Koncert(u)kultur

Efter at have været væk fra anmeldergerningen en del år har jeg det påtaget mig at anmelde klassisk musik her på www.kulturen.nu. Det indebærer dels, at jeg skal gå til et antal udvalgte koncerter, dels at jeg skal uddele karakterer til de musicerende.

Det første er ikke svært, men det kan det sidste være. Den engelske forfatter G. B. Shaw, der selv var anmelder, skrev engang: "Jeg har aldrig kunnet se, hvordan en kritikers pligter, som består i at komme med pinlige bemærkninger om de mest følsomme af hans medskabninger, skulle kunne forenes med en gentlemans opførsel".

Som anmelder skal man som hovedregel ikke bedømme publikums præstation, men da den trods alt indgår i helhedsoplevelsen, kan det være vanskeligt ikke at gøre sig iagttagelser og tanker om, hvordan netop publikum opfører sig, også fordi det er et ret interessant felt.

Jeg kommer oftere til koncerter andre steder, end i Musikkens Hus i Aalborg.

Indenfor det sidste halve år har jeg således flere gange besøgt koncerthusene i Berlin, Hamborg, Amsterdam, Wien, Paris og andre steder, ligesom Københavns koncertsale og musikhusene i Århus og Odense har haft besøg af mig.

De sidstnævnte befinder sig jo - ligesom Aalborgs musikscener - i Udkantseuropa, medens de store kendte sale i Centraleuropa jo har fornemme renomméer og traditioner og - mere rutinerede (for ikke at sige "professionelle") publikummer.

Det hører man straks, når man går til koncert i Musikkens Hus. Selvom en endog meget stor del af publikum er gengangere, er det påfaldende, at mange ikke kender til de særlige koder, der er omkring klassisk musik, når det opføres og opleves live.

Det er blevet moderne, at en klassisk koncert ofte indledes med en person, der siger nogle mere eller mindre relevante ord, før musikken spiller. Jeg måtte forleden gøre musikhusets ledelse opmærksom på, at det ville være høfligt, hvis præsentatoren hver gang begyndte med at præsentere sig selv.

Det sker sjældent, men man vil vist gøre noget ved det. I den forbindelse kan jeg fortælle, at da oraklet Daniel Barenboim, som turde være de fleste klassiske musikfolk bekendt, for et par måneder siden indledte en koncert i den nye Pierre Boulez Saal i Berlin, begyndte han med ordene: "Mit navn er Daniel Barenboim".

Jeg kan ikke forestille mig, at en nok så kendt - eller ukendt - herre stillede sig op uden at præsentere sig. I udlandet altså.

Nu vi er ved, hvad der sker, før musikken spiller, så har det i årtier irriteret og undret mig, at orkestret sidder og filer og trutter, når de kommer på scenen en halv snes minutter før koncerten. Altså i Aalborg og (nogle) andre steder i Danmark. Efter min mening bør de varme op, før de går på scenen. Det er skrækkeligt forstyrrende at høre på trutteriet, lige før man skal have en musikoplevelse.

Men nu er det jo publikums opførsel, der er emnet. Her konstaterer jeg, at mange i Aalborg ikke kender til det klassiske kodex omkring musik.

Vigtigst af alt: man klapper ikke mellem satserne i et værk. En symfoni eller solokoncert er tænkt og komponeret som en helhed, selvom der som regel er 3-4 dele med en kort såkaldt kunstpause imellem.

Alligevel oplever man jævnligt, at en del af publikum bryder ud i spontant bifald til stor irritation for dirigent, solist og musikere, men faktisk også det mere rutinerede publikum. Jeg har nogle steder set, at man i det trykte program beder folk vente med begejstringen til musikken har spillet færdig. Jeg har sågar oplevet dirigenter, der indledte med samme anmodning.

Begejstring er selvfølgelig en god ting, men det har slået mig, at der er stor forskel på graden af begejstring, bare man rejser fra Aalborg til Aarhus. Knapt er musikkens sidste toner klinget ud, før aalborgenserne bryder ud i klapsalver og ofte hurraråb.

Også her ville en smule respekt for selve musikken være på sin plads: vent lige til musikken har forladt rummet! Der skal mere til at begejstre det midtjyske for ikke at sige et udenlandsk publikum, end nordjyderne.

Det samme gælder den hyldest, der ligger i at rejse sig. Det bør vente med, til at man har klappet solisten og dirigenten ind anden gang, men i Aalborg går der ikke mange sekunder, før publikum strækker benene i begejstring, og det ved hver eneste koncert.

Flere steder i udlandet kan der gå måneder mellem denne gestus. I Aalborg går der inflation i roseriet. En detalje: man belønner en herres præstation med "bravo" og en kvindes med "brava" - hvis det altså skal være korrekt.

Til gengæld er det ofte så som så med koncentrationen. De fleste kender den distraktion, det kan skabe, når der skal tages fotos undervejs (og her tænker jeg igen på publikum) - det er en uting. Eller når folk hvisker og tisker, vinker til hinanden eller forlader salen under musikken. Det er stærkt ødelæggende.

Jeg vil nødigt skræmme nogen væk fra koncerter med klassisk musik, og det skulle ikke undre mig, at man også ville kunne tage mig i at forsynde mig mod koncertens enkle regler i et svagt øjeblik. 

For mig handler det udelukkende om respekt for det, man må formode at alle - musikere, solister, dirigenter og publikum - er kommet for: at få den bedst mulige oplevelse af musikken.