Kulturpolitikkens sorte hul

Der er næppe mange, der vil gå ind for, at Kandis skulle tildeles økonomisk støtte fra Kulturministeriet eller nogle af kommunerne. Kandis klarer sig vist ganske godt. En ny film fortæller om deres liv på landevejene mellem hundredvis af koncerter og tusindvis af kilometer på landevejene. En rigtig folkevenlig film om almindelige menneskers blod, sved og tårer. Fulgt op af endnu et album med nye sange. Jo, de klarer sig ganske godt uden.

Men alligevel er det cirka her, kulturpolitikken forsvinder i et sort hul. Fordeling af offentlige midler er tilsyneladende det centrale, når politikere både i Folketinget og i kommunerne skal diskutere kulturpolitik. Og da de er demokratisk valgte, når deres ambition sjældent længere end at smøre pengene så bredt ud som muligt.

På den måde er det kulturpolitiske landskab tegnet op: På den ene side står kulturinstitutioner og -aktiviteter, der håber på godt vejr mens de tigger om flere penge, og på den anden kulturpolitikere centralt og lokalt, der håber på opmærksomme medier og så mange penge som muligt, som de kan dele ud af. I et tyndt lag til så mange som muligt. Men det betyder samtidig, at kulturpolitikken som ambitioner om en bedre kultur forsvinder, til fordel for en banal økonomisk fordelingskamp. 

Armslængde

Nået så langt kan man selvfølgelig indvende, at det da vist egentlig er meget godt. For politikerne skal jo ikke blande sig i det kulturelle. De skal fastholde armslængden mellem deres kasse og de kulturelle aktiviteter.

Armslængdeprincippet i kulturpolitikken er alfa og omega. Sådan er det. Udøvende kunstnere og kulturarbejdere skal altid sikres autonomi. Selvfølgelig skal de kunne redegøre for brugen af den økonomiske støtte, de tildeles fra politisk side, men de skal kunne udøve det kunstneriske virke uafhængigt af dem, der har besluttet, hvor mange penge de skal have. Desværre er der jævnligt situationer, hvor politikere ikke kan nære sig for at trække armen til sig, og blande sig direkte. Men det går altså ikke!

Armslængdeprincippet er en vigtig forudsætning for kulturpolitikken. Men det har ikke noget at gøre med selve indholdet i kulturpolitikken.

Den økonomiske fordeling af ressourcer til de kulturelle aktører nærmer sig kulturpolitik. Men der er en tendens til, at politikere i demokratiets hellige navn helst vil smøre pengene ud, så alle får lidt – som regel alt for lidt til at være godt. Det vil sige alt for lidt til for alvor at kunne realisere kunstneriske ambitioner.

Begivenheder

Endvidere er der en tendens til, at politikerne hellere vil støtte enkeltstående begivenheder frem for professionelle kulturelle institutioner, der har brug for driftsmidler. På den måde undgår de nemlig at blive hængt op på noget længerevarende, og kan således fortsætte deres fordelingspolitiske aktiviteter.

Men kulturpolitik handler i virkeligheden om mere. Den handler om ambitioner for udviklingen af et samfund. Som udgangspunkt skal politikere og borgere tage stilling til, hvad det egentlig er, kulturen kan i et samfund, og derefter skal de tage stilling til, hvad for elementer man så vil støtte mere end andre. Og for at komme videre, er her et kort bud på, hvad man blandt andet kan tage stilling til.

Underholdning

 I den ene ende er der underholdningskulturen. Her er målet er at give rigtigt mange en oplevelse af noget behageligt, sjovt og måske også tankevækkende. Men først og fremmest noget, der er behageligt, og som kan være livsbekræftende for mange, hvis tilværelse ikke altid er lige sjov eller udfordrende. Det er her, Kandis kommer ind. Og selv om de ikke direkte får økonomisk støtte fra det offentlige, spiller de jævnligt i haller og koncertsale, der er offentligt støttede. Så lidt drypper det da – også på Kandis.  

I forlængelse heraf er der underholdende kulturaktiviteter, der er beregnet på mindre grupper i samfundet. Nicher med kantede, mærkelige eller skræmmende bud på noget underholdende, som jævnligt er for de lidt mere nørdede. Det kan være specielle bøger, ny musik, maleriudstillinger, film, teaterforestillinger osv. Altså nogen eller noget, der i den grad har brug for støtte, hvis det skal lykkes.

Opdragende

Men kunst og kultur er jo ikke bare underholdende. Det kan også være dannende og opdragende. Det kan give indsigt i noget, der skærper bevidstheden hos sit publikum. Det kan flytte grænser, fordi professionelle får mulighed for provokerende at gå til grænsen. For erkendelsen, rummet og ressourcerne. Eksempelvis anderledes bøger, musik med nye dimensioner, grænseoverskridende malerier, der giver ny erkendelse af rummet, film med nye indsigter, teaterforestillinger for skellet mellem nærvær og abstraktioner udfordres og flyttes, osv.  Det er områder og aktiviteter, der virkelig ændrer noget i samfundet. Hvis det lykkes. Man ved imidlertid ikke, hvornår det sker. Det kan ikke planlægges. Men man kan have ambitioner om det. 

Endelig skal der også ressourcer til fødekæden, dvs. til nye musikere, forfattere, instruktører, skuespillere osv.

Hvis politikere og vælgere begyndte at tænke kulturpolitikken ind i disse perspektiver, bliver det meget lettere at forholde sig til den. Og lettere at udstikke nogle pejlemærker for fordelingen af ressourcerne. Det er endnu ikke lykkes for alvor. Men man kan jo håbe. Håbe på en politiker, der stiller sig op og siger, at vedkommende gerne så flere Kandis’er. Eller mere dannende og opdragende kultur. I al sin mangfoldighed.