Efteråret er for alvor på vej: regnvejr, halvkoldt og mere og mere mørkt. Vi søger ind og samler os om hinanden og maden, et spil, nogle nyfaldne æbler og måske en overraskelse fra ovnen.
Der skal bages, for det er der liv i, endda på flere måder. For gæren er levende og får dejen til at vokse; når man bakser en brøddej sammen, eksperimenterer man sådan set med en anden livsform.
Men også processen, æltningen, er livgivende.
Forfatteren Jan Kjærstad lader en af sine romanfigurer redde en selvmordskandidat - han lover at bage brød til vedkommende. Og endelig er duften af nybagt brød nærmest uimodståelig. Ejendomsmæglere har ingen bedre råd til hussælgere end at bage brød, lige før de eventuelle købere stikker hovedet indenfor.
Måske bruger man ikke opskrifter til almindeligt hvedebrød. Men gør man, kan man i gamle opskrifter komme ud for, at der tales om flormel. For klummeskriveren var det som barn en gåde at møde dette ord, for mindede det ikke lige lovligt meget om flormelis, som var noget ganske andet?
Med tiden forsvandt udtrykket flormel, også fra danske kogebøger, og forundringen svandt også ind. I grunden var det ikke så mærkeligt et ord, når man først havde lært engelsk. Mel hed flour, og sådan er der så meget.
I mellemtiden er der kommet mange forskellige former for mel til. Der er mel fra mange planter (som eksempelvis mandelmel, rismel) foruden de gamle kornsorter og flere andre genopdagede (spelt og emmer, f.eks.), og der er mange typer:
Fuldkornsmel, mel med kerner eller grahamsmel, hvis alle plantens dele tages med. S. Graham (1794-1851) var en amerikaner, der anbefalede at spise hele molevitten af sundhedsgrunde. Sigtemel bruges om rugmel, hvor man efter turen gennem kværnen tager de største stumper fra – deraf sigtebrød.
Ordet mel er i familie med at male og dermed også navneordet mølle. Hvis vi ser på, hvor mange danskere, der hedder Møller til efternavn, og hvor mange steder der hedder noget med -mølle, bliver listen lang. Så vigtigt var kornet og mulighederne for at udvinde mad af råvarerne.
Når de gamle opskrifter talte om flormel, mente de det fine hvedemel, man lavede hvedebrød af. Hvedebrød var finere og dyrere og hørte til højtider, helligdage eller overklasse. Navnet skyldes godt nok ikke nogen indflydelse fra England (på trods af, hvad www.ordnet.dk siger).
Forstavelsen flor- har kunnet bruges om både mel og melis, fordi den er lånt fra latin. Flor er, når noget trives og blomstrer, ja blomst hedder simpelthen på latin flos, i flertal flores. Det er derfra, ordet flora om planteverden i det hele taget stammer.
Vi kan tale om, at noget står i fuldt flor, altså i fuld blomst. Når noget florerer, går det godt for det, det er meget udbredt og trives godt. Man bruger også udtryk som ’blomsten af Danmarks ungdom’. Og nu nærmer vi os forklaringen på forstavelsen.
Når man kalder det fine mel flormel, er det, fordi det er ’blomsten af melet’, den fineste slags. På samme måde er flormelis den fineste udgave af sukker. De to ord ligner hinanden, og i virkeligheden er de to produkters udbredelse udtryk for den moderne tids forkærlighed for det raffinerede, fint forædlede.
Men forbistringen bliver ikke mindre, hvis vi går sukkerbetegnelserne efter. Perlesukker, hugget sukker eller puddersukker er ikke noget problem, men det, vi kalder farin, er underligt.
Det kommer nemlig af det latinske ord for mel, farina. Farin er jo enten mørk eller lys, når man går i en butik. Men begge dele er restprodukter fra den raffinering, der skal skaffe os forbrugere en masse helt hvidt sukker. Det er en gåde, hvorfor man bruger den latinske mel-betegnelse om dette mørke og langt sundere sukkerprodukt.
Men det er ikke helt slut med blomsterne. Ordbøgerne oplyser, at flor også har fundet vej til andre og måske overraskende ting. En samling udvalgte tekster hedder på latin florilegium, og det gengiver det fuldstændigt tilsvarende græske ord anthologi, der betyder det samme. En blomstersamling eller bare en buket – man må tro, det er de bedste tekster, der udvælges.
Flor ligger også bag fægteredskabet en fleuret. Den bruger man nemlig til at træne fægtning med, og derfor sætter man en dup yderst på spidsen, så ingen tager skade. Denne dup havde i sin tid form som en lille blomst, deraf navnet.
Og endelig er der på latin muligheden for at sætte en formindskende endelse på et navneord. Ordet for menneske er homo, en mandsling hedder homunculus. På samme måde hedder en blomst flos, og en lille blomst, f.eks. en sprogblomst, hedder følgerigtigt flosculus, altså floskel.
Ikke så godt, hvis flosklerne står i fuldt flor, vi vil hellere have flor-ord, blomsten af ordene.