TV-ANMELDELSE: Melodi Grand Prix
Melodi Grand Prix skriver jeg, selv om enhver ved, at det hedder noget andet og finere i dag. Men du og jeg, kære læser, vi ved, hvad det handler om.
Jeg skal måske lige lave en varedeklaration: Jeg har ikke hørt og set musikken ved lørdagens finaleshow. Jeg så semifinalen torsdag, og der fik jeg strengt taget nok. Når jeg så det torsdag, skyldes det, at jeg netop havde kørt i bil i 11 timer og blot smed mig - stagetræt - foran flimmeren, og var for træt til at række ud efter fjernbetjeningen.
Det er heller ikke musikken, der er det spændende. Det er pointene. Dem vender vi tilbage til.
Det danske band Reddi røg ud på røv og albuer ved tirsdagens semifinale. Jeg har måske nok hørt deres sang, men det handler jo ikke om sangen. Det handler om tøjet. Det danske bidrag bestod af en stribe kvinder, og de var alle anstændigt påklædte.
Det går ikke, når musikken spiller. Så vil vi se mænd i gennemsigtige tyl-bluser eller i mærkelige fastelavnskostumer.
Jeg har jo set showet masser af gange gennem årene. Men jeg synes, den havde fået en tand ekstra på freak-skalaen i år.
Det er i orden at skeje ud, når der skal vælges kostumer. Det er også i orden at vælge tøj, der flasher bar hud. Se bare hvordan kvinder går klædt til Oscar-showet. Men her er det det gode gamle begreb "mode", der sætter dagsordenen. Her er der tale haute couture. Det er design. Det er det langt fra, når et outfit - det hedder det på nydansk - skal skabes til dette show. Så handler det om at chokere, overraske og freake helt ud.
Problemet er bare, at når alle gør det, så mister det effekten. Og alle gjorde det.
Hvor det tidligere især var kvinder, der viste bar hud ved store begivenheder, så er det lige her mændenes tur.
På et tidspunkt ved 23.30-tiden gik jeg ud med skraldeposen. Jeg har 75 meter til den nærmeste molok. Jeg kiggede på vinduer både på vejen ud og hjem. Og der var mørkt overalt. Jeg så ikke et eneste vindue, hvor blåt lys flashede i baggrunden. Alle snorksov.
Det kan der være mange grunde til. En af de vigtigste er værterne. Gode godeste en omgang kælen tomgangssnak og onkel-vittigheder. Det der kommer ud af munden på værterne er en intellektuel fornærmelse af ethvert 7-årigt barn. Sig dom noget klogt for fanden!
En anden grund kan være de mange gentagelser. Fik vi ikke et resume af de 25 sange to gange? Altså efter at musikken havde spillet.
En tredje grund kan være de mange reklamefilm for værtslandet. Jamen det er jo ren tomgang og med til at sende ethvert selvstændigt menneske på hovedet i seng.
Men det er jo pointene, der er det vigtigste. Det er derfor, jeg hænger oppe til efter klokken 1 om natten.
Systemet i disse år er, at fagjuryer overalt i Europa afgiver stemmer. Det tager lang tid. Men det efterlader engelske Sam Ryder på førstepladsen. Han har rent faktisk en lækker stemme. Og så har han tøj på!
Ups: Det var nok en fejl. Smid tøjet, mister Ryder. Så har du chancen.
Efterfølgende fordeles seernes stemmer, og det laver altid om på alt. Og her gik Ukraine til tops.
Som forventet.
Men seer-stemmerne har intet med musik at gøre. Det handler alene om stemninger. Og kammeratskaber.
Generelt er Melodi Grand Prix også et politisk musikfest. Musikken er blot den staffage, der skjuler det egentlige: At man stadfæster venskaber. Har vi nogensinde oplevet, at Cypern ikke giver 12 point til Grækenland. Og omvendt.
Det interessante i år var, at vi nok oplevede de politiske venskabsstemmer. Men det var meget mere uregelmæssigt og uforudsigeligt i år. Det skyldes nok Det store Røvhul - altså Putin, som har forandret verden. Vi bemærker, at Ruslands naboer var særdeles støttende i forhold til Ukraine. Men den østeurpoæiske point-mafia var sat ud af kraft. Det samme var den baltiske og den skandinaviske.
Men alt andet lige: Pointgivningen var underholdende - som sædvanlig - og derfor skal vi da give to stjerner.
Musikalsk: Jeg kan ikke nynne en eneste sang. Musikalsk er dette en omgang makværk fremført at mænd i gennemsigtigt tøj.