I torsdags åbnede Aalborg Symfoniorkester sæsonen med en koncert med undertitlen "Musikalske malerier", dækkende over, at koncertens hovedværk var Modest Mussorgskys "Udstillingsbilleder".
Komponisten henviser med sin musik til billedkunst, og de to kunstarter har det tilfælles, at de er non verbale, ordløse - i modsætning til litteratur og teater. Komponisten lod sig inspirere af nogle konkrete malerier og har kaldt satserne "Den store port i Kiev", "Hytten på fugleben", "Gnomen" etc., men sætter i øvrigt ikke flere ord på.
Den slags kalder fagfolk programmusik, fordi man mener, at musikken beskriver et konkret indhold. Spørgsmålet er så, hvor konkret musik kan være. Kan den sige "ja" eller "nej", f.eks.?
Det samme gælder billedkunst.
Den tyske filosof og komponist Theodor W. Adorno mente, at "musikken begynder hvor ordene holder op". Og det er netop meningen med musik, billeder og bevægelser: at de udtrykker det, som ordene ikke kan.
Sæsonstarten giver anledning til at fundere over det program, der præsenteres, ikke indholdet af koncerterne, men det katalog eller A4-ark, man får stukket i hånden, når man kommer med det formål at opleve, altså høre musik.
De trykte programmer er meget forskellige, ikke blot i dette land, og ofte undrer jeg mig over, hvad musikken (og publikum) skal med alle de ord.
Nogle mener, at især moderne musik kan være svær at forstå og derfor kræver nogle forudsætninger, f.eks. oplysninger om, hvad meningen med musikken er. Men musik skal ikke forstås, fordi den ikke har anden mening, end at den er menings-løs.
Bliver dette for filosofisk, så glem det, slå ørerne ud og hjernen fra. Lyt! I øvrigt var det måske mere nødvendigt med noget baggrund, når det gælder klassisk musik.
I virkeligheden burde "klassisk musik" hedde "historisk musik", for det meste af den er jo skrevet af for længst døde komponister, der, som nutidige komponister, skrev ind i et samfund og en samtid, som ligger fjernt fra en nutidig virkelighed.
Denne historiske distance nødvendiggør en vis baggrundsviden, mener nogle. Men når man læser mange koncertprogrammer, kan man undre sig over, hvorfor netop den eller hin oplysning har betydning for musikoplevelsen. Mange irrelevante biografiske data om komponisterne synes næsten komiske.
Nuvel, man får, som ved Aalborg Symfoniorkesters koncerter, udleveret en flersidet og -farvet brochure ved indgangen, og så kan man bruge de ti minutter før koncerten på, i halvmørke, at læse sig igennem de lange tekster, ofte trykt på mørkt papir i elegancens navn.
Til hvad nytte? Bruger publikum det overhovedet? Bliver det ikke til, ikke baggrundsviden, men noget man læser efter oplevelsen, hvis man husker det? Og hvad med alle de træer og giftige farver, der bruges på de tusindvis af brochurer, der uddeles sæsonen igennem?
Jeg er storforbruger af billed/rumkunst og har for længst indøvet en slags rutine, der betyder, at jeg vandrer gennem gallerier og museer uden at standse, men danner mig et første, sporadisk indtryk af kunsten.
Ved en anden gennemgang ser jeg nærmere på de værker, der i første omgang fangede mit blik. Hvis de stadig gør indtryk, zoomer jeg måske ind på det lille skilt, der oplyser om kunstnernavn, titel og årstal.
Måske giver det anledning til, at jeg finder kataloget og læser mere om kunstneren, hendes værker og deres betydning. Men ikke nødvendigvis. Jeg har simpelthen ikke brug for alle de ord for at opleve kunsten.
Det samme med musik. Det er blevet en uvane, at koncerter næsten altid indledes med en eller anden form for tale - man kalder det formidling, og der er opstået en hel industri omkring fænomenet. De fleste institutioner har enten en formidler eller en hel afdeling, der står for dette at forklare det uforklarlige: hvad kunst er og hvordan.
Hvorfor? Hvis ikke musikken, billedet eller balletten selv kan udtrykke sit "indhold" er det måske ikke så meget værd. Filosoffen Immanuel Kant har formuleret begrebet "Das Ding an sich", som en betegnelse for det, der ligger bag noget andet, men er uerkendbart og uforklarligt. Den tænkning har nogle overført til kunsten.
Jeg har næppe Kant i ryggen, når jeg mener, at også tro/religion og kærlighed/erotik hører til i den kategori. Men det gør teorien mere forståelig. "Hvorfor elsker du mig?" - "Det kan jeg ikke forklare - det gør jeg bare".
Før dette lille essay fører for vidt: tilbage til musikken i koncertsalen. Kunne vi dog ikke blive fri for alle de ord - i det trykte program og på scenen; i hvert fald som hovedregel.
De skabende kunstnere har jo udtrykt det, de vil, og de udøvende kunstneres opgave er at fortolke det. Undertiden har de brug for at "sætte ord" på denne opgave, men det lykkes kun, når de bliver anekdotiske og fortæller om deres egen oplevelse af og passion for musikken.
Er man til arkæologi tilbydes der mange steder separate, gratis koncertintroduktioner ved lærde fagfolk. Ellers synes jeg godt, musikken bør få lov at være i fred med nogle få relevante fakta på et overskueligt papirark.
Foto: Nicolas Cho Meier