Da mit ur ringede klokken 6 i morges, havde jeg kun sovet to timer. Men nogle dage er man ligeglad med sådanne ting. I aftes havde vi en fantastisk premiere på vores forestilling ”Dekalog” og forløsningen er total.
Det er en forestilling, vi har knoklet med i to år, og som blev lagt ned under corona. Vi blev lukket ned på selveste premieredagen, og jeg troede aldrig rigtigt på, at vi ville kunne samle det samme hold igen. Med det lykkedes til sidst.
Så i går fejrede vi det med armene helt oppe i himlen, og man kunne for første gang i lang tid mærke det der sus igen. Mærke hvorfor vi faktisk er her. Ikke bare for at knække restriktioner og flytte premierer og finde alternative kriseplaner - men for at lave teater! For at få publikum til at grine og græder og vakle ud i sommernatten - inspirerede!
Efter to år med corona har man i den grad brug for at mærke det der sus igen. Suset af publikum. Af champagne. Af hvisken når lyset går i salen. Suset af at være sammen igen.
Corona har helt sikkert gjort mig til et mindre socialt menneske.
Jeg har tidligere aldrig kunnet lide at være alene, og heller aldrig rigtig kunnet sætte pris på at bare være derhjemme og lave ingenting. Jeg elsker som udgangspunkt at holde middagsselskab, at have huset fuldt med børn, at invitere til spontan vinfest om tirsdagen.
Men pludselig kan jeg mærke, at alt det der er blevet til et lidt uoverskueligt projekt. Og at jeg faktisk synes, det er fedest at bare hænge ud derhjemme. Gerne alene.
Rigtigt mange mennesker, jeg taler med, har det på samme måde.
Der er selvfølgelig noget om snakken. At vi måske har haft brug for at skrue lidt ned… men altså… i sidste ende bliver vi nok ikke lykkeligere af at sidde hjemme og se serier.
Hele kunstbranchen havde jo forventet sig det store BOOM da vi efter tre nedlukninger fik lov at åbner igen. Men boomet kom aldrig. Og der er stadig mange publikummer som ikke er vendt tilbage.
Vi prøver alle sammen med sved på panden at lure, hvad der skete. Skal folk bare have lidt mere tid, eller har man simpelthen fået nye vaner? Skal vi som kunstinstitution bare have is i maven, eller skal vi lave noget drastisk?
Mit hjerte slår heftigere i dag end det plejer. Det kan have med tømmermænd at gøre…men jeg vælger at tro, det er fordi jeg er fyldt op af sus. Af sus og samvær. At premiere og publikum. Og jeg vil have mere af det!
Så nu tager jeg mig selv i kraven og løfter mig op af sofasumpen og bestiller den der billet til “Sugar” og booker bord på en fancy restaurant og får brugt de der gavekort, jeg har haft i to år og som udløber på tirsdag!
Og så vil jeg fejre min første uge som socialt menneske igen. Fejre at vi kan lave teater igen!
Og i år er faktisk et år hvor vi skal fejre teateret ekstra meget, da det fylder 300 år!
Lørdagen 23. september 1722 kl. 17 blev der for første gang sagt replikker på dansk fra en teaterscene. Så alle teatret i hele danmark fejrer til efteråret scenekunsten på forskellige måder. På Teater Nordkraft har vi besluttet os for at holde et brag af en fest, hvor man som publikum har mulighed for at være med til at lave teater. Jeg er sikker på det bliver en aften med masse af sus og samvær!