Danmarks herrelandshold vandt en fodboldkamp i tirsdags. Israel blev slået med hele 5-0, selv om det israelske hold spillede bedst i den første fjerdedel af kampen. Men danskerne scorede på de chancer, de fik, og så gik det, som det gik.
Kommentatorerne kaldte på et tidspunkt den danske udnyttelse af mulighederne for ’kynisme’. Man må forstå, at en angriber, der er effektiv, i fodboldsprog også kan kaldes ’kynisk’. Vi, der ser fodbold, har vænnet os til det, andre kan det måske overraske.
Ordet er relativt nyt i fodboldsammenhæng, og på diverse fodbolddebatsider på nettet er der da også forskellige meninger om det. Nogle synes, det er mærkeligt at kalde effektivitet kynisme, mens det for andre nærmest er et yndlingsudtryk.
Slår man ’kynisk’ op i en ordbog, får man en definition, der lyder: ”som udviser eller er præget af foragt for den menneskelige natur og ligegyldighed over for andres ulykke”.
Så er man kynisk, hvis man kører folk ned og flygter fra ulykkesstedet, man er kynisk, hvis man lader lejere flytte ind i en bolig, man ved er sundhedsfarlig, og man er kynisk, hvis man udnytter andres følelser. Den i et forhold, der er mindst forelsket, er den, der bestemmer mest, kynisk betragtet.
Kynisme er også at udnytte, at andre ikke har noget valg. Man kan pege på skandaler med ulovlig kemi puttet i modermælkserstatning (Kina for nogle år siden) eller på de chauffører, som et dansk firma lod bo i uopvarmede containere nede ved grænsen til en latterlig lav løn, lokket af drømmen om Europa.
På den måde er ’kynisk’ særligt blevet brugt på to måder: Dels om meget dårlige karaktertræk ved enkeltpersoner, som er ligeglade med andre og ser stort på deres følelser. Dels til kritik af større, umenneskelige systemer. Her kan man pege på kapitalismen, f.eks. de elendige arbejdsforhold, vores tøj produceres under i Bangladesh og andre lande. Vi kan også nævne den russiske kommunisme med overvågning og vildt overdrevne domme til politiske modstandere, som vi ser de sidste rester af i Belarus (og for så vidt også Rusland), eller i sidste ende det allerværste i vores hukommelse, nazisternes beregnende, kølige og banalt-bureaukratiske jødeudryddelse.
Kynisk er altså et meget stærkere ord, end sportskommentatorerne er sig det bevidst. Kynisk er det, der unddrager sig den almindelige medmenneskelighed, noget der bryder med de hensyn, vi som artsfæller gerne vil tro, vi tager til hinanden. Der er tale om ’foragt for den menneskelige natur’, som ordbogen siger.
Men ordet kynisk har endnu et lag, og det lag var det første, der opstod. Kynisme er nemlig betegnelsen for en filosofisk retning i oldtiden. Kynikere var, hvis man skal sige det kort, no crap-provokatører. De var realister af den hårde skole, som kunne skære igennem, og de besad også en vis foragt for den menneskelige natur.
Den mest berømte af dem var Diogenes, som efter sigende boede i en tønde. Han levede i det 4. århundrede før vor tid og var en stor kritiker af Platon. Når Platon f.eks. talte om fænomenerne og ideerne, lød Diogenes’ svar: ”Jeg kan godt se bordet og bordets ben, men bordets ide kan jeg ikke få øje på.” En realistisk kritik af idealismen.
Diogenes fik engang fint besøg af den unge himmelstormer Alexander den Store, der skulle ud at erobre verden. Alexander opsøgte tønden på Athens torv, stillede sig foran den og hilste på den beundrede filosof. Han præsenterede sig og spurgte, om der var noget, han kunne gøre for ham. Diogenes svarede, at han gerne måtte flytte sig, for han skyggede for solen.
På den måde var kynikerne kendt for deres gennemtrængende og målrettede udtalelser. De så lige igennem floromvundne eller uklare påstande. Deres direkte stil skaffede dem også modstand.
Men hvorfor hed denne filosofiske retning den ’kyniske’? Det skyldtes deres øgenavn, som kom af det græske ord ’kyån’, der betyder hund. Kynikernes livsstil var præget af en indgroet foragt for ydre pragt, for luksus og for position i samfundet. De levede på gaden og snakkede med alle. Tønden som bolig svarede helt til, hvordan herreløse hunde også dengang overnattede.
Denne foragt for alt det etablerede viste sig på mange måder. Diogenes og de andre klarede alle deres behov i offentlighed, både at spise og hvad det medfører og at drikke og hvad det medfører. Skulle der være flere behov, der trykkede, skete behovsopfyldelsen også i offentlighed.
På et tidspunkt lavede Diogenes endda det stunt at lade sig sælge som slave. Han ville bevise, at det ydre var ligegyldigt, og desuden havde han det synspunkt, at han ikke var borger i en bestemt stat, han var derimod borger i verden. Kosmopolit, hedder det på græsk, og heri lå og ligger der en radikal lighedstanke, som er kynikernes varige bidrag til filosofien.
Således ligger der under fodboldkommentatorernes klicheer flere lag betydning i et enkelt ord. Fra sit udgangspunkt den provokerende filosofiske kritik hos de oprindelige kynikere har ordet ’kynisme’ bevæget sig ud i den brede beskrivelse af både enkeltmennesker og hele samfund. Og i en subkultur som fodboldverdenen har udtrykket så på det sidste fået en næsten positiv drejning.