Sommerfugl

Så er det oktober, og haverne har snart ikke flere blomster. Sommerfuglene er væk, og deres yndlingsplante sommerfuglebusken er afblomstret. Slut med sommer og slut med sommerfugle.

Men de er jo ikke fugle, siger du måske. Nej, det er der noget om, det er insekter, vi taler om. Men de er sammen med bierne de eneste insekter, som mennesker knytter sig så positivt til, at vi helt glemmer, at de er insekter. De appellerer til os, vi lægger symbolværdi i dem.

Vi har ordet ’sommerfugl’ fra det tyske, hvor man har brugt ordet både om de flotte insekter og om trækfugle, der jo for så vidt også kun er her om sommeren.

Men ellers er sommerfugle nogle af de væsener, der hedder mest forskelligt på de europæiske sprog. I en helt ny bog af historikeren Jakob Danneskiold-Samsøe (Rejsen mod Europa, bind 2) bruger han netop sommerfuglens mange navne til at fortælle, hvor mangfoldigt et kontinent Europa er.

På latin hed den en papilio, og deraf kommer det catalanske papallona og det franske papillon. Men sådan taler man slet ikke i det italienske. Der hedder den farfalla. Lyder det bekendt, skyldes det nok, at der er visse pastatyper, som bærer det navn.

Ifølge Danneskiold-Samsøe kommer den betegnelse af det urgermanske ord fifaldo, som ligger bag en del sprogs betegnelser for insektet. En Falter, sagde tyskerne i gamle dage, nærmest i betydningen en sværmer.

Samme ord bliver til fivreld på nynorsk, firvald på Færøerne og noget lignende i Island, en fjäril på svensk. Man ser den flagre foran sig.

Men tyskerne siger faktisk selv Schmetterling om dyret. Visse sommerfugle har åbenbart en svaghed for sur mælk eller fløde, for det er, hvad Schmetter er. Der findes også dialektnavne som Milchendieb (mælketyv), Molkenstehler (vallestjæler) eller Buttervogel (smørfugl). Så kan det ikke undre, at englænderne helt tilbage fra deres gamle germanske rødder har brugt betegnelsen butterfly (smørflyver).

I Spanien blander man jomfru Maria ind i sagen, ligesom vi herhjemme gør med mariehønen. Spanierne siger mariposa, og det betyder faktisk, at ’Maria hviler’. Den videnskabelige betegnelse fra Linnés tid er ellers lepido-ptera, altså skæl-vinger (oldgræsk), og sådan siger de så i Ungarn (lepke), Estland (liblikas) og det meste af Balkan (leptir).

Russerne siger baboshka, samme ord som de gamle koner. På nygræsk er det petalouda, som er i familie med ordet for kronblade, og på oldgræsk har man simpelthen sagt psyke.

Dermed er den geografiske rundtur slut, og Danneskiold-Samsøes pointe vist klar for enhver: Europa er mangfoldig, vores sprog er forskellige vinkler på den samme virkelighed, og man kan ikke være rigtig europæer, hvis man kun kan se i en retning.

Men sommerfuglen og dens mange navne står åbne for fortolkning. Sommerfuglen kan stå for sjælen, sådan som grækerne jo sagde psyke. Flagrende og svær at få hold på, helt anderledes uhåndgribelig end kroppen.

Det mærkelige i, at russerne lader sommerfugle og bedstemødre være ens, skyldes en udbredt folketro på, at afdøde menneskers sjæl lever videre i de små insekter.

Herhjemme kan vi i romantikken, f.eks. hos Oehlenschläger i Lær mig, o skov, at visne glad, møde sommerfuglens forvandling fra larve til puppe og derefter sommerfugl som en metafor for det jordiske menneskes forvandling til evighedens nye liv.

Hvis sommerfuglen er som et kronblad, er billedet også tydeligt: Ligesom en blomst folder sig ud og bliver betagende smuk, når den bryder knoppens begrænsning, er sommerfuglen en uventet skønhedsåbenbaring, når puppen brydes.

Pludselig udfolder den sig. Man kan ikke holde den tilbage. Det må være grunden til, at den franske straffefange Henri Charrière fik sit øgenavn sommerfuglen (Papillon). I sin selvbiografiske roman fra 1969 beretter han om sit liv som fange og sin fantastiske flugt. Bogen er filmatiseret i både 1973 og 2017.

Sommerfuglen kan også stå for det sværmende i betydningen det troløse. Man sværmer for nogen, blafrer, er ikke for fastholdere. Man flyver fra den ene til den anden blomst som i den klassiske dansktop-succes med Bjørn Tidemand. ’Flyv fra blomst og til blomst, fra skjul til skjul’.

Men billedet er dragende: ’Når jeg ser på dig, ak, så tænker jeg, hvem der bare var sommerfugl’. Den flagrende nektarnyder er modbilledet til det stressede menneske. Hele sangen er en lang længsel efter den harmoniske natur, der er langt mere tilfredsstillende end de nedslidende menneskelige vilkår.

På samme måde, men med et lidt andet lyrisk register, kan man finde hele tilværelsen spejlet og beskrevet i Inger Christensens hovedværk Sommerfugledalen (1991). Der stiger planetens sommerfugle op og daler ned, som var de livets hele åndedræt. De fascinerende insekter i det kunstfærdige, poetiske arrangement er en vej til at forstå verden og os selv.

Det antydes allerede i det latinske ord papilio, som er i familie med berøring og kærtegn, noget fint og intimt. Den sarte skabning er godt nok en uventet skønhedsåbenbaring, men den er skrøbelig og får et kort liv. Er det sommerfuglen, vi taler om, eller mennesket?

Ja, sommeren er kort, lad os folde os ud, mens det er tid. Vi slutter med et par afledte betydninger af det symbolladede insekt, der har givet navn til både en svømmeart og en beklædningsgenstand.

Svømmere vil vide, at ’fly’ er et andet ord for den stil, hvor armene føres parallelt frem over vandet for derefter at trække kroppen kraftfuld frem med et langt tag under vandet. Måske er det symmetrien, der har fået nogen til at give den navnet ’butterfly’.

Beklædningsgenstanden hed i klummeskriverens ungdom en ’charmepropel’ og havde en kort overgang større popularitet end slipset. Men ikke mange går med butterfly længere.

Til gengæld er det et internationalt udtryk at have ’sommerfugle i maven’. Det findes i alle vores nabolande i det nordlige Europa og handler om den meget levende kildren, der betyder, at man lever.

Nervøs, usikker, præstationsangst – livet er en dans med sommerfugle.