Jeg har, endog stor respekt for samfundsforskeren Johs. Andersen og hans faglighed, men i klummen ”Quick-test og quick-gudstjenester” bevæger han sig ud på dybt vand – dér, hvor man ikke kan bunde. Derfor denne kommentar, som jeg først deklarérer med oplysningen om, at jeg er født ind i den danske, protestantiske kirke, hvor jeg de første 40 år af mit liv engagerede mig både som frivillig og ansat og – i al beskedenhed – satte en del aftryk. I år 2000 meldte jeg mig ud af både det protestantiske og Folkekirken idet jeg konverterede til den katolske version af kristendommen og dermed hvad nogle kalder Moderkirken.
Jeg mener, at Johs. Andersen tager fejl på mange punkter i sin klumme, og da jeg ikke ser nogen grundlæggende modsætning mellem den protestantiske og den katolske tro, finder jeg det nødvendigt at forsvare både troen og institutionen Folkekirken mod Andersens forsigtige angreb.
1: Johannes synes at blande kristendom og kirke. Kristendom er tro, kirke er institution. Der er ikke nødvendigvis nogen modsætning imellem dem, men de er ikke det samme. Troen kan godt leve uden kirke, kirke ikke uden tro. Derfor er begrebet ”kulturkristen” opstået som en underlig hybrid. Johannes har ret i, at mennesker naturligvis – eller kulturligvis – kan tro hvad og hvordan de vil og det gør de så.
2: Imidlertid vælger mange – rigtigt mange – at melde sig ind i den forening, der kaldes Folkekirken, og som ikke er fra 1500-tallet som samfundsforsker Johs. skriver, men fra 1849, opstået som en del af Grundloven.
3: Disse frivillige medlemmer af Folkekirken vælger at betale kontingent til foreningen, lidt over seks milliarder kroner årligt, opkrævet over en lokal- og en landsskat. Man kan til enhver tid melde sig ud (som jeg gjorde for 20 år siden) og dermed ikke betale kontingent. Alligevel kan man bruge de fleste af Folkekirkens serviceydelser, herunder de kulturelle og sociale – mere om det senere.
Det er rigtigt, at Den danske Folkekirke har otte miliarder kroner til rådighed, som Johannes skriver. Ud over det frivillige kontingent på seks milliarder tjener foreningen godt én milliard selv og får en betaling fra Staten på ca. 800 millioner, bl.a. for ”civilregistrering”, altså at notere fødte, gifte, døde og den slags. Måske burde den slags ordnes offentligt, men mange gange har man undersøgt muligheden uden at finde rationaler i den.
4: Her er det, at det kulturelle (og sociale) kommer ind, som er pointen i forsker Andersens klumme. Kunne man ikke fordele Folkekirkens mange penge bredt ud til de rigtigt mange andre kulturinstitutioner og trosssamfund, der også ”sætter spørgsmål om liv og død på dagsordenen”?
Det kunne man sagtens, men så er vi tilbage ved det med civilregistreringen, som det ikke kan betale sig at ”købe hos det offentlige” fordi det er for dyrt. Sagt på en anden måde: Folkekirken er ubetinget landets største udbyder af kulturelle arrangementer – vi taler om tusindevis af foredrag, koncerter, udstillinger m.m. årligt hvoraf de fleste har gratis adgang – langt de fleste uden noget kirkeligt sigte. Jeg tror, at Johannes Andersen bør opdatere sig med hensyn til det han slutteligt kalder ”aktiviteter og vigtighed, målt ud fra engagement og folkelig betydning”. 75 procent af befolkningen er medlemmer af foreningen Folkekirken. Der skal fire NemID-klik til for at få skilsmisse – der skal kun ét til for at blive udmeldt af Folkekirken – og dermed spare skattekroner.
Nåja, og så er kirkens enorme sociale virksomhed ikke medregnet. Den er uberegnelig, for tro handler ikke om penge…