Mig og mine kulturministre

Danmark har haft 23 kulturministre, siden Julius Bomholt tiltrådte hvervet som den først i 1961. I mine godt 30 år som kulturjournalist har jeg haft æren af at tjene under de 13.

Når man tager et tilbageblik over ministrene - du finder dem i en samlet faktaboks under denne klumme - ja så kan man se, at det er en broget flok. Meget broget.

Der har også været en meget blandet tilgang til jobbet, og siden 2014 har skiftende kulturministre også fået lagt Folkekirken ind under sig. I mange år var det en selvstændig post. Eller lagt i portefølje hos andre ministerier.

Tilbageblikket viser nok også, at med tiden er kulturen kommet mindre og mindre i fokus. I starten for 60 år siden handlede det meget om, at kulturen skulle gøres tilgængelig for menigmand. Han/hun skulle i balletten og operaen, så de kunne få noget dannelse.

Kultur skulle være for alle. Uanset om de kunne lide det eller ej. Det var også dengang, at der var konsensus om, at kulturen skulle støttes. Altså også med penge.

Rindalismen

Lagerforvalter Peter Rindal fra Aalborg var ikke enig i, at kunsten var et statsligt anliggende. Så han fik en isme opkaldt efter sig selv og sin folkelige bevægelse, der sidenhen sendte ham i repræsentantskabet for Statens Kunstfond med rygvind fra Fremskridtspartiet.

Jeg behøver lige her ikke at svine den siddende kulturminister til. Det er der nemlig så mange andre, der gør. På et område må jeg dog forsvare hende: Da hun sidste år kom til at nævne, at "Absolute Music 2" var hendes favorit-album endte hun i en shitstorm, fordi hun ikke i stedet nævnte noget abstrakt og uforståeligt.

Det angreb var ikke fair. Man kan også sagtens være filmelsker og elske "Italiensk for begyndere". Man kan være litteraturelsker og elske "50 shades..." og så videre. Alle ordentlige mennesker har også en popside. Den slags skal der være plads til.

Men jeg er i store træk enig i meget af det, der skrives og siges om hende, for hendes engagement har ikke været blændende.

Ultra-liberalisten

Hendes forgænger, Mette Bock, var ikke et hammerslag bedre. Men i det mindste havde hun en varedeklaration: Som ultra-liberalist var hun til dels med på den rindalske vogn. Det var dæleme ikke hos hende, at pengene til kulturen sad løst i tegnebogen.

Så i grunden var hun af gavn mere kirkeminister end kulturminister. Jeg kan i hvert fald ikke lige erindre et område, hvor hun gjorde en forskel. Altså for kulturen.

Der før var der Bertel Haarder. Tjah: Han ville gerne lave en Danmarks-kanon. Brian Mikkelsen havde jo haft held med sin kultur-kanon.

På Kulturmødet på Mors havde han smidt slips og jakke og gik omkring med en sort t-shirt med "Danmarkskanon" påtrykt.  Kanonen blev færdig umiddelbart efter, at han blev fyret som minister for at give plads til Bock - søsteren til Liberal Alliances formand. Det var lige som prisen, Løkke måtte betale for at fortsætte som statsminister.

I den kanon finder vi danske værdier som hygge, frisind og ligestilling. Men er vi lige her ikke ude i hjørnerne af, hvad kultur egentlig står for? Og kan du finde nogen, der stadig kan huske den kanon, så giver jeg en kasse bajere på månen, næste gang vi mødes der.

Ifølge Haarder selv, er han den bedste kulturminister, vi nogensinde har haft. Et synspunkt han dog står ret alene med. Men hans ego har som bekendt aldrig fejlet noget.

Jelved og Elbæk

Den nordjysk valgte Marianne Jelved er nok den bedste kulturminister i nyere tid. I hvert fald var hun hyperaktiv i landsdelen, hver gang der åbnede et kulturelt arrangement. Hun var ikke højtråbende og anmasseende. Men hun var en god håndværker, der udførte tingene uden at sætte sig selv i rampelyset.

Rampelyset blænder til gengæld stadig, når man tænker på Uffe Elbæks ganske korte periode som radikal kulturminister. Uffe er såmænd en god og idérig fyr, men han har brug for, at der er nogle, der engang imellem tøjrer ham, når det bliver for vildt. Det skete ikke, og så var han færdig.

Han afløste Per Stig Møller. En god konservativ stemme med et buldrende engagement. Han var manden, der opfandt Radio 24/7, som hans såkaldte venner i Dansk Folkeparti senere fik aflivet ud fra det alternative armslængdeprincip: Det går ud på altid at have en machete inden for en armslængde. 

Flere forsøger at lave radio på Møllers præmisser i dag. Men alt kuldsejler lige der.

Carina hvem????

Så er der Carina Christensen. Hun sad i halvandet år. Hun var så anonym på posten, at hun sikkert også selv har glemt, at hun nogensinde har haft den.

Det var så også en sværvægter, hun skulle afløse: Brian Mikkelsen. Danmarks næstlængste regerende kulturminister. Han fik 2480 dage på posten. Det er 18 dage mindre end Niels Mathiasen.

Mikkelsen blev kendt for sin kulturkanon. Han fik lavet lister med de vigtigste værker inden for de vigtigste otte områder af kulturlivet: Arkitektur, billedkunst, design, film, litteratur, musik, scenekunst og børnekultur.

I lighed med masser af andre venstresnoede himlede jeg op dengang i starten af 0'erne over at man ville lave sådan en kanon. Men da den endelig stod færdig måtte jeg indrømme, at den så ganske fornuftig ud. Der var ting, jeg gerne ville have haft med, og der var ting, jeg ønskede langt væk.

Men gennemgående var det et fornuftigt arbejde.

Problemet er bare, at den nu er lidt forældet. Kunne man forestille sig, at Storebæltsbroen var kommet med i en arkitektur-kanon i dag?

Nej vel: Men dengang var broen helt ny. Så nyhedens interesse kom til at blæse ind over det klassiske og langtidsholdbare. For eksempel er kanonen over danske film også helt hen i vejret målt fra en placering 15 år længere ude i fremtiden.

Sex og sport

Mikkelsen afløste to radikale ministre: Elsebeth Gerner Nielsen og Ebbe Lundgaard. Som afløste den socialdemokratiske Jytte Hilden.

Hun var sgu sjov og bramfri. Hun kom ikke med en klassisk kulturel dannelse i baglommen. Men hun kom med spontanitet. Som minister for sporten fik hun sagt, at det er med sport som med sex: Det er sjovere at deltage i end at se på...

Som afløste Grethe Rostbøll, der døde tidligere i denne uge, og hvis aftryk på kulturlivet var, at hun var med til at indsætte professionelle bestyrelser i mange af kulturinstitutionerne.

Politikere interesserer sig kun for pengefordelingen

Og hvad kan man så bruge ovenstående skriblerier til?

Jeg synes, at det er gået pænt ned ad bakke med kulturministrenes interesse for kultur gennem årene. De er blevet til kontorforvaltere.

Og når de så endelig har holdninger til kulturen, så er det, at kulturfolk skal dukke sig. For der er ikke skyggen af kreativitet, nytænkning endsige kærlighed til den levende kultur. Der er i stedet omprioriteringsbidrag og andre nedskæringer.

Hvis man tager det store parti, der opfandt kulturministeriet, socialdemokraterne, så er kultur bestemt heller ikke dominerende i deres politik og tankespind. Nævnte de overhovedet ordet, da de førte valgkamp for to år siden?

Det var der nu heller ikke mange andre partier, der gjorde.

Når politikere interesserer sig for kultur, så interesserer de sig for penge - ikke for kulturelt indhold.

Lige nu hyler masser af nordjyske politikere over, at Nordjylland får alt for få penge i kulturstøtte i forhold til resten af landet.

Interesse for indhold

Hyleriet er i orden, for det er en himmelråbende forfordeling, der finder sted. Problemet er bare, at de hyler over pengene - ikke over det kulturelle indhold.

Skulle det lykkes at få sat bevillingen til Kunsten op på samme niveau som Arken i Ishøj, så ville samme politikere juble. Men de er jublende ligeglade med indholdet. Det handler alene om penge. Penge til landsdelen.

Politikerne jublede også, der der blev fyret 800 millioner kroner af på en jernbanelinje fra Lindholm og ud til lufthavnen. Fordi pengene faldt lokalt. At der så ikke er et øje med togene på linjen, betyder ikke det mindste. Det vigtigste var og er, at der faldt statspenge i landsdelen.

Nej: Må jeg bede om politikere der elsker kulturelt indhold højere end penge. Jovist findes de - men giv dem magten. Penge skal der naturligvis til. Men penge til indhold og kultur. Ikke bare penge der står Nordjylland på.