Kan man forestille sig et brugerstyret kunst- og kulturliv? Altså at publikum bestemmer, hvilke dramaer, der skal sættes op på teatret, hvilke udstillinger, museerne skal vise, hvilke bøger forlagene skal udgive og hvilken musik, koncertsale og spillesteder skal tage på programmet.
Spørgsmålet har optaget mig, siden jeg for nyligt fik en venlig henvendelse fra én af www.kulturen.nu's brugere (det, aviserne kalder læsere og radioen lyttere) i min egenskab af musikanmelder. Den engagerede bruger var skuffet over at én bestemt koncert ikke var blevet anmeldt og brugeren mente i øvrigt, at man i udvælgelsen af koncerter til anmeldelse burde tage hensyn til "kunderne i butikken" og altså anmelde de koncerter, der f.eks. var udsolgt og derfor populære hos publikum.
Det var ikke vanskeligt at svare på henvendelsen, for der er mange begrundelser for at popularitet ikke automatisk indgår i ét af udvælgelseskriterierne, lige som der er gode grunde til, at kunst- og kulturlivet ikke lader sig styre direkte af publikum.
Da jeg studerede, skrev jeg speciale om musikkritikens historie, og har siden jævnligt forelæst om den. Dagbladskritikken opstår omkring 1800 som en konsekvens af dels, at musikken var blevet offentlig og flyttet fra adelens slotte til de nye koncertsale, dels at avisen var kommet til verden. Lige fra begyndelsen finder der en udvælgelse sted af stort set alle avisens stofområder, og det er en selvfølge, at det er avisen/redaktøren, der står for denne udvælgelse. Dette er blevet et næsten helligt princip i alle former for publicering. På samme måde er det koncertsalene, teatrene, museerne etc. selv, der bestemmer, hvilket tilbud de vil give kulturbrugerne.
Sådan er det, og det er der både praktiske og idéelle grunde til.
Rent praktisk ville det være en helt umulig opgave at gøre et koncertprogram, en teatersæson, en udstillingsrække til en slags ønskekoncert, hvor publikum bestemte indholdet. Kunstnere skal ofte engageres flere år i forvejen, kuratering og planlægning af en udstilling kan tage flere år, og den konkrete logistik omkring en teaterforestilling (opbygning af scenografi, f.eks.) er et omfattende arbejde.
De idéelle grunde er måske mere subjektive, men det, at det er fagfolk med både indsigt og udsyn, er med til at skabe helhed og sammenhæng i kulturtilbuddet, at sikre kvalitet og - ikke mindst drive kulturlivet fremad, så der ikke spilles Elverhøj på 14 teatre året igennem, at ikke alle kunstmuseer fylder væggene med Skagensmalerne år ud og år ind og at Mozarts Elvira Madigan-koncert kan høres i alle koncertsale hver torsdag - eller hvad man kunne forestille sig som publikums foretrukne repertoire.
Det er vigtigt at bemærke, at det store arbejde, der gøres på landets kulturinstitutioner - med professionalisme som grundlag og ikke tendenser eller personlig smag - rent faktisk gøres i publikums tjeneste. Faktisk lige som anmelderens arbejde. Det samme gælder den kulturpolitik, der føres. Den sikrer i øvrigt alsidighed, professionalisme og udsyn mod ukendte landskaber - netop det stof, kunst og kultur er gjort af.
Og ærlig talt: man kan da også blive træt af Heiberg, Krøyer og Mozart i alt for store mængder...