Klartekst.
Sådan siger tyskerne. Klartekst er, når man får den forklaring, man skal bruge.
Hvis noget er formuleret lidt indforstået eller indviklet, savner man, at nogen siger det i ’klartekst’, altså klart og tydeligt. På dansk er der mange muligheder for at sige det samme, og vi vil nu kigge lidt på det hav af metaforer, der omgiver talen og talens brug.
Masser af udtryk bruger mund, om man så må sige. At bruge mund er simpelthen at snakke. Så lader man munden gå, man er rapmundet, munden løber på en. Man kan tage munden fuld, allerhelst for fuld, og så gaber man over mere, end man kan klare.
Eller man kan tage bladet fra munden, og så strømmer det fra en, læg mærke til det. Bladet hentyder muligvis til selve de blade, Adam og Eva dækkede sig med, da de så, de var nøgne. De blev generte, men tager man bladet fra munden, taler man ugenert.
Mennesker er særlige blandt primalerne, fordi vi kan lave så mange lyde. Sproget er derfor en specielt menneskelig foreteelse, og vores tunge kan mere end de fleste andre dyrs.
Vi siger, at en, der er god til at tale, er godt skåret for tungebåndet. Så bevæger den sit frit. Man kan have noget ’lige på tungen’, eller man kan ’holde tand for tunge’, hvis man holder mund med noget.
Men hvis det skal ud, får man tungen på gled. Den glider ikke, sådan fysisk set, men der er gang i den. Så snakker man fanden et øre af, eller billedet glider igen over i det fugtige:
Man kan ’tale som et vandfald’, eller noget kan komme fra en som skidt fra en spædekalv. Det strømmer, som vi så før. Man galper op, himler op, bralrer op og meget mere. Stortalende mennesker har der åbenbart altid været.
Om dem, der har let ved at få munden på gled, siger vi, at de er rappe i replikken. Bogstavrimet gør udtrykket bedre. Man kan være rapmundet, ligefrem, bramfri. I gamle dage kunne man også tale djærvt, fripostigt eller direkte synftigt.
Lagde man ingen bånd på sine udgydelser (endnu et flydebillede), hed det at tale af ’karsken bælg’. Her er billedet luft, for en bælg er en skindsæk eller beholder, man kan puste luft ud af, så pejsen eller essen fanger bedre ild. Karsk betyder rask eller kraftig.
Skruer man ikke blot op for mængden, men også for ophidselsen, findes der også mange faste udtryk. Man hæver røsten eller hæver stemmen og bruger måske store ord. Man kan overfuse nogen, hegle dem igennem, give dem tørt på. Vi kan skrue op for retorikken, skælde nogen huden fuld eller skælde dem hæder og ære fra. Det sidste udtryk har rødder helt tilbage i den før-kristne tid, hvor æren var det fagreste træ i skoven.
I vore dage er det et andet samfund. Så siger man folk nogle borgerlige ord, nogle sandheder eller bare den usminkede sandhed, slår i bordet og tænker måske på at rive hovedet af dem. Vi kan tale om voksen-skæld-ud eller verbale overfald, og hadtale og fornærmelser er efterhånden ikke velset eller måske endda strafbart.
Der kan jo også være ting, der ikke bliver sagt, som i udtrykket fra før med at holde tand for tunge. Så forbigår man noget i tavshed, holder kortene tæt ind til kroppen, henholder sig til en tavshedspligt eller forsøger at tie noget ihjel.
Min mund er lukket med syv segl, hed det i bibelen. Læg lige mærke til, hvor mange billeder der her bruges. Forbigå, som om talen var en gåtur, tie noget ihjel, som om det var et drab. Lukke munden med segl, som om det var en kuvert, man kunne sætte et laksegl på.
Men presses man længe nok, tager man måske til genmæle. Vi kan give igen, gerne give igen med samme mønt, tage ordet ud af munden på nogen eller give svar på tiltale.
Den, der gør det, er slagfærdig og ikke mundlam.
I et moderne billedsprog siger man med et sportsudtryk, at man returnerer en presbold. I gamle dage, hvor krydderierne var sjældne, hed det at give råt for usødet. Altså: Nogen giver dig usødet, dvs. ikke særlig rar eller indbydende tale, og dit svar er at give råt, dvs. ubehandlet, groft og utilberedt tilbage. Facaderne falder, når man er vred.
Lige nu er valgkampen så gået i gang, og vi skal indstille os på at høre debatter, hvor der lyder gnubbede ord og skarpe udfald. Det er en valgkamp i valgkampen, hvordan disse uenigheder og ordvekslinger italesættes. En hel horde af nordjyder ser ud til at stemme på et nyt parti, hvis største fortrin er, at formanden ’siger det, som det er’.
Hun må ’bare sige’, siger hun så, og alle råber: Herligt!, som var det Klods-Hans, der aldrig manglede ord. Hun har sine meningers mod, taler frit fra leveren og uden omsvøb.
Hvorfor det lige er leveren, man taler fra, melder historien ikke noget om, men billedet signalerer ægthed.
Leveren er et indre organ, og frit fra den glider affaldsstofferne, uden at man bevidst beslutter det. Så at tale frit fra leveren står for noget spontant og naturligt.
Uden omsvøb vil så sige, at de naturlige sandheder ikke er pakket ind. Omsvøb skjuler, forbehold gør uklart, realisme er muligvis også et benspænd for den fine retorik.
Det bedste danske udtryk for den tanke er, at man kalder en spade for en spade. Den findes også i varianten at kalde en skovl for en skovl.
Eller i klartekst: Måske skulle man kalde mundsvejr for mundsvejr.