Det er et par år siden, at jeg gæstede Aalborg Teater. Og den oplevelse lærte mig, at teaterformen forsøgte at presse mig ind i en publikumsrolle, der var mere passiv, end den var aktiv.
Det er ikke så længe siden, at jeg gæstede Kino. Samlet set går jeg nok i biografen 5-6 gange om året. Selvfølgelig både for at se de konkrete film, men lige så meget også for at være sammen med familien og ikke mindst den yngre del af den. Og så for ikke at være bagud i spoiler gamet.
Sidst jeg gæstede Kunsten, var da de havde Trampedach udstillingen. Og her lærte jeg, at kunstnere kan være selviagttagende på en måde, der får kunsten til at handle om kunstneren og ikke kunsten. 
Jeg har haft en del samarbejde med Kunsthal Nord, hvor det handlede om at være samskabende deltager, og ikke kulturkonsumerende publikum.
Jeg har været to gange i Musikkens hus, og den ene af gangene var for at høre på historier fortalt af populærkulturens skjald, Jakob Stegelmann.
Jeg har været på Skråen en del gange, men sjældent for musikken, og mere de ekstraordinære oplevelser som f.eks. Majestique.
Det er så mange kultur- og kunstscener i Nordjylland, som jeg slet ikke kender til. Men det betyder ikke, at jeg vandrer hvileløst rundt i søgen efter mening.
Jeg bruger en del tid på at bidrage til frivillige foreningsidræt, og selvom jeg ikke har været på Aalborg Stadion (nu Aalborg Portland Park), så betragter jeg netop idræt som kultur. En kultur, hvor der netop er fokus på at være deltager, og ikke publikum. Men lad os nu ikke blande kortene for meget.
Jeg har som forsker søgt at bidrage til, at kunsten forsøger at ændre scene. I stedet for at lade kunsten udfolde sig i ”trygge rammer”, så arbejdede vi med projektet ”Kreativ interaktion i arbejdslivet” med at få kunsten ud i ”fremmede rammer”. Ud i virksomheder, ud på skoler, ud i andre institutioner, som kunsten normalt ikke arbejder med.
Jeg er ikke sådan rigtigt uenig med Bent Stenbakkens synspunkt, at kulturen er i en slags krise. En krise, der både handler om publikums adfærd, men også udsultningen af vores egen kulturproduktion i kampen med den globale kulturindustri.
Dertil er det min iagttagelse, at vores kultur- og kunstinstitutioner gør rigtigt meget, for at det ikke er kendskabsgraden, der er kilden til vores vigende kulturforbrug.
What to do?
I andre sammenhænge fremhæves partnerskaber som en nøgle til at skabe værdi og øge motivationen for deltagelse. Måske burde vores kultur- og kunsts institutioner tænke i overraskende partnerskaber. Jeg siger ikke, at det er lige til. Men hvad om klassiske dramaer om livet i det moderne samfund blev opført på Aalborg Portland?
Selvom jeg sagtens kan forstå Stenbakkens opråb imod et kulturkonsum der centreres omkring skærmen, så tilbyder digitale medier, og alt hvad de åbner for, en række muligheder for at møde et publikum i bevægelse.
Er der noget Coronakrisen lærte os, så var det, at det at gå ture faktisk er en meningsfuld aktivitet. Jeg har i anden sammenhæng forsøgt at skitsere konturerne af et koncept Kultur-2-Go. Men der er nok et stykke vej at gå endnu, før det kan realiseres.
Jeg ser faktisk problemet eller kulturkrisen på en noget anden måde, end Stenbakken. I en verden hvor vi er så bekymrede for at spilde tiden, og ikke mindst spilde tid på noget, hvor vi ikke helt er sikre på, hvad vi får ud af aktiviteten, skal vi netop til at lære at spilde tid.
Jeg siger det med stor respekt for kunst og kulturinstitutionerne. For det at spilde tid er ikke nogen negativ kategori. At spilde tid er det samme som at lege. At lege med materiale, at lege sammen med andre, at lege for at skabe mening.
Måske kulturlivet skal reddes ved at mobilisere vores evne og lyst til at lege. For når vi leger, så kigger vi ikke på uret. Vi kigger ikke efter nyttegevinster. Når vi leger, så aktiverer vi vores passion. Og kulturlivet kan netop drage nytte af denne passion.
Jeg har ikke nogen kogebogsopskrift på, hvordan det med eller uden digitale medier er muligt for kulturlivet at mobilisere vores passion, vores lyst til at lege med mening. Men der skal noget andet til end abonnementsordninger, hvor argumentet er pris.
Jeg vil gerne støtte Stenbakkens opfordring til det nordjyske publikum om at støtte op om kulturlivet, lokalt og regionalt.
Men måske en del af problemet netop handler om kategorien ”publikum”. Når musikfestivaler er så populære, så er det netop fordi, at gæsterne ikke opfatter sig som publikum.
De er deltagere, og med digitale medier skaber de deres egne oplevelser, som de deler med deres netværk og venner. De er medskabende og meningsskabende mennesker, og de spilder tid. For der er vel ikke mange, der vil mene, at tiden med tømmermænd er særligt meningsfuld eller produktiv.