blive lukket ind i de inderste cirkler.
Klummeskriveren har selv så sent som i slutfirserne oplevet et højt placeret menneske med orden i principperne, der ubesværet skiftede ’De’ ud med ’du’, da vi først var kommet i samme firma.
Men så kom 1968. Ud med autoriteterne, tænkte og sagde man, ud med konventioner og traditionel høflighed. Ind med lighed, ind med direkte kommunikation.
Man blev dus uden at skulle beslutte sig for det. ’Du’ blev det naturlige, og efterhånden blev det en undtagelse at møde et ’De’. Det føltes stadig mere distancerende.
Set fra afsenderne var det sikkert ikke nedladende ment, men modtagerne var i stigende grad uvante med tiltaleformen og følte sig talt ned til. Og var man ikke vant til ’De’, føltes det meget fremmed.
Det kan klummeskriveren bevidne med anekdoter, og det kan læseren måske også. Her holder vi os dog til de allerseneste år og zoomer ind på tiltaleformernes nye trend: ’De’ vender tilbage.
Sikkerhedskontrollen i lufthavnen. Det bipper, og der skal kontrolleres på kroppen. Ingen tvivl om, hvem der bestemmer, men vagten tiltaler passageren med ’De’.
Det samme sker indimellem i butikker, ja selv på Burger King er det sket, at man som almindelig kunde pludselig får markeret distancen eller respekten.
Dette føles underligt for en borger, der ellers har følt sig godt tilpas i det danske ligemageri.
Hvordan kan ekspedienten få sig til at spørge, om et køb ’er til herren selv’, som det lød for nylig? Ja, svaret ligger hos den unge generation, og de er jo på alle måder på vej frem.
Høflighedsformerne, herunder tiltalen af fremmede med stedordet ’De’ er på vej tilbage. Dette kan man få bekræftet ved at slå ørerne ud, men der er også andre tegn. Det sker nemlig internationalt.
En artikel i det svenske Språktidningen for nylig gjorde et nummer ud af det. De unge i Sverige er mere og mere tilbøjelige til at bruge den høflige tiltaleform ’Ni’, når de møder nye mennesker professionelt.
Historien i Sverige er lidt mere indviklet end den danske, fordi ’Ni’ har en mere blandet fortid og f.eks. ofte blev brugt over for tyendet, dengang mange havde stuepiger, men det ser ud til, at de unge føler et behov for at skelne mellem dem, de taler til.
Måske har de også lært en lille smule sprog. Både på tysk, fransk og spansk kommer man nemt i problemer, hvis man uden at tænke over det blot taler ud fra den danske ligelighedskultur, hvor alle er lige meget (eller lige lidt) værd og derfor kun har krav på at forvente et ’du’.
Alle de sprogområder skelner fortsat tydeligt mellem det venskabeligt/familiære område og resten.
Men hovedindtrykket står sådan set klart nok: den unge generation er ikke så bange for at markere standsforskelle i talen.
Spørgsmålet er, om de er egentlig konservative, eller de blot forholder sig realistisk til en verden, hvor uligheden er i vækst.